Kulturkupeen

Darkest Hour

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Flot og velspillet.

Darkest Hour er stærkt anbefalelsesværdig. Intet mindre. Og det er der mange grunde til. Den er visuelt flot, spændende og ekstremt velspillet ikke mindst af Gary Oldman, der spiller Winston Churchill. Og så finder vi også, på trods af Det Engelske Imperies katastrofale situation i foråret 1940, hvor Hitler invaderer det meste af Europa, en vis befriende distance og humor midt i alle uhyrlighederne.

Filmen foregår i maj 1940. Hitler har foreløbigt besat Tjekkoslovakiet, Holland, Belgien, Polen, Danmark og Norge. For England og Frankrig er katastrofen umiddelbart forestående. De tyske tropper har næsten knust den franske modstand og i Nordvest Frankrig omringet de engelske styrker, som bliver trængt tilbage mod havnebyen Dunkirk.

I dette morads bliver Churchill valgt til premierminister og efterfølger derved Neville Chamberlain(Ronald Pickup), der gang på gang har givet indrømmelser til Tyskland. Nu skal der nye boller på suppen. Det Britiske Imperium giver ikke op og vil ikke ligge under for monsteret Hitler. Lettere sagt end gjort.

Jo mere presset Churchill bliver af Hitlers effektive krigsmaskine, jo mere kommer han også selv i tvivl om hans modstand mod det tyske overherredømme, er de allieredes enorme tab på slagmarkerne værd.

Vi følger Churchill, da han flytter ind i Downing Street 10. Vi ser ham arbejde med sin sekretær i bunkeren The War Room, dybt under regeringsbygningerne. En fordrukken, kolerisk, grov, sarkastisk og egenrådig mand. Den eneste han rigtigt vil lytte til er hans elskede hustru Clementine(Kristin Scott Thomas). Og så lige Imperiets konge Georg VI, som kommer med et forslag, der får en afgørende betydning for Churchills svære beslutning.

Den virkelige Churchill, der oprindelig var uddannet journalist, var en gudsbenådet taleskriver og taler. Ord kan ændre verden, og det gjorde Churchill. Instruktøren Joe Wright siger: Vi viser nogle af Churchills enestående taler og de enestående omstændigheder, som var med til at udforme dem. Man bliver forført af Churchills oratoriske evner. Han taler med hjertet, så vi alle kan forstå det. Hans taler til nationen er flot komponerede, begavede, insisterende med masser af patos. Han appellerer til vores fornuft og følelser. Han formår med sine ord at vende en stemning imod ham både i parlamentet og i befolkningen. Taktikken virker.

Gary Oldman yder en pragtpræstation som Churchill. Det er hans film. Han er stærk og fandenivoldsk, men viser også sine svage sider ikke mindst i scenerne, hvor Churchill er sammen med sin hustru, som beroliger ham og er hans sparringspartner. Kristin Thomas udstråler som Clementine nærvær og dybde. Hende kan man ikke lade være med at holde af.

I forbindelse med filmens optagelse tog det dagligt makeup artisterne over tre timer at forvandle den 59 årige Oldman til Churchill. Oldman måtte møde op på settet kl. tre om morgenen. Resultatet er forrygende. Oldman har for sin præstation som Churchill her i januar modtaget prisen for Best Actor ved Golden Globes 2018, og er lige blevet nomineret til en Oscar for den.

Filmen har et godt flow. Den varer over to timer. Lang tid for en spillefilm, men ikke i dette tilfælde. Man sidder konstant spændt i sædet, selv om man jo dybest set godt ved hvad historien ender med.

Visuelt er filmen et flot periodedrama primært i dunkle nuancer. Vi kommer vidt omkring f.eks. i Parlamentet, på Buckingham Palace og der er mange storslåede gadebilleder med masser af statister. En meget morsom scene foregår i Londons Underground, hvor Churchill for første gang i sit liv prøver at køre med the Tube.

Darkest Hour er flot og gribende. Kan varmt anbefales.

Instruktør: Joe Wright

Fotos og trailer: United International Pictures

Premiere: 25. januar