Kulturkupeen

∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Aladdin på Det Kongelige Teater.

Christian Lollike er og bliver en provokatør og klassens uartige dreng. Men han er også skolens store begavelse. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at han denne gang måske ikke har andet på hjerte end at være Rasmus modsat.

Med ”Aladdin” bevæger han stemningen frem og tilbage. Først behager og luller han sit publikum ind i en velbehagelig døs for så, når slutningen nærmer sig, at smide en bananskrald. Så kan vi ligge der, og hjælp er der ingen af.

 

Flot scenografi

Det lyder måske kryptisk, men sådan føles det med hans behandling af Adam Oehlenschlægers ”Aladdin”. Det begynder godt, lidt langsomt måske, mens alt er i blå toner på den alt for brede scene i Skuespilhuset. Ingen rekvisitter, kun smukke tæpper i formationer og en markant lydregi og et blankt gulv med hvide striber, mens det dyre scenegulv kører op og ned i avancerede kasseformationer.  Godt at teknikken endelig kan bruges.  Scenografien, som egentlig kun består af tæpper og lys, er skabt af Franciska Zahle, der holder igen med det overflødige, men dog skaber en kæmpe hånd  som brudeseng til Aladdin og Gulnare. Det er et trick hun delvist brugte i ”Melodien, der blev væk”. Men det fungerer!

Den gamle tekst er væk

Der er ikke meget tilbage af den originale tekst fra Oehlenschlægers hånd, men åbningsstroferne læses  af en charmerende fortæller og guide, Secilia Gadborg Høegh.  Det lover godt. Vi er i trygge hænder, som en pan eller anden skovtrold  guider hun  os igennem. Også når historien går i stå, og der er fagligt møde om meningen med det hele. Med en usynlig tryllestav får hun sat historien på skinner igen, For  skuespillerne bliver aldrig færdige med at undre sig og studse over det muslimske islæt i historien og håndteringen af det eksotiske.

Det er fint nok og fungerer, når Lollike tilsyneladende ønsker at demonstrere danskeres komplicerede og dobbeltbundne forhold til et muslimsk verden og tankegang.

Så det lover godt i næsten hele første akt. Mange små detaljer understreger Lollikes stillingtagen til Aladdin-teksten.  Figurerne holder. Aladdin, spillet af Alvin Olid Birsøe, er slentrende naiv med drengede bevægelser, og selv om de andre personer af og til er overstyrede, bl.a. gamle Mustafa, går det an. Det hele er jo abstrakt og skal lede hen mod noget andet, aner man.

Erotik og sex

Ved pausen er historien drejet hen på sex, for lige inden tæppefald læses et erotisk digt op, som er så saftigt, at den selvhøjtidelige Adam næppe har skrevet det, men ægte er det dog. Endnu holder historien. Lollike vil vel bare elektrificere det pæne drama. For sådan er jo vor nutid.

Oehlenschlæger og datiden

Handlingen er indtil pausen som hos Oehlenschlæger henlagt til Isfahan i Persien, i dag Iran. Historien om Aladdin er hentet ud af de eksotiske 1001 nats eventyr og fik en opblomstring og blev folkeliggjort af Disney-koncernen i 1990erne. Så det kunne såmænd ligeså godt have været den version, som Lollike havde valgt som udgangspunkt.  Og så havde vore indvendinger været færre.

Den manglende kommunikation

Efter pausen er der nye toner. Kommunikation i meget bred betydning er nu budskabet.  Kan vi tale sammen? Hvad er dansk? Hvad og hvem er de fremmede? På et tidspunkt ser skuespillerne ud i salen og spørger, hvor mange muslimer der er i salen.  Et par hænder går i vejret ovre i et hjørne, men det var også til premieren. Måske var de indbudte.

Lollike har fat i noget. Og det er fiffigt nok, at han indskriver skuespillernes manglende forståelse af det hele i teksten, men de skuespillere, som måske har en muslimsk baggrund får lagt replikker i munden, som tilsyneladende skal være autentiske, men slet ikke fungerer.

Der skydes i alle retninger

Efter pausen skydes i mange retninger, og der går også kvindekamp i det hele. Gulnare bliver frigjort og vil nyde elskovens muligheder ligeså meget, som Aladdin gør.

Pludselig er der alt for mange spor: den succesrige Aladdin, den frigjorte Gulnare, de frustrerede skuespillere, som skal spille alle fylderollerne, hvor ikke mindst lampens ånd og Noureddin er dem, der skubber historien fremad.

Problemerne bliver større og større på scenen, og vittigt nok forlader flere af skuespillerne nu deres roller og tager parykkerne af.  Stakkels Simon Bennebjerg må overtage Aladdins rolle og ender med at blive hængt og hejst adskillige gange op og ned i en teatergalge højt hævet over gulvet.

De nøgne mænd

Men ingen Lollike uden enten død eller nøgenhed. Her bliver det til fire afklædte mænd, der ender med at iføre sig alt for korte burkaer, så alle ekstremiteter fortsat kan være synlige.

Nu er enhver dialog forstummet.

For uanset om det er fremmedhad eller kønsdiskrimination, der skal på dagsordenen, så hører de nøgne mænd ikke hjemme på scenen. Denne provokative indskydelse svækker og ødelægger et eventuelt budskab. Nu bliver alt bare grænseoverskridende, selv om halvdelen af publikum fniser som skolebørn, og resten ærgrer sig over, at instruktøren har tabt sin ellers disciplinerede forestilling ned mellem stolerækkerne.

Ved tæppefald er der næsten babelsk forvirring. Hvad var budskabet – altså bortset fra, at vi ikke er gode til at tale sammen og acceptere hinanden? Men at bruge stakkels Oehlenschlæger og romantikken som udgangspunkt, det er bare et forkert valg.

Ps. Skuespillerne, og dem var der mange af,  blev ladt i stikken af instruktøren. Det var synd.

 

Efterskrift

 

Lollike udnytter den romantiske anvendelse af den mellemøstlige atmosfære for at understrege, at der i Danmark allerede i  romantikken fandtes en masse fordomme, som levede side om side med tolerancen.  Lollike har derfor henover et af hovedværkerne i dansk litteratur skrevet sin egen tekst sammen med en række hjælpere. Det multikulturelle blandes sammen med kvindeundertrykkelse, feminisme, burkaer og andre mærkesager.  Titlen er jo god, og ved at tage “Aladdin” som udgangspunkt har Lollike fat i vores kollektive kulturarv. Men det er efter min overbevisning en gal galej.

Oehlenschlæger skrev slet ikke Aladdin som teater – det er et dramatisk digt, der blot skulle vise, at han magtede at gå i sporet af de ypperste forfattere, bl.a. Shakespeare, Goethe og andre.

Da ”Aladdin” blev trykt i bogform i 1805, cementeredes Oehlenschlægers plads på toppen af det danske parnas.  Sidenhen følte han selv, at ”Aladdin” var et selvportræt. Gud havde givet ham digteevnen lige i turbanen – som Aladdin fik sin appelsin, og siden den magiske olielampen med de hjælpsomme ånder. Den smukke Gulnare blev opnåelig takket været åndernes hjælp.

Oehlenschlægers ærinde var altså noget helt andet. Og derfor er ”Aladdin” faktisk et dumt udgangspunkt at tage, når det er kommunikation, sameksistens, tolerance og integration, der skal på dagsordenen.

……….

 

 

www.kglteater.dk