∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Der er nostalgi, hygge og historie, så det basker i flæserne og skørterne på Bakkens Hvile, hvor Dot Wessman tager endnu en sæson sammen med fire andre damer i flotte skrud og med dirty jokes. For vovet er det og netop denne rødmende vulgaritet er vel Bakkens Hviles hele eksistensberettigelse. Men sjovt nok er det i de stille, poetiske og historiske viser, at stedet funkler mest. ”Gå med i lunden” osv. synger de oppe fra den diminutive scene med plysstole, mens publikum sider godt klemt sammen i det varme rum. Men alle gør det mere end frivilligt, for hvor går man hen og møder så meget gammeldags hygge og gå på mod?
Bakkens Hvile. Dot Wessman. Foto: Natascha Thiera Rydvald.
Det har været Bakkens Hviles overlevelse igennem alle årene og ikke mindst lige nu, hvor alt hvad stedet står for er kønspolitisk ukorrekt, æstetisk far out – og kunstnerisk et stort spørgsmålstegn. Alligevel elsker stampublikummet stedet, og hvert år føjes ny fans til. For det er anderledes, en oase i hele det statsstøttede danske kulturliv, hvor intet må vise tilbage i historien. Det er netop, hvad der er så befriende ved Bakkens Hvile. De lader sig ikke diktere.
Årets show er strammet op. Der er ingen småsnak – ingen dialog md pianisten – og meget lidt med publikum. Er det blevet for velsmurt? Nej, egentlig ikke og fint koreograferet er showet oveni.
Men gå ikke derud alene, så kan det nemt blive for ensomt. Der skal lidt selskab til omkring bordene for at opveje at ligeså varme og imødekommende damerne er på scenen- ligeså udeltagende synes resten af personalet at være. Men længe leve Dot og de andre piger, som har hver deres force: Lone Jessen er den joviale, grovkornede, Tina Grunwald er blondinen, der er ved at blive moden, mens Sara Gadborg har både til gaden og gården og så kan hun synge. Seneste er kommet en syngepige, som nok skal få lært jargonen.
Spiller udvalgte dage hele sommeren med
Med bl.a. Lone Jensen, Tina Grunwald, Sara Gadborg & Dot Wessman.