∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den flyvende Hollænder i Malmø som et borgerligt frigørelsesdrama i smukke omgivelser.
Wagners tidlige opera, uropført i 1843, plejer at være både dyster, sørgelig og tragisk med et monstrum af et spøgelsesskib i enten baggrunden eller forgrunden.
I Malmø er det helt anderledes. Der er gået både feminisme og Carl Larsson i Wagner, og vidste man ikke bedre, kunne man blive helt varm om hjertet. For historien har fået en drejning af den hollandske instruktør, Lotte de Beer, og hendes østrigske scenograf, Christof Hetzer. Og uden at røbe for meget kan jeg godt sige, at klippen, som Senta skal springe ud fra, ikke er der – og i øvrigt springer hun heller ikke, men stående på en bænk kigger hun til allersidst ud mod publikum med et skælmsk blik. Kvinden har vundet over forbandelserne. Hun er ikke gået under af hverken kærlighed til en mand eller på grund af en tåbelig pagt.
Den flyvende Hollænder. Malmø Opera. 2019. Pressefoto.
Senta er blevet voksen og løsnet fra de bånd, der har fastholdt hende i det lille lokale samfund, og i bogstavelig forstand smider hun den hvide flæsekjole og står i sorte stramme bukser og lange støvler og udslået hår – en ung femme fatale. Og det er altså på denne vej Carl Larsson kommer til syne.
Nok var Norge Wagners inspirationskilde til ”Den Flyvende Hollænder”, men nu er det altså i Malmø, det foregår, og hvad er mere naturligt end at lade sig inspirere af denne Larsson, inkarnationen af den romantiske svenske drøm før Folkhemmet, og også før IKEA tog hele verden til sig.
Carl Larsson – inspirationen til Den flyvende Hollænder. Billede fra programmet.
Er fortolkningen for markant moderne, blød og trendy? Jeg er i hvert fald glad for, at den er så smuk og harmonisk at skue midt i en tid, hvor grimt, tysk instruktørteater ofte dominerer. Derfor min glæde. I øvrigt ville det nok været politisk ukorrekt i Sverige at vise en kvinde, der giver sit liv for at redde en mand.
Den flyvende Hollænder. Malmø Opera. 2019. Pressefoto.
Musikalsk set er denne Hollænder velfungerende. Ikke mindst titelrollen, som den mystiske kaptajn, der må sejle hvileløst rundt på Verdenshavet i 7 år ad gangen, fungerer den tyske baryton Josef Wagner fortræffeligt. Han stemme er dyb og rolig, og han agerer til husbehov. Ung og flot ser han ud, og som en vittig sjæl i teatret i går kaldte ham: perfekt som en sortlakeret herrecykel.
Den flyvende Hollænder. Malmø Opera. 2019. Pressefoto.
Senta synges af den smukke, svenske sopran Cornelia Beskow, der har det ydre med sig og spiller indfølt på scenen, men bliver lidt spids og kantet i de høje toner. Helt smukt at lytte til er det ikke hele tiden. Er det for tidligt at synge dette parti? Som teaterfigur fungerer hun upåklageligt og det samme med de andre. Der er styr på arrangementerne, og koret danser rundt, som var det midsommerfest midt i en birkeskov. Og således kommer der også lidt Tjekhov-stemning ind. Men havet? Skibet? Afmægtigheden. Det hele ligger i musikken, har instruktøren måske tænkt. Og det er vel ok for denne gang.
Den flyvende Hollænder. Malmø Opera. 2019. Pressefoto.
Dirigenten er Malmø Opera-ens nye første gæstedirigent og kunstnerisk rådgiver, den amerikansk-israelske Steven Sloane. Og der er fut over orkestret, som er synligt for de første mange rækker i Malmø operaen, nu med danske Michael Bojesen som chef.
I øvrigt blev ”Den flyvende Hollænder” på premiereaftenen lørdag sendt i både svensk og dansk radio og må kunne genlyttes.
Malmø Opera er et smukt sted at besøge. Bygningen stod færdig i 1944 og blev gennemgribende renoveret i 2004 og fremstår i dag som et monument over det bedste inden for funktionalistisk arkitektur gradbøjet i svensk stil med et ”varmt” interiør. Repertoiret er fint afvekslende, som det passer sig for en provinsby, med både operaer og musicals. Fra København er der ikke langt, hverken med bil eller tog.
Malmø Opera’en kan anbefales varmt. Og nyd havet på vej over – for det er godt gemt væk i forestillingen.