Kulturkupeen

Copenhagen Street Food på Papirøen

Af Eva Zierau

Sjovt madtempel.

Højsommeren går snart på held. Den har som bekendt ikke just været strålende i år. Enkelte flotte dage, hvor man har kunnet tage med familien på stranden, er det dog blevet til.

Bor man i København og omegn eller kommer man fra provinsen og tilbringer ferien et par dage i hovedstaden, er der heldigvis masser af spændende alternativer til sol og strand.

Et af dem er et besøg på Copenhagen Street Food på Papirøen. Det smager godt, der er gang i den og så er det er en billig fornøjelse, med tryk på det sidste ord.

Copenhagen Street Food

Foto: EZ

Streetfood er in. Berlingske Tidende havde for nylig en større artikel om fænomenet, og i følge denne har vi kun lige set toppen af isbjerget. Trenden med foodtrucks kommer, som så mange andre fra USA, men Asien er fænomenets ukronede konge.

Streetfood er ikke nyt i Danmark. I snart hundrede år, har vi kunne mæske os i pølser og brød fra pølsemanden nede på torvet. Burgers, pizzaer, sandwich, orientalsk mad i alle afskygninger og andet fastfood har hørt til gadebilledet i årevis. Eksklusive steder som Torvehallerne med de mange små madtempler har også streetfood. Her kan man få tapas, lakserilette, lynstegt tun, franske superkylling, Poulet de Bresse, spansk skinke, stenaldermad og et hav af andre lækkerier langet over skranken til skyhøje priser.

Papirøen ligger overfor Nyhavn ved siden af Holmen og Operaen. Den er en delvist kunstigt opdæmmet ø i Københavns havn. Man kommer derover med Havnebus 993, der sejler direkte til Operaen fra Nyhavn/Havnegade. Derfra er der ca. 10 minutters gang til Papirøen. Man kan også tage cyklen. Det tager det samme fra Højbro Plads via Strandgade. Fra Metroen på Christianshavn tager det ca. 15 minutter at gå derud. Endelig kan man i bil, køre hele vejen via Christianshavn og Kløvermarken, så der er mange muligheder.

I 1723 overtog flåden øen og brugte den i en årrække som kanonlager. Fra 1958 til 2012 blev øen brugt som papirlager for landets aviser. Derfra navnet.

Øen huser nogle store grå industrihaller med røde porte. Ud over streetfood finder man også mange kreative virksomheder og ikke mindst Eksperimentarium City, som midlertidigt er flyttet derud, mens det bliver udvidet og bygget om i Hellerup.

Hvad er det så, man får at spise på Copenhagen Street Food. Det korte svar er: Mad fra hele verden. Her finder man orientalsk (herunder sydkoreansk og japansk), brasiliansk, nordisk, fransk, amerikansk, italiensk, marokkansk, kinesisk, mexicansk, engelsk og ærke dansk mad, for bare at nævne nogle af de mange madboder. Kvaliteten er høj, ofte økologisk, prisen er i bund, og man kan spise sig mæt for under 100 kr.

Copenhagen Sterret food indenfor

Foto: EZ

Vi spiste økologiske wraps fra Root Food fint serveret i en lille æske. Det lyder måske lidt helligt og kedeligt. Det var det ikke. De forskellige wraps var delikate med masser af rå grønsager. I nogle af dem var der, om end sparsomt fordelt, også røget laks eller kylling. Køen var lang, men det var værd at vente. Til maden drak vi en udmærket hvidvin til en meget rimelig pris købt ved en anden stand.

Copenhagen Street Food Wraps

Foto: EZ

Vi satte os ved et af langbordene indenfor og faldt straks i snak med naboerne. Copenhagen Street Food er uprætentiøst på en hel anden måde end Torvehallerne. Sidemanden på den ene side spiste med begejstring et marrokansk måltid, og på den anden side havde man med lige så stor begejstring kastet sig over en 180 gr. saftig grillet bøf fra Fatburger. Når man sidder der ved langbordet, kommer man hinanden ved og får gode råd af sidemanden om, hvor man finder de bedste tilbud. Der er nemlig mange gengangere på Copenhagen Street Food. Man forstår dem så godt.

Copenhagen Street Food Oliven

Foto: EZ

På vej hjem, spadserede vi langs Christianshavns Kanal ned til Christianshavn Torv. Vi gik ned ad Oven Gaden Over Vandet og forbi det gamle smukke gule Søkvæsthus fra 1754, som i dag huser Orlogsmuseet. Et i øvrigt interessant museum, hvor der er gratis adgang. Solen skinnede, og der var masser af liv. Danske og udenlandske turister sad og spiste i deres både, som lå ved kaj i kanalen. Vildt charmerende.

En fin afslutning på oplevelsesrig aften. Kan varmt anbefales.

Praktiske links:

http://copenhagenstreetfood.dk/

http://natmus.dk/museerne/orlogsmuseet/

https://experimentarium.dk/