Kulturkupeen

After Miss Julie – af Patrick Marber – Spillet af That Theatre.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“After Miss Julie” af britiske Patrick Marber  bliver spillet som var det Strindberg anno 1945.  Stilsikkert og overbevisende i den klassiske stil. 

Der er en pointe i, at That Theatre tager Patrick Marbers Strindberg-bearbejdning fra 1995 (tv-version og en teater-version fra 2003) og spiller denne udgave fremfor Strindbergs originale 1888-tekst. That Theatre har fået en ny oversættelse, og vi får om ikke den ægte vare så en interessant, britisk version. Nu hører Miss Julie til den britiske landadel, og Labour vinder samme aften en jordskredssejr. Det mærker man ikke så meget til, for i køkkenet på godset er John (Jean) stadig ”underdog”, når frøkenen hæver stemmen.

After Miss Julie.

 

Det er en eviggyldig trekant, som Strindberg har tegnet. Den smukke rige kvinde, den jordbunde modne kvinde og manden, der er til fals for sex, mammon og tryghed. Men Strindbergs kvindehad er ikke til at pakke væk – heller ikke i denne ombæring. Miss Julie er et monster. Hun er som en lille Alice i Eventyrland, der gerne vil brænde fingrene og have sin vilje, hele tiden. Strindbergs Julie plejer at være ganske aristokratisk.

Hos That Theatre er hun en lidt løssluppen svingpjatte, som faktisk ikke har prøvet så meget. Det fungerer fint overfor den stive og gudsfrygtige Christine og charletanen John/Jean. Julie vækker dyret i John, mens han tager sig sine friheder uden blusel – og iført herrens sko næsten voldtager den spinkle overklassepige.   Lidt sjovt (ved ikke om det er Marbers pointe) at Julie nærmest er nikotinafhængig og må låne sig frem hos Cristine, der holder skansen og langt hen ad vejen næsten accepterer mandens svaghed overfor Julie. Bare hun bliver gift, så skal det nok gå. Julie vil have underholdning – og lidt kærlighed, mens John vil have hele pakken: sex, position og tryghed.

After Miss Julie. Pressebillede.

Stykket balancerer mesterligt – og ligeså Ian Burns instruktion, der får det bedste frem i de unge skuespillere, der på trods af det engelske sprog faktisk denne gang alle er danske: Maria W. Nørgaard, Benjamin Stender og Johanne Wang-Holm.

Takket være instruktionen skifter den styrende magt umærkeligt hele tiden. Som på en vippe svinger vægten: så er Julie oppe, så John – og af og til den stoute Christine.

Allerede fra Strindbergs hånd var det svært at have medfølelse for personerne. For de er sandelig selv ude om det. De ligger, som de har redt, og sådan ville det være for os alle.

At ”Frøken Julie”, Strindbergs bud på et nyt, mere naturalistisk forankret teater, kunne skabe så meget forargelse, er svært at forstå i dag. På den anden side afdækkede han lige på og hårdt menneskets basale drifter: sex, penge og social placering. Læs et dameblad, eller et lødigt lørdagstillæg til et dagblad. Vi er ikke kommet videre – og skriver i dag 2017.

That Theatre, grundlagt for 20 år siden af Ian Burns, spiller et gedigent repertoire og gør det med stor overbevisning og fortjener opmærksomhed – ikke kun fra udlændiges side, men også danske teatergængere bør tage en tur rundt om Krudttønden på Østerbro. Begavet teater af den britiske skole.

Forfatter: Patrick efter August Strindberg

Medvirkende: Benjamin Stender, Johanne Wang-Holm og Maria Winther Nørgaard

Instruktør: Ian Burns

www.that-theatre.dk