Kulturkupeen

Danske museer og sensationerne! Kommentar.

Kommentar af Ulla Strømberg.

En vigtig museumskonference i Helsingborg – næsten uden dansk deltagelse!  

Difficult Issues – Svære spørgsmål – dvs. politisk ukorrekte meninger i museumssammenhæng, var emnet, som blev behandlet nuanceret, interessant og i en større international sammenhæng i slutningen af september på Dunkers Kulturhus i Helsingborg. Initiativet kom fra nordiske ICOM-organisationer og ICOM Tyskland.

Dansk ICOM (den internationale museumsorganisation) var medarrangør. Kun 15 danskere ud af flere hundrede deltagere stod på listen, og heraf var de fleste enten oplægsholdere eller bestyrelsesmedlemmer. Det er simpelthen for sølle, at engagementet ikke er større inden for dansk museumsliv for at forstå og diskutere aktuelle emner med kolleger. Turen til vort naboland er jo ikke dyr – og alle sjællændere ville kunne pendle til 3-dagesmødet.

”Difficult Issues”, Svære Spørgsmål, burde heller ikke i danske øjne synes  uinteressant, uanset om man er kunsthistoriker, kurator  eller konservator. Oplæg efter oplæg afslørede meget konkret, at alle lande, både venlige demokratier som Danmark og nye østeuropæiske lande, har noget i bagagen, som ikke er helet, men som museer over en bred front har behov for at tage op.

Se blot i dansk sammenhæng, hvor vi nu, mange år efter Muhammed-krisen, stadig ikke kan styre vore ministre og endnu en tegningskrise, ud af ingenting, kan dukke op til vandoverfladen.  Også nogle effektjagende museumsfolk i Viborg har på det seneste tilsyneladende haft brug for omtale og er kommet med skæve meldinger om Jesus etc.  Joh, også i Danmark er der brug for at få rede på, hvordan museerne skal takle kontroversielle spørgsmål om fortid og nutid, og hvordan ikke mindst en sensationshungrende presse skal behandles, styres, og bruges.

Marco Evaristtis blendede fisk.

Måske er det enhver museumsmands drøm at havne i Aften- eller Morgen Showet, enten fordi blendede fisk, udstillede spritpræparater eller internationalt kendte, kontroversielle kunstnere har fundet vej til deres udstillingssted.

Men hvad er det, de danske museer higer efter? Spørgsmålet er ikke mindst interessant nu, hvor der kulturpolitisk er lagt op til diskussion om besøgstal, statstilskud, kvalitet og formål. Så er det brugbart for et hvert museum at være synligt, koste hvad det vil af prestige blandt kollegaerne og andet alvorsfuldt publikum.

Men samtidigt kan mange danske museer, uden mediernes opmærksomhed, slippe af sted med en lang række handlinger og ikke-handlinger, som burde afføde pressens reaktion. Men en kulturpresse findes ikke for tiden i Danmark,  kun en sensationspresse. F.eks. er det helt legitimt, at der nogle steder har været hyppige udskiftningerne på direktørposten. Bestyrelserne er ikke blevet stillet til ansvar. Andre museer har igennem de seneste mange år haft en meget beskeden udstillingsaktivitet. Det er heller ikke blevet bemærket. Nogle museumsinstitutioner har ligefrem mistet deres museumsstatus. Det er slet ikke blevet bemærket. Og byggeprojekter, der er blevet for dyre, plejer også at smutte igennem nåleøjet. Forholdet imellem museumsbyggeri og stjernearkitekter, og deres manglende viden om de anvendte materialer, er heller ikke noget, som pressen orker at beskæftige sig med. Langvarige museumslukninger kan tilsyneladende slet ikke ophidse nogen. Det er simpelthen for besværligt at skrive om, at formidle dagligdagen på danske museer er ikke sexet, men det ville være nyttigt.

Men Jesus i urin og en sort plasticdukke kan provokere. For det er så ligetil og 1:1, at pressen godt tør bruge spalteplads derpå. Og det har sat Viborg på det kulturpolitiske og kuratoriske danmarkskort. Måske var det målet, og så er alt godt. Måske kom pressereaktionen bag på museet, og så bør de reflektere over det og måske også over deres egen duelighed.

Og tilbage til Helsingborg: Forskellige oplæg i Helsingborg var interessante at lytte til. Museumsmanden fra den tyske by Münster berettede om det tyske Tank-Museum, dvs. et krigsmuseum med fokus på de store maskiner. Han ønskede mere blod i udstillingerne for at kunne eksemplificere, hvad det hele gik ud på. I stor kontrast til ham stod den færøske museumsdame fra Kunstmuseet i Thorshavn. Der måtte de hvert år i turistsæsonen fjerne flere malerier, der viste de overlagte mord på Grindehvalerne.   Disse ”blodige sammenstød” kunne have givet næring til vældige diskussioner, men det var der ikke lagt op til. Heller ikke i mindre samtalegrupper.

Helt anderledes var de svære politiske overvejelser, som museumsfolk fra Tyrkiet og andre lande i politisk splittelse oplever for tiden. Og folk fra Estland kunne forklare, hvor sprængfarligt det er at formidle viden om gamle relationer imellem Estland og Rusland.

Men herhjemme har vi faktisk flere emner, som kunne trænge til at blive belyst, bl.a. russerne på Bornholm i 1945-46.

Jeg venter spændt på seriøse udstillinger, der ikke spekulerer i sensationer, men blot ønsker at oplyse.  Og så kan man håbe på et større fremmøde af danske museumsfolk næste gang, der er seminar i nabolaget.  For hvis man er interesseret i at være et synligt museum, kan det gå hen at blive farligt. Og så er det fornuftigt at havde lært af internationale kolleger.