∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Dantes guddommelige Komedie” på Republique.
Smuk, ambitiøs, moderne version af Dantes fortælling om livet og derefter.
Stina Ekblad i Dantes guddommelige Komedie på Republique. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.
En ren, næsten skingrende hvid kunstinstallation er, hvad der møder publikum, når de kommer i den store sal på Teater Republique. Hele det sorte scenegulv er fyldt med sirligt opstillede genstande fra vort dagligliv: et tv, en symaskine, et ringspil, en plastichavestol, en vandspand, en ølkasse, en lille reol, en skrivemaskine, en buste af Dante, en le og meget mere. Alt i hvidt, skingrende hvidt! Kort sagt vi er i nutiden, i IKEA- og parcelhus-land, på den æstetiske måde. Siden hen, når Stina Ekblad, som Dante, entrer gulvet, er det en smuk, neutral skikkelse i en semi-moderne rød dragt. Men når musikken lyder, strømmer italienske poptoner i 1960-erstil ud af højtalerne.
Her er hverken renaissancemusik, Botticelli-udstyr, Rosetti-kvinder eller for den sags skyld de store romantikeres faste greb om Dante: Delacroix med maleriet Dantebarken – eller i slutningen af det 19. århundrede: Rodins Helvedesport.
Scenografen Bente Lykke Møller har hevet hele historien i en anden, mere folkelig retning, og det er befriende flot, men selvfølgelig også krævende. Der skal sættes noget i stedet for 700 års kulturhistoriske ping pong med den store digter.
Stina Ekblad i Dantes guddommelige Komedie på Republique. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det er dristigt og modigt at sætte Dantes ”Den Guddommelige Komedie” op på et teater i en monolog på 90 minutter. Men trekløveret Staffan Valdemar Holm, Bente Lykke Møller og Stina Ekblad har det kunstneriske overskud, der skal til, for at projektet overlever og kommer i hus.
Da den italienske digter Dante (Dante Alighieri fra Firenze, 1265-1321) var halvvejs igennem livet, påbegyndte han ”Den guddommelige Komedie”, som har den titel, fordi historien starter i mørke og ender i lys ligesom en komedie – og netop ikke omvendt, hvor tragedietitlen ville være på sin plads.
Dante malet posthumt af Raphael på vægmaleri i Vatikanet. Ca.1500.
Dantes værk er på Republique skåret til. Der er klippet en tå og hugget en hæl, udvalgt af Karen-Maria Bille, der har kogt Ole Meyers 600 sider moderne, danske oversættelse ned til 90 minutters spil. Det er en bedrift, som jeg ikke kvalificeret kan bedømme. ( Befriende nok er jeg delvist i selskab med Klaus Rifbjerg, som i en morsom anmeldelse af værket i 2000 i Information fortæller, hvordan han selv havde svært ved at komme igennem den oprindelige danske version fra midten af 1800-tallet. Siden er det blevet et yndet udtryk, at dem, der påstår at have læste hele værket, havner i Helvedet, hvis de altså ikke taler sandt!)
Men i denne version er der overraskende megen vægt på Helvedet, mens både Skærsilden og ikke mindst Paradiset til sidst får mindre plads. Da er øjne og ører hos publikum også godt trætte. For monologer er krævende, koncentrationen skal fastholdes. Men overordnet blev det Helvedet, som står tilbage. Disse lidelser, som ligger og venter på os, ak og ve. Stina Ekblad får billederne frem.
Stina Ekblad i Dantes guddommelige Komedie på Republique. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Stina Ekblad, der jo er en af svensk teaters store stjerner, har i dag en stemme, der kan favne et helt klaviatur. Det er flot og interessant at lytte til, med toner og nuancer, som giver mindelser om vores egen Bodil Kjer. For spillestilen er nemlig henimod det naturalistiske – uden at virke påtrængende. Godt gået, sidder man og tænker, når den modne skuespillerinde står på hovedet eller danser til et par iørefaldende, rytmiske toner. Som en gazelle bevæger hun sig hen igennem rækkerne af genstande – og kun en enkelt gang rører hun ved de hvide objekter, ellers er hun på vandring med sin usynlige fører, der vist ikke får navn, men hos Dante er Virgil, den gamle digter.
Skal man læse på lektien i forvejen. Ja, i høj grad. For selv om Stina Ekblad og teksten – og såmænd også iscenesættelsen ved Staffan Valdemar Holm er down to earth, er det hele jo skruet sammen på baggrund af et af vor tids basale skrifter. Uden Dantes beskrivelse af Helvedet og alt det andet midt imellem, ville både digtere og billedkunstnere have været en hel del fattigere på inspiration, og vi andre dødelige, som bare konsumerer det, de andre skaber, ville slet ikke have noget at gribe ud efter.
Stina Ekblad i Dantes guddommelige Komedie på Republique. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Men denne version er ikke den ultimative fortolkning af Dantes univers. Men begavet og interessant som teater lige nu. Forestillingen er ikke til at komme udenom, da vandringen jo er så fundamental menneskelig og her blottet for tyngende billeder. Det handler om mennesket og selvfølgelig om kærlighed – personificeret i Beatrice. Hun får dog ikke så megen plads, altså bortset fra den røde dragt, som kan være symbolet på hendes magi.
Men det er en anden og længere historie.
Delacroixs version i Dantebarken – med Dante og Virgil. Ca. 1820.
Et godt råd:
Læs på lektien. Gå så i Republique og nyd Stina Ekblads stemmepragt, Staffan Valdemar Holms stilfærdige iscenesættelse, men først som sidst Bente Lykke Møllers sublime scenografiske univers.
Dantes guddommelige komedie:
Republique.
10.1. — 2.2.2019
Instruktør: Staffan Valdemar Holm
Scenograf: Bente Lykke Møller
Lysdesigner: Clement Irbil
Oversættelse: Ole Meyer
Medvirkende: Stina Ekblad og Vitus Elliot Hansen/Samuel Traum
Bearbejdelse: Karen-Maria Bille og Staffan Valdemar Holm
Produktionsleder: Markus Schulin-Zeuthen