Kommenteret af Ulla Strømberg.
Balletfestival 2018 – Det Kongelige Teater
Med ”Napoli” på scenen og storskærm rundt om hjørnet ved Tordenskjoldsgade og masser af andre aktiviteter med bl.a. madborde gik Det Kongelige Teaters balletfestival i gang fredag d.1. juni.
Napoli. Det Kongelige Teater. Pressebillede.
Åbningsforestillingen var ”Napoli”. En 9 år gammel version, som sættes op igen i næste sæson. Men det er problematisk. De svære og ofte kedelige første to akter havde på en eller anden måde ikke klaret de forgangne år. For også scenografi, kostumer og ikke mindst anekdoter kan forældes. Der er ikke sus nok i folkelivsbilledet. Og den 1950’er stemning, som er valgt, fungerer ikke længere, men synes uinteressant. Er sikker på, at det nok var avanceret i 2009.
Sorella Englund og Nikolaj Hübbe har stået for den opdaterede Bournonville-koreografi, hvor ikke mindst grottescenen er lavet om – også musikken er ny, bl.a. ved Louise Alenius. Men uden at fornærme nogen, følte jeg mig hensat til et af de alvorlige øjeblikke i Wallmans Saloner. Lidt pilkant, lidt glimmer og guld og gennemsnitlige dansetrin.
Bournonvilles ”Napoli” har ikke meget dans i sig på nær den forrygende 3. akt, som har været vist igen og igen ved alle festlige lejligheder. Og den kan korpset og ikke mindst solisterne danse uanset om kjolerne er lidt spage i farverne, og mændenes glinsende sorte cowboybukser er lidt snævre til de store spring. Der var alt, hvad man kan bede om hos en moderne Bournonville til en festivalåbning. Endnu engang lyste Ida Prætorius op. Hendes udstråling er utrolig. Sværere var det faktisk for Amy Watson som hovedpersonen, den unge pige Teresina, der ikke må få sin fisker Gennaro, danset upåklageligt af Ulrik Birkkjær.
Så det endte godt på scenen. De unge fik hinanden og kunne køre væk på en scooter, det var vel alene for slutscenen, at historien var henlagt til 1950-erne.
Bagved i dekorationen lyste diverse postkort med Vesuv op, men scenografiens rytme bør gentænkes. Der er sket meget på de 9 år. Det går ikke at rulle et gråt gardin ned og så først efter to sekunder blænde op for et billede. Fuld fart på og lær af Djs, der kan få musikken til at flyde sammen i et smukt hav. Sådan skal det være, hvis vi skal indfanges i dag. For Bournonville kan klare det meste.
Napoli. Pressebillede.
Men festivalen var ikke slut her. Det allerbedste var næsten gadestemningen under hvælvingen under Ny Scene. Aldrig har der været så smukt, og med Flemming Enevold og stort orkester – alle i sorte smokings var der asfaltbal til Frank Sinatra. Hyggeligt, anderledes og bortset fra alle mulige skærme med Nikolaj Hübbe og co. var der mindre ballet her, blot god stemning.
Check det hele ud. I aften er der stort festivalprogram med divertissementer fra Bournonvilles talrige balletter – og det fortsætter helt til d.9. Både om dagen og om aftenen. Indenfor – og udenfor.
Napoli:
Koreografi: Nikolaj Hübbe
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Mikki Kunttu
Instruktør: Sorella Englund
Dirigent: Graham Bond
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/ballet/balletfestival/#om-festivalen