Kulturkupeen

Bridget Jones´ Baby

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Bridget Jones´Baby: Charmerende og morsom.

Efter 12 års pause er Bridget Jones (Renée Zellweger) tilbage på det store lærred. Nu en moden kvinde i 40erne. Hun er stadig en kikset, charmerende og snarrådig pebermø. Og ja, hun blev åbenbart aldrig gift med den britiske stiff upper lip advokat, Mark Darcey (Collin Firth), selv om Bridget Jones- På Randen af fornuft (2004) i den grad lagde op til det store forkromede bryllup.

Bridget har fødselsdag. Hun sidder, som hun gør hvert år, deprimeret alene i sin lejlighed med et glas kold chardonnay indenfor rækkevidde. Hun er ensom og bedugget. På lydsporet hører vi, som i den første film, Bridget Jones Diary sangen All by myself.

På arbejdsfronten er Bridget blevet nyhedsproducer på en progressiv engelsk tv-kanal. Det går hende godt, lige indtil en ny ung aggressiv kvindelig chef, der kunne være hendes datter, varsler friske vinde, nye koncepter og flere seere. Så må Bridget igen til at kæmpe for sin position. Bridgets kærlighedsliv er, som i de tidligere film, noget rod, og hun beslutter sig for at lægge jagten på den eneste ene på hylden.

Så sker der noget. På en rockfestival møder Bridget opfinderen af en dating-algoritme den stenrige og hyper charmerende amerikaner, Jack Qwant (Patrick Dempsey). Få dage senere møder hun sin gamle flamme, Mark Darcy. Kærlighed ruster som bekendt ikke, så da hendes tøj nogle måneder senere strammer betænkeligt om maven, og det ikke er, fordi Bridget igen har kastet sig over bjerge af chips og burgere, må hun sande, at begge de herrer kan være far til hendes barn. Spørgsmålet er, hvordan hun skal takle den situation?
bridget-og-to-maend-2

Foto: United International Pictures

Bridget universet er måske lidt fortærsket. Der er ikke sket meget med karaktererne siden sidste kapitel i filmserien, Bridget Jones- På Randen af fornuft. Lige med undtagelse af, at Bridgets anden store kærlighed, Daniel Cleaver (Hugh Grant) ikke er med i filmen. I filmens begyndelse er vi med til hans begravelse. Han er omkommet ved en ulykke, men er aldrig fundet. I filmens slutning får vi at vide, at han er dukket op og lever i bedste velgående. Noget kunne tyde på, at der kommer flere Bridget Jones film.

bridget-jones-gaar-paa-gaden-2

Foto: United International Pictures

Kritiske røster kan med rette sige, at filmen, som de andre Bridget Jones film, udstiller et konservativt og traditionelt kvindesyn. Det gælder om at finde den eneste ene, og er han tilmed rig, er lykken gjort. På den front disker filmen ikke op med noget fornyende.

bridget-jones-baby-han-baer-paa-hende

Foto: United International Pictures

Dette overskygger imidlertid ikke glæden ved gensynet med universet, gode skuespilpræstationer, pudsige episoder og vittige on-liners. Filmen er simpelt hen morsom, ikke mindst takket være skuespilleren Emma Thompsons figur, gynækologen Dr. Rawlings. Thompson har selv skrevet manuskriptet til sin karakter. Grundlæggende kan Dr. Rawlings ikke se, hvad Bridget skal med de to fædre. Hun synes, at Bridget skal droppe dem og tage sig af barnet selv. I Rawlings karakter kommer den engelske underspillede spiddende humor til sin fulde ret. Det er ren fornøjelse.

Bridget Jone's Baby

Foto: United International Pictures

Bag filmen står Sharon Maguire, som også instruerede Bridget Jones Dagbog (2001). Hun siger om sin heltinde. En af grundene til at Bridget Jones’ Dagbog fungerede var ikke bare komedien, men at folk identificerede sig med hendes ensomhed. Et menneskeligt grundvilkår, vi alle kender til.

Bridget Jones´Baby er en pigefilm. Den skal nok blive en publikumssucces, som sine to forgængere. Tag din mor, søster, datter eller veninde med i biffen. Et glas kold chardonnay før forestillingen vil i ægte Bridget Jones ånd sætte jer i humør til løjerne.

Instruktør: Sharon Maguire

Trailer: United International Pictures




Premiere:15. september 2016