∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dead Man Walking – Amerikank nyklassiker i perfekt opsætning.
Hvilken titel: “Dead Man Walking”. En interessant, amerikansk nyklassiker allerede nu 16 år efter urpremieren i San Francisco.
Dead man walking. Operaen. Foto: Miklos Szabo.
Komponisten Jake Heggie har inden for den klassiske operas norm begået et værk, der kan appellere og forstås af de fleste. Så inciterende og meddigtende er musikken- meget lig den bedste filmunderlægningsmusik. Enhver stemning får lov at folde sig ud – stige – brede sig – fordobles, for siden at afløses af nye stemninger. Komponisten Heggie går ikke af vejen for at alskens ledemotiver. Bliver Elvis Priestley nævnt, er der en rockende undertone: ”The King is here!” Falder Helen, nonnen, historiens andet omdrejningspunkt, i religiøse tanker, kommer en snigende gospelagtig stemning. ”Gud er din ven, og Gud er nær”. Et par ”Porgy and Bess” henvisninger ligger også de rette steder, når de to helt ulige personer føler sympati for hinanden.
Dead man walking. Operaen. Foto: Miklos Szabo.
Musikken er mere end den halve glæde. Den Kongelige Opera med den engelske instruktør Orpha Phelan og scenografen Nicky Shaw har skabt et helstøbt værk – både musikalsk og teatermæssigt. Når man sidder der i plysstolen i operaen, er det umuligt at mærke de store kulturpolitiske bølger, som skvulper i kulissen. De er sandelig professionelle derude på Holmen.
Historien skal lige overstås: En opera på baggrund af en amerikansk bog skrevet af en nonne, som blev gode venner med en fange på dødsgangen i et fængsel i Louisiana. Han var dømt for mord på to unge uskyldige mennesker og oveni voldtægt af den ene. Året er 1980.
Dead man walking. Operaen. Foto: Miklos Szabo.
Som ouverture ser vi mordet blive begået – og derefter møder vi søster Helen på hjemmebane i missionshuset, hvor hun sammen med andre nonner prøver at skabe glæde hos fattige børn. Men nu skal hun besøge Joseph. Hanne Fischers mezzosopran er så fin til rollen, der er som skabt til hende. Blandingen af fornuft og uskyld balancerer Fischer eminent over for en naturligvis flot syngende Johan Reuter. Med tatoveringer og håndlænker er han manden, som først til allersidst vil indrømme sin skyld. Men vi så det jo. Han er skyldig.
Operaen og historien kan forstås som programmet lægger op til: et spørgsmål om det skal koste liv at tage andre menneskers liv. Men historien kan også løftes op på et plan, hvor det handler om skyld, straf og soning – og det uanset om ugerningen er mord eller noget andet.
Dead man walking. Operaen. Foto: Miklos Szabo.
Det interessante er nemlig, at nok er Reuters figur ond, som han selv siger, men der er også en basal håbløshed over denne taber, som nonnen netop derfor er i stand til at nå ind til. Et stærkt dramatisk element er tillige tilstedeværelsen af forældrene til de dræbte. For dem eksisterer spørgsmålet om tilgivelse slet ikke. Det gjorte kan ikke gøres ugjort.
Hvis operaen var afsluttet lidt tidligere og endt i en svævende overensstemmelse imellem nonnen og den dødsdømte, ville det have været en almen, næsten filosofisk diskussion, der på raffineret vis havde taget operaens form til sig. Men det litterære forlæg er jo skrevet af et kristent menneske, en nonne, der netop tror på Guds tilgivelse.
Dead man walking. Operaen. Foto: Miklos Sszabo.
Da dødsfangen placeres på briksen til allersidst bliver det til en ren Kristi korsfæstelse. Ikke helt indlysende og for mig lidt for håndfast.
En hel anden ting, lidt banal måske, er fraværet af sorte: De synger om de sorte børn, men Joseph var hvid. Til gengæld er mere end halvdelen af befolkningen i Louisiana sorte. Med alle de vinterblege børn og voksne på scenen bliver selve operaen også løftet op over virkeligheden. Det er ok, men skal dog bemærkes.
Men bortset fra de par indvendinger er ”Dead Man Walking” en glæde at lytte til – og en lise af se på med den forholdsvis neutrale og yderst velfungerende fængselskulisse på drejescenen. Her er ikke så meget hokuspokus, men det giver til gengæld sangerne rum til at folde sig ud – og med Hanne Fischer, Johan Reuter, Susanne Resmark og den unge Cornelia Beskow i spidsen foran drenge- og pigekoret – og operakoret og hele kapellet, så er det bare at sige tak og håbe på, at der ikke skæres yderligere, så sangerne skal gå sultne i seng på grund af lønnedskæringer – og derfor slet ikke kan synge.
Meget anbefalelsesværdigt. Den dystre historie glemmes hurtigt og giver plads til en moralsk diskussion i medrivende, musikalske klæ’r: skyld, straf, tilgivelse og guds nåde.
www.kglteater.dk