Kulturkupeen

Ballerina

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Sjov og charmerende balletkomedie.

Følg dine drømme og giv aldrig op. Essensen af den nye tegnefilm Ballerina, der foregår i slutningen af 1880erne. Félicie og Victor drømmer. Drømmer om et bedre liv end det, de har på det katolske børnehjem, hvor de har boet lige siden, at de var helt små. Felicia vil være balletdanser på Operaen i Paris. Victor vil være opfinder. De nøjes ikke med at drømme. De gør noget ved det og stikker uden en klink på lommen af fra børnehjemmet. Destination: Byernes by, Paris.

Felicia gør alt for at komme på balletskolen. Hun stjæler en af de håbefulde balletaspiranters identitet og går til auditions på Operaen. Hun er talentfuld, ihærdig og kvik, men har, selv om hun træner dag og nat, ikke skygge af chance for at blive optaget. Hun mangler erfaring. Men hun har noget andet. Hun har en brændende passion, lever sig ind i musikken, føler den i hver en celle i sin krop. Det fornemmer balletmesteren, da han skal finde en ung danser til rollen som Clara i Tjajkovskijs Nøddeknækkeren. Om Félicie når målet skal være usagt, kun at hun, som i et rigtigt eventyr, går grueligt meget igennem i sit forsøg på at nå det.

 

 

 

 

 

 

Victor er heller ikke tabt bag en vogn. Han møder en mand, der kan gøre enhver dreng med opfinderdrømme grøn af misundelse.

Filmen minder på flere måder om Disneys Vaiana, som havde premiere tidligere på året. Også her har vi at gøre med en ressource stærk Pippiagtig figur, der trodser alle odds for at finde sin indre kraft og udleve sin drøm.

 

 

 

 

 

 

Ballet på tegnefilm er ikke noget vi ser hver dag. Dansen i Ballerina kan godt virke lidt kantet og karikeret. Hvad den mangler i ynde, finder vi derimod i overflod i nogle imponerende springscener i slowmotion. Her kommer animationsteknikken virkelig til sin ret. Overordnet er filmen visuel flot. Fuld knald på farverne og lydmæssigt bevæger vi os fra Tjajkovskij til syntetisk pop. Tempoet er højt. Dette og filmens mange visuel effects giver Ballerina et moderne touch i forhold til den klassiske Disney formel.

 

 

 

 

 

 

Filmens egentlige stjerne er imidlertid ikke Félicie, men Paris. Der er nogle smukke animerede scener fra byen, og ikke mindst fra Operaen. Man får frygtelig lyst til at tage første fly derned.

Ballerina er lige dele danse-musikfilm og komedie. Følg dine drømme og giv aldrig op, er en noget klichéfyldt doktrin, men her virker det fint

Filmen er en fransk canadisk produceret og indtil nu har den solgt over 12 mio billetter.

Ballerina er visse steder ret forudsigelig. Filmen er imidlertid både sjov og charmerende. Både for piger med balletdrømme i maven og alle os andre.

Anbefales til børn mellem 5-12 år.

Instruktører: Eric Summer og Eric Warin

Fotos og trailer: Sweet Chili Entertainment




Premiere: 9. november 2017