Kulturkupeen

Æsops Fabler – Eventministeriet. Skuespilhuset. Det Kongelige Teater.

Kommenteret af Ulla Strømberg.  (Uden for stjernebedømmelse.)

For en gangs skyld var jeg inviteret til Eventministeriet,  og da det ovenikøbet drejede sig om “Æsops Fabler”, måtte jeg af sted. For få år siden vistes i samme hus Elisa Kragerups meget omtalte Ovids ”Metamorfoser”. Nu skulle vi blot gå 4-500 år tilbage i tiden – og bevæge os fra Rom til Athen. Spændende.  

Iøvrigt har jeg aldrig været i tvivl om udtalen af forfatterens navn,  siden jeg som 8-10 årig fik en børnebog med ”Æ’sops Fabler”: altså tryk på anden stavelse.

 

I teatret bliver der ringet ind, forestillingen skal snart begynde,  og vi er forvirrede. ”ESOPS fabler spiller nu”,  siger damen med tryk på første stavelse og æ er forvandlet til et e: ’Esops Fabler! Hvad er det?

Så går det løs. Først smukt lys, så mandestemmer, så mere lys og fire formummede moskusokser eller rødhårede varianter af performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussens langhårede manke, der kunne bruge til lidt af hvert for få år siden.

Lilibeth Cuenca Rasmussen i en performance – som må have inspiereret instruktøren Nicolei Faber.

Parykkerne skriger, de råber, de skrutter med ryggen, de har duarderstemmerne på, men værst af alt, de taler om en mand der hedder Esop med tryk på første stavelse. Jeg bliver så oprørt og ukoncentreret, at der går lang tid, før jeg falder ned igen.

Så fjerner de parykkerne og er nu fire mænd i smoking, der i den næste halve time bevæger sig rundt i formation og fortæller de korte historier om dyr med mange menneskelige egenskaber. Kampberedte små dyr, der ikke går af vejen for noget. Æsops Fabler lærer os om dyrenes brutale og meget menneskelige omgang med hinanden. Dermed bliver fablerne i al deres gru som et spejl for mennesker.

 

Det bedste ved forestillingen og de fire smokingklædte mænd er, at forestillingen kun tager 60 minutter, og at de, på trods af den næsten obligatoriske afklædning halvt inde i forestillingen, alle fire beholder undertøjet, dvs. triste Long Johns, på.  Der er faktisk helt ualmindeligt!

Stemmerne skifter heldigvis med mellemrum både toneleje og volumen. Men mange gange er det umuligt at forstå, hvad de siger – selv fra første række – og sætningerne er faktisk korte, så det burde kunne lade sig gøre.

Det er ikke skuespillernes skyld. De skal såmænd nok med tiden både lære at tale og udtale ord og navne, så det passer ind i en dansk og kongelig sammenhæng. Nej, det er instruktøren Nicolei Faber, der ikke har været opgaven voksen. Han er i øvrigt prisbelønnet for forestillingen ”Beton” på Teater Nordkraft. Jeg har set hans ”En Kvinde uden betydning” af Oscar Wilde på Aarhus Teater. Den iscenesættelse, ikke mindst i relation til de unge skuespillere, havde mange lignende skavanker. Spørgsmålet er blot, hvad er gået galt med ”Æsops Fabler”?

Men det er ikke kun det sproglige, også de forskellige iscenesættelsesideer er alle set før.  Og når teksterne samtidig er så korte og præcise, kræver det koncentration og præcision af skuespillerne. Hvis de er unge og uprøvede, er der behov for en stærk, vidende og velforberedt instruktør, der kan føre skuespillerne i den rigtige retning og fange dem på det niveau, hvor de rent teknisk befinder sig. Og skabe en interessant og overraskende mise en scene!. Det er instruktørens opgave. Derfor går vi i teatret!

Her må det blot konstateres, at det er synd for alle. Synd for teatret. Synd for os. Synd for skuepillerne. Håber de får andre muligheder, så de ikke mister modet eller,  værst af alt: tror de skal forblive på dette blindspor.

To af de fire skuespillere synes at være elever på Den Danske Scenekunstskole. Men hvem der er hvem, kan ikke afklares, mens man er på teatret, da Det Kongelige Teater har afskaffet programmer og infosedler til forestillinger på de mindre scener. På teatrets hjemmeside er der ingen billeder. Hvis man bagefter vil undersøge (via skolens hjemmeside) hvem der er lærer inden for skuespillerlinjen på Den Danske Scenekunstskole i København, må man hurtigt melde pas.  En labyrint af en hjemmeside. Hvis man vil vide noget, kan man skrive til MADS!  – Det står der!

Efter forestillingen spurgte jeg suffløren, hvorfor de sagde ’ESOP ( som det kunne lyde på Engelsk)  – og hun svarede, at de havde talt med mange specialister, men hun sagde ikke hvem. Specialisterne er sikkert fra England, Sverige eller Norge. Men hvad med Danmark?

PS: Eventministeriets forestillinger har kun  få dages prøvetid. Men det burde ikke være nogen undskyldning.

 

Instruktør: Nicolei Faber

Scenograf: Christian Albrechtsen

Skuespiller: Jakob Femerling

Skuespiller: Anders Mossling

Skuespiller: Gustav Giese

Skuespiller: Marcus Gad

 

Oversætter??

 

Har spillet d.4. og 5. december 2017.

….

( Fra den store danske Encyklopædi.)   

 

Citat fra Den store danske Encyklopædi:

Fabel kan dels betyde motivet eller handlingsskelettet i et drama, en fortælling e.l., dels en særskilt, ofte kort, fortællende genre på vers eller i prosa. I sidstnævnte betydning er fabelen en fortælling om dyr: Det kan være løven og musen, ræven og storken, dyr med typiske menneskelige egenskaber, magtlyst, listighed osv. Det er en belærende genre med en udtrykkelig morale, tit mere kynisk eller kritisk end opbyggelig. Den har haft en stor plads i tidligere tiders (læse)undervisning.

www.kglteater.dk