Kulturkupeen

Book Club

∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Vi befinder i Californien i et overklassehjem i det smukke Santa Monica. Fire lige så smukke plus 60 kvinder er til deres månedlige bogklubmøde hos Diane(Diane Keaton), der lige har mistet sin mand efter 40 års ægteskab. Kvinderne har fulgt hinanden fra de var helt unge.

Vivian (Jane Fonda, som i øvrigt er fyldt 80 år), der aldrig har villet Hymens lænker, har haft uforpligtende forhold til et væld af mænd samtidig med, at hun ejer og driver et stort luksushotel. Sharon (Candice Bergen) arbejder som distriktsdommer og har, efter at manden fandt en yngre model, været alene i 18 år. Carol(Mary Steenburgen) en succecrig kok på et tjekket spisehus kæmper med et træt ægteskab, som ikke just er blevet bedre, nu hvor manden er gået på pension.

Bølgerne går som altid højt i bogklubben. Vivian skal vælge næste måneds bog og forslår til de andres forundring 50 Shades of Grey. Da de lige er kommet sig over at skulle læse smudslitteratur i stedet for at udvide deres horisont, overgiver de sig. Og deres respektive ensomme liv bliver herefter til en farverig fest.

Det er klichéagtigt at bruge 50 Shades of Grey som filmens omdrejningspunkt. Kunne man ikke havde fundet på noget lidt mere interessant? Bogen 50 Shades of Gray er solgt i mere end 125 millioner eksemplarer, er oversat til 52 sprog, er filmatiseret m.v. Alt sammen meget imponerende.

Men Book Club henvender sig til et andet segment end bogen, nemlig de ældre, som vil have svært ved at kunne identificere sig med disse super smukke sexhungrende 60 plus kvinder. En lidt mere nuanceret tilgang til de eksistentielle tanker kvinder gør sig, når de når den alder, havde været godt. Spørgsmål som: Fik jeg brugt mit liv på det, jeg gerne ville? Hvad vil jeg gerne nå nu? Hvordan håndterer jeg alderens forfald herunder den usynliggørelse af kvinder, der sker, når de kommer op i årene? Disse emner kunne lægge op til sjov komedie. Havde man også taget nogle af dem op, ville Book Club være langt mere interessant. Det er synd, at spilde så fremragende skuespillere som Diane Keaton, Jane Fonda, Candice Bergen og Mary Steenburgen på et så tyndt plot.I filmen bliver der drukket hvid-og rosévin i lange baner. Karaktererne står konstant med et glas iskold vin i hånden. Man bliver helt tørstig, her i sommervarmen.

Ideen bag filmen er dog god nok. I dag vil kvinder over 60 leve livet fuldt ud også kærlighedslivet. Vi vil have oplevelser og udvikle os og ikke sættes i kasser pga. alder.

Instruktøren Bill Holderman siger: I samfundet, i Hollywood, er der stor aldersdiskrimination, en tro på at din relevans på et bestemt tidspunkt er forbi. Glem samfundet. Hvis du tror på, at der er et kapitel mere, så er den eneste hindring at overvinde dig selv. Med andre ord Carpe Diem, uanset alder. Et godt råd, som vi alle bør efterleve.

Instruktør: Bill Holderman

Fotos og trailer: Nordisk Film




Premiere: 9. august 2018