∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Alt lykkes i Det Ny Teaters lette, dansende opsætning af Cole Porters Musical ”Anything goes” fra 1934.
Anything goes. Alle fotos: Miklos Szabo
Den hvide luksusliner er spækket med nystrøgne og velklædte folk, fra de kække hvidklædte matroser til de nette damer og rigmænd på jagt efter lidt underholdning ved kaptajnens bord. Et håndfuld kändisser ville være at foretrække, men et par gangstere fra Chicago kan gå an. Midt i det hele sprinter den forelskede Billy rundt på jagt efter sin udkårne Hope, der er ved at gifte sig med en nar af en englænder. Det hele slutter med tredobbelt bryllup på dækket!
Anything goes. Alle fotos: Miklos Szabo
Historien er så tåbelig, som de nu var dengang i 1930erne, hvor alle havde behov for at glemme virkeligheden. Kun en latterlig handling, hæftet sammen af en charmerende musik, kunne for en stund holde angsten for morgendagen stangen.
Cole Porters musik er den perfekte glemsel, og Det Ny Teater har ofret hele butikken, eller sådan virker det, på at gøre det så flot og overdådig som overhovedet muligt. Med instruktøren Thomas Bendixen i spidsen er det endnu engang lykkedes for Det Ny Teater på begavet vis at servere den helt veltillavede musical. Og behageligt at alle taler dansk, kan synge, danse, steppe – og spille komedie. Ikke én falder igennem.
Anything goes. Alle fotos: Miklos Szabo
Silas Holst, som er gammel danser, har så meget udstråling, at han til fulde kan dække figuren og bliver hurtigt enhver svigermors drøm. Og sådan ser han også ud. De syngende piger holder alle niveauet: Camille-Cathrine Rommedahl viser endnu engang sit sangtalent og flotte danseben og gøre det perfekt, selv om rollen som sangerinden Reno er hård og kynisk. Kristine Marie Brendstrup har den lidt utaknemmeligt opgave som den søde Hope, der elsker Billy, men for moderens skyld er ved at tage en anden.
Anything goes. Alle fotos: Miklos Szabo
Sangene fejler ikke noget og heller ikke hos Rikke Hvidbjerg – der har det hele: Marilyn, Judy Gringer og alle de dumme små gæs, man har set på en teaterscene igennem årene. Nummeret ”Skatter pas på” lægger salen ned, og det samme gør andre lange dansenumre, bl.a. titelsangen: ”Anything goes”. Carsten Svendsen får alt ud af sin tåbelige englænger, Camille-Cathrine Rommedahl mister ingen af sine mange numre. Hun kan fastholde publikums koncentration – også i de lange dansenumre.
For takket være den engelske scenograf og kostumier Paul Farnsworth er hele showet så delikat med et utal af velfungerende detaljer. Alt er i hvidt med en lille blå stribe og naturligvis hjulpet af den moderne lystekniks hurtige skift. Fra morgen- til aftenstemning på et splitsekund. Gid man levede den gang, hvor sorgløsheden fik love at bosætte sig for en stund.
Anything goes. Alle fotos: Miklos Szabo
Sådan skal underholdningsteater være. ”Anything goes” fra 1934 er sjov og ingenting, hvad Steen Springborg, Preben Kristensen, Marianne Høgsbro og Michael Lindvad uden tøven, med fuld overbevisning og knæk på stemmebåndene, kaster sig ud i. At sangene er på dansk, er både godt og skidt, de kan let blive lidt platte. Og at der måske mangler en ekstra musikalsk krølle til sidst, når man går ud af salen, er småting, der ikke trækker ned.
En stram, velovervejet og perfektionistisk instruktørhånd lyser bag det hele.
Efter nogle teateraftener med store og tunge tanker omkring eksistens og død er det lidt forfriskende at tage et frikvarter i 1930ernes luksuøse dekadence.
Man danser hen ad Gammel Kongevej – men derude er der hverken glimmer, guld eller glemsel. Pokkers også.
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi: Paul Farnsworth
Medvirkende:
Silas Holst, Kristine Marie Brendstrup, Carsten Svendsen, Camille Rommedahl, Preben Kristensen,Steen Springborg, Marianne Høgsbro, Rikke Hvidbjerg, Mark Agerskov, Søren Bang, Joel Brekke, Lasse Dyg Hansen, Emil Birk Hartmann, Linda Hultemark, Rachael Ireson, Emelie Lissmatz Johnsson, Mikkel Hoé Knudsen, Oskar Kongshöj, Rikke Lillevang, Michael Lindvad, Martin Loft, Henrik Lund, Simon Nøiers, Elise Ruusunen, Anne Suppli, Anna Vaupel, Elina Westberg, Kristoffer Widerberg, m.fl
Musik & sangtekster: Cole Porter Oprindelig dialog: P.G Wodehouse / Howard Lindsay / Russel Crouse Ny dialog: Timothy Crouse / John Weidman Musikalsk indstudering: Per Engström Koreografi: Bill Deamer Assisterende koreograf: Kylie Cruikshanks Lysdesign: Jason Taylor Lyddesign: Thomas Fritsche Oversættelse, dialog: Jesper Malmose Oversættelse, sangtekster: Karen Hoffman