∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Askepot – Ny ballet på Det Kongelige Teater.
Ny lydefri klassisk/moderne eller moderne/klassisk ballet på Det Kongelige Teater. Solodanseren Gregory Deans smukke og stilfærdige version af ”Askepot” med Sergej Prokofjevs musik fra 1940erne er en rigtig publikumspleaser.
Askepot. Gregory Deans ballet. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Henrik Stenberg.
Det må være et bevidst valg, når Gregory Dean har besluttet sig for en nærmest pletfri fortolkning af askepot-myten og bruger det meste af Prokofjevs partitur. Dermed er balletversionen blevet ganske ”romantisk” og eventyragtig: kærligheden besejrer alt! – Selv om man har ligget på gulvet og skuret gulve, kan skæbnen føre én til tops, hvis man vel at mærke besidder en ren og smuk sjæl.
Denne ”Askepot” stiller ingen krav til store intellektuelle overvejelser, som ellers skal mobiliseres, når en handling drejes og vendes for at kunne passe ned i den allerede fastlagte skabelon – præcis som den lille askepotsko.
Askepot. Gregory Deans ballet. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Henrik Stenberg.
“Askepot” kunne have været ganske kedelig, men med Ida Praetorius’ uimodståelige udstråling af ynde og uskyld som Askepot, kan resten næsten være det samme. Vi køber historien og nyder med hvilken stilfærdighed myten foldes ud, alt imens kapellet slider i det og skaber overraskende brudflader i musikken. For det var en turbulent tid dengang i 1940erne, hvor Prokofjevs liv i Sovjet var ganske ubehageligt. Alligevel kunne han skabe musik, der byggede bro mellem kontinenter og tider. For Prokofjevs balletmusik, hvor Romeo og Julie-musikken er den mest kendte, har også en smuk reverens til den gamle mester Tjajkovskij.
Askepot. Gregory Deans ballet. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Henrik Stenberg.
Gregory Dean har valgt harmoniske linjer hele vejen igennem – bortset fra de uvorne stedsøstre, der får lov at boltre sig i akavede trin og bevægelser. Astrid Elbo får maksmalt ud af den onde stedmoder, der spiller op til alle de unge mænd ved det store bal. Alexander Bozinoff som den sørgmodige prins danser smukt, men mangler lidt af den ekstra charme, som Ida Praetorius til overflod besidder. Ji Min Hong danser til gengæld den gode fe med meget sødme og får resten af det kvindelige korps op på tå.
Hele le Corps du Ballet er i fin form og danser egalt, godt hjulpet af den britiske scenograf Jon Morrells, hvis kostumer er dårende og (igen) lydefri, placeret i en mærkelig tidsperiode midt imellem New Look (hvor musikken blev færdigskrevet) og slut 1800-tals. For mændenes vedkommende: dog lidt for stramme og kortjakkede outfits.
Askepot. Gregory Deans ballet. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Henrik Stenberg.
Der har allerede været skrevet en del om denne nye ballet, ikke mindst med forbehold over for ballettens stilfærdige udtryk. Men jeg kan fra min publikumsplads en almindelig aften en uge efter premieren blot tilføje, at det meget sammensatte publikum, med børn og mange udlændinge, var glade og tilfredse i det udsolgte hus. For publikum kan godt lide helaftensballetter med historier, der er til at fatte og musik at varmes ved.
Askepot. Gregory Deans ballet. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Henrik Stenberg.
Balletprogrammet er endnu engang forbilledligt informativt – i redaktion af Lise Kaiser. De andre kunstarter burde følge trop.
Koreografi: Gregory Dean
Iscenesættelse: Gregory Dean
Musik: Sergej Prokofjev
Scenografi og kostumer: Jon Morrell
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Videodesign: Jakob Bo Nystrup
Dirigent: Geoffrey Paterson
www.kglteater.dk