Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Amadeus.  Det Kongelige Teater, Gamle Scene.

Suveræn og ganske perfekt opsætning af ”Amadeus” på Det Kongelige Teater ved den nye ”chefen for det hele”, Kasper Holten.

Og hvorfor ikke give 7 stjerner:    ∗∗ ∗∗ ∗∗ ∗

 

Der er ikke sparet på noget i dette Gesamtkunstwerk, hvor 30 musikere får lov at demonstrere, at historien handler om guddommelige toner, mens adskillige dansere diffunderer rundt i glidende bølger omkring hovedpersonerne Salieri, Mozart og Constanze.

Suveræn Søren Sætter-Lassen

Men havde det ikke været for Søren Sætter-Lassens imponerende rene fortolkning af udyret og middelmådigheden Salieri, kunne det være det samme.  Søren Sætter-Lassen skaber uden krukkeri, men med årtiers erfaring, billedet af en charmerende skurk, et lille menneske, der ovenikøbet kender sit eget ringe værd.  Her over for står den unge Simon Bennebjerg og får med sine få replikker maksimalt ud af Mozart-figuren, som dramatikeren Peter Shaffer dog har gjort overordentlig fjoget, plat og pjattet. Sådan har det været siden dette stykke dramatik kom frem i 1979 og hurtigt gik sin sejrsgang på alverdens scener, og som film vandt et utal af Oscars i 1984.

Amadeus – morale for middelklassen

Historien er til at forstå i alle civiliserede middelklassehjem over hele verden.  Geniet over for den middelmådige, guds gave over for det jordnære. Det hele eksemplificeret i Mozart-figuren og hans vidunderlige musik fra ”Figaros Bryllup” over ”Don Giovanni” til ”Tryllefløjten” og ”Rekviem”. Her kan vi alle være med. De selvovervurderende kan identificere sig med Mozart, der måtte leve i fattigdom de sidst år af sit liv. Middelmådighederne genkender måske med skræk nogle af Salieris tricks op af den sociale stige.

Symbolsk scenografi

”Amadeus” er for alle, og med den erkendelse er Kasper Holten overlegent og overskudsagtigt, med al sin operaerfaring, gået til værket. ”Amadeus” fremstår som en lysende klar fabel, hyper professionelt indpakket som en anden moderne opera med scenografen Maja Ravns roterende nodebjerg, hvor Mozart til allersidst kan gemme og næsten drukne sig i. Maja Ravn har suppleret med underskønne kjoler i senrokoko-stil. Og danserne er symbolsk klædt på i enten rober, undertøj eller i abstrakte kostumer. Scenegangen kører umærkeligt flot, effektivt og velfungerende i Signe Fabricius’ koreografi. Denne danske ”Amadeus” er på et internationalt (opera)niveau.

Holtens egen nyoversættelse

Kasper Holten har selv nyoversat til et letflydende nudansk, som ikke mindst titter frem i hverdagstonen imellem Mozart og Constanze, i øvrigt spillet moderne, yndigt, jordbundet og naivt af  Rosalinde Mynster.  Tekstmaterialet synes også strammet op igennem talrige bearbejdelser fortaget af dramatikeren selv igennem de år, hvor stykket har gået sin sejrsgang. Teksten minder i dag mere om et filmmanuskript, hvor alt er skåret ind til benet. Veldrejet teater, hed det for et par hundrede år siden.

Fake news?

Men spørgsmålet er om historien holder et faktacheck eller er fake?

I 1970erne udkom nogle private breve, der viste eftertiden en ganske plat og intim Mozart, som var yderst latrinær i sin formuleringsevne.

Mozart og Saliere er to historiske personer. Den ene i dag øverst på Parnasbjerget med verdens store kunstnere, den anden gået i glemmebogen, hvis det ikke var fordi han 20 år efter Mozarts død blev samtaleemne i Wien: Havde Salieri forgiftet den unge rival?  Historisk set skulle der ikke være noget om historien. Problemet er blot, at takket være Peter Shaffers skuespil (og filmatiseringen), er det skrønen, som står tilbage i den almene erindring.  Lidt a la P.O. Enquists geniale fortolkning af trekanten Struensee, Caroline Mathilde og Chr.7. i ”Livlægens besøg”, og Karl Blochs maleri af den indespærrede Chr. 2 med det runde bord på Sønderborg Slot. Vi husker fiktionen og blæser på sandheden. Men hatten af for Shaffer, Enquist og Bloch, der har hældt  kulturhistorie på masserne.

 

Begavede detaljer

Forestillingen bugner af interessante detaljer. To store stærke mandsfigurer, indsmurt i tyk bronzemake-up,  fungerer som hviske-tiskepersoner. De viser tilbage til en tradition i barokken hos ikke så velbjergede adelsfolk. Når de holdt selskab, hyrede de folk til at agere ”levende skulpturer” under selskabet.

I flere interviews og i den underholdende bog ”En lille bog om opera” har Kasper Holten givet udtryk for sin kærlighed til dukketeater. Og sandelig om ikke forskellige delelementer fra Dahlerups Gamle Scene dukker op hen igennem forestillingen, bl.a.  ”Ei blot til lyst”- indgraveringen og en loge. Det har intet at gøre med Mozart og tiden i 1700-tallets slutning. Men sjovt er det, også når pludselig alle de fine sidder i røde plysstole, præcis som publikum gør. Eller når Joseph 2.,  i øvrigt spillet fremragende ironisk neddæmpet af Kristian Halken, sidder på en maxi-maxi version af plysstolen. Så forstår vi, at det er teater, og vi alle både er tilskuere og aktører. Også scenografen Maja Ravns nodebjerg giver associationer, bl.a. til den store scenografiske legende Svobodas  skærme, som bl.a. kunne opleves på Det Kongelige Teater i 1972 i ”Ildfuglen”.  Men gå selv på jagt. Der er masser af raffinerede detaljer.

Ny start

Kasper Holten kan som ny teaterchef ikke ønske sig en bedre start. Gamle Scene funklede fredag aften. Ved tæppefald sprang publikum spontant op og klappede og jublede. På scenen stod musikere, dansere og en håndfuld fremragende skuespillere i en forestilling, som ovenikøbet har et evigt budskab: du skal ikke være kæphøj. Gud ser alt – og med lidt forsinkelse bliver vi alle belønnet efter fortjeneste.

På Kongens Nytorv bliver der nok hurtig afregning ved kasse 1. Tillykke til Det Kongelige Teater med en velfortjent succes.

 

PS Jeg har skrevet meget om Det Kongelige Teaters programmer eller mangel på samme.  Kan derfor glæde mig over, at Amadeus har fået et stort indholdsmættet,  i mat papir.  Et godt skridt på vejen. Nu skal teatret bare lære, at man ikke kan læse hvide bogstaver på mørk baggrund. Og hvis der er råd til det, køb venligst en kommamaskine. Sjældent har jeg set så få kommaer, og i en af artiklerne er de eksisterende anbragt forkert!

Iscenesættelse: Kasper Holten

Oversættelse: Kasper Holten

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Lysdesign: Bruno Poet

Lyddesign: Jakob Bo Nystrup

Lyddesign: Rasmus Balch

Koreografi: Signe Fabricius

Dramatiker: Peter Shaffer

Medvirkende bl.a.: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Koefoed. Michael Moritzen, Martin Bo Lindsten, Sigurd Holmen le Dous, Clara Cecilie Thomsen og Joen Kyhle samt sangere, dansere og musikere fra  Det Kgl. Kapel.

www.kglteater.dk