∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Dancer in the Dark” på Aarhus Teater.
Lars von Triers film som teater – på Aarhus Teater i et galdegrønt univers, hvor underklassen kæmper ved samlebåndet. Midt i det hele står hverdagens lille engel, den næsten blinde Selma og drømmer om sin rolle i “The Sound of Music”.
Historien har det hele: Drama, melodrama, masser af følelser og en markant slutning. Den næsten blinde Selma ofrer sig og sit liv, for at sønnen kan få sine øjne opereret. Men ikke nok med det, hun magter ikke at forsvare sig imod anklager, der gør hende til både en overlagt morder og en tyv. Selma bliver bedraget af verden uden at gøre modstand. Og så er hun immigrant. En tjekke i datidens USA.
Dancer in the Dark. Aarhus Teater. 2018. Foto: Emilia Therese.
I filmen fra 2000 smeltede den navnkundige sangerinde Bjørk sammen med Lars von Triers heltinde. På Aarhus Teater må der nødvendigvis andre midler til. Teksten er blevet til et teaterstykke (allerede spillet mange steder ude i Europa), mens musikken er helt ny og dansk ved Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis, og opgaven med transformation fra film til scene er lagt i hænderne på instruktøren Anne Zacho Søgaard og scenografen Helle Damgaard.
Der er investeret i produktionen, hvor Scalas scene er ombygget til en hel fabrikshal med flere sidescener og et synligt orkester. For musikken og lyduniverset er en uadskillelig del af Selmas univers. Aarhus Teaters tekniske apparat fungerer upåklageligt.
Dancer in the Dark. Aarhus Teater. 2018. Foto: Emilia Therese.
Alligevel synes forestillingen på en eller anden måde udvendig. Som om de medvirkende og instruktøren ikke rigtig tror på værket. Der er også for få skuespillere med, så det bliver ganske forvirrende, når betjenten Bill, Selmas fortrolige, som stjæler hendes penge og trygler om at blive skudt – siden hen optræder som hårdhændet fængselsbetjent. Det går bare ikke. Og Aarhus Teater, der som få teatre i Danmark har et stort ensemble! Derfor synes det som en øvelse, der skal overstås, i stedet for et helligt ritual, der skal gennemspilles: fortællingen om den næsten blinde, jordiske engel Selma. En historie, der både skal fødes og føles for at nå publikum.
Men kan man overhovedet have en historie, indpakket i den virkelighedsforflygtende musicalgenre, med en slutning, hvor heltinden bliver hængt. Ja, hvis man hedder Trier, for det lykkedes i filmen, hvis vilde hensigt var at forene musicalgenren med et tragisk forløb. I 2000 høstede filmen guldpalmer i Cannes, og Bjørk blev bedste skuespillerinde.
Dancer in the Dark. Aarhus Teater. 2018. Foto: Emilia Therese.
Men på Aarhus Teater forsvinder musicalen – og de forskellige dialogscener sætter nærmest forestillingen i stå. Mærkeligt. Sofia Nolsøe har den utaknemmelige rolle som Selma. Hun kæmper bravt, men det er, som om instruktøren Anne Zacho Søgaard ikke giver hende lov til at etablere en hel figur. Derved bliver der heller ikke plads til at folde Selmas ugengældte kærlighed til musicalgenren ud. Skuespilleren Anders Baggesen redder dog endnu engang en forestilling på Aarhus Teater. Han spiller pligtskyldigst flere roller, men som den tjekkiske gøgler, der lige netop ikke er Selmas fader, har Baggesen stepskoene på, og dette trierske dansenummer sidder lige i øjet og øret. Også et tidligt dansenummer midt i fabrikshallen har vildskab og et surreelt udtryk, der er nødvendigt for at få den genremæssige balancegang og crossover attitude frem.
Sådan skulle hele forestillingen have været, og vi ville have danset hjem med tårer i øjnene.
Dancer in the Dark. Aarhus Teater. 2018. Foto: Emilia Therese.
Men skuespillerne standses i deres forsøg på at etablere troværdige figurer, og det er synd for de unge skuespillere, selv om ikke mindst kvinderne alligevel markerer sig: Nanna Bøttcher, Luise Skov og Lise Lauenblad, mens mændene står uhyggeligt svagt: Christian Hetland, Holger Østergaard og Christoffer Hvidberg Rønje, som stadig er elev. En stærkere instruktør havde gjort underværker. Sønnen Gene spilles til UG af Bertram Lyng Engelsted Jarkilde ved premieren og andre dage af Ernst Boye.
Helle Damgaards scenografi med masser af rekvisitter i fabriksscenerne lægger sig idé- og farvemæssigt en del op ad filmen, men mangler i høj grad poesien, som kun kommer ind, når der åbnes for damphanerne, og lyset skrifter. Derimod har lyden og musikken en interessant egenart, selv om den skubbes væk i de lidt for almindelige dialogscener. For her er teksten, som den kan høres på dansk, yderst jævn og flad.
Det kunne være så interessant at transformere en markant film til scenen, men det skal være andet og mere end en pæn stileøvelse/danseøvelse.
…….
Musikforestilling baseret på film af Lars von Trier
Dramatisering Patrick Ellsworth
Sangtekster Patrick Ellsworth og Stine Pilgaard
OVERSÆTTER Stine Pilgaard
ISCENESÆTTELSE Anne Zacho Søgaard
LYDUNIVERS Marie Koldkjær Højlund & Morten Riis
MUSIK Marie Koldkjær Højlund, Morten Riis, Klaus Q Hedegaard & Steffen Lundtoft Jensen SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN Helle Damgaard
LYSDESIGN Mathias Hersland
Koreografi Kasper Ravnhøj
MEDVIRKENDE Sofia Nolsøe, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Anders Baggesen, Luise Skov, Holger Østergaard, Lise Lauenblad, Christoffer Hvidberg Rønje, Marie Koldkjær Højlund, Steffen Lundtoft Jensen, Aarhus Teaters Kor m.fl.