Kulturkupeen

Andreas Bo – Fifti Fifti – one man show.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Andreas Bo – one mand show FIFTI- FIFTI

Sympatisk show med en mand!

Det kræver både stil og udholdenhed at klare et stand up show. Andreas Bo har faktisk begge dele, så hans nye show er en god oplevelse, hvor man gang på gang må glæde sig over hans evne til at tale til publikum og holde dem fast.

 

Men det ærgerlige er selve genren, for det er som om det ikke rigtig må handle om noget. Ikke for meget politik, ikke noget om de store problemer – såmænd heller ikke om de små. Og da Andreas Bo endelig bevæger sig til et måske lidt mislykket forsøg med at få publikum på scenen, må han undskyld, at det er Shakespeares ”Romeo og Julie” de vil spille. Men hvorfor undskylde at det hele ikke er burger og cola.

For et års tid siden prøvede Bo kræfter med den mere seriøse teatergenre i forestillingen ”Dirch”, hvor han var en overraskende god Dirch – og det var sandelig ikke hans skyld, at forestillingen ikke var bedre end som så.

Men tilbage til one man showet. Jeg kan ikke vænne mig til, at det indholdsmæssigt er laveste fællesnævner, der gælder. Bl.a. hvad der var i fjernsynet i forgårs, men ikke noget om lederen i Information. Det må da være muligt at finde en midtervej, hvor man kan underholde begavet og tale om noget væsentligt uden at tabe den lattermilde på vejen.

Andreas Bo har netop rundet de 50 år og det handler showet også om. Men han er den mest sympatiske stand upper, man kan tænke sig – rent sprogligt en nydelse, så der er ikke andet at sige: stor respekt – og prøv dog kræfter med noget seriøst. Manden kan jo lide Shakespeare og andet med gods i.

Turne rundt i landet de næste par måneder.

www.andreasbo.dk