Kulturkupeen

Diktatoren på Nørrebro Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ula Strømberg.

Tænkt at turde genskabe Charles Chaplin på scenen. Med Cederholm som instruktør  og Olaf Johannesen som Chaplin er det en ren nydelse at opleve ”Diktatoren” i fuldt flor. Johannesen har det hele. Poesi, stilfærdighed, sødme og ikke mange splitsekunder efter er figuren, med samme overskæg, den lille fører, nu med stive muskler og bevægelser. Det er kropssprog det hele!

Diktatoren, Nørrebro Teater, Olaf Johannesen. Pressefoto.

Filmen ”Diktatoren” blev skabt i månederne før Anden Verdenskrig brød ud, og mange af de populistiske udråb passer alt for godt på også vores verdenssituation lige nu, anno 2017, og det er mere end uhyggeligt. Ikke desto mindre er det en tindrende morsom oplevelse at få serveret Chaplins film  i fine, afkortede tableauer,  både slapstick – og bertolt-brechtske situationer fylder forestillingen,  der samtidigt  er så kompleks, at den er svær at dechifrere. Hvorfor er forestillingen så god?

Det er et spørgsmål om timing, mådehold, respekt for forlægget og så eminente skuespillere. Ingen falder igennem, alle har deres fine øjeblikke.

Diktatoren, Nørrebro Teater, Olaf Johannesen og Julie Agnete Vang. Pressefoto.

Olaf Johannes er simpelthen eminent.  Julie Agnete Vang er dårende som kvinden Hannah, urfeminin og kraftfuld alligevel, elskelig, smuk, som hentet ud af hele filmhistorien. Udenom de hurtigt løbende gutter. Nicolai Dahl Hamilton er ironisk som en irriterende feminin SS officer, Asbjørn Krogh Nissen giver i forskellige roller fine og karikerende portrætter, mens Peter Gantzler og Jimmy Jørgensen fungerer super som nogle frygtede SS officerer. Jesper Hyldegaard får meget ud af sine poetiske figurer, der bliver et spil i spillet.

Diktatoren, Nørrebro Teater. Pressefoto.

Heroverfor står Søren Pilmarks Mussolini, her kaldet Napolini fra Spaghetti-landet.  Pointen i hele ”Diktatoren” er, at ingen kaldes ved de rigtige navne. Pilmark en leveringsdygtig i en italiensk charmør i  guldlamé. Pilmark spiller og taler som Robert de Niro, når han er sjovest og værst. Samtalerne mellem Mussolini og Hitler foregår på mafia-engelsk – indtil det kan være nok, og Pilmark springer over til på dansk for at forklare den lille irriterende Hynkel/Hitler den rette sammenhæng. Hvem skal have Østrig?  Det er et moment, som er ganske raffineret og med til at vise, at denne forestilling er mere end en film sat på scenen – ”Diktatoren” er sit eget lille mesterværk på Nørrebro.

Diktatoren, Nørrebro Teater, Olaf Johannesen Pressefoto.

Ovre i siden af scenen huserer musikeren Olivier Antunes, ganske stilfærdigt og markant på en gang får han skabt både lyde og stemninger, så vi svæver igennem alle klicheerne fra 1920erne og 1930erne.

Scenografen Kim Witzel, der i mange år har arbejdet sammen med Nikolaj Cederholm, har skabt en perfekt fungerende scenografi med skyttegrave og fine rum, der kan forsvinde. Sammen med kostumedesigneren Line Bech er det blevet til et charmerende skue midt i al tristessen.

En forestilling, der er værd at se, at more sig over og frydes ved, men også en forestilling, der råber vagt i gevær. ”Pas på, vi er stadig ikke immune over for folkeforførere”. For de ligger på lur og vil tage magten så snart, de får mulighed for det.  Mod øst og mod vest.

Lige nu byens bedste teatertilbud for alle aldersgrupper: ung, gammel, sur, glad, mand eller kvinde.

MEDVIRKENDE: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen og Julie Agnete Vang

MANUSKRIPT: Charlie Chaplin

DRAMATISERING OG INSTRUKTION Nikolaj Cederholm

SCENOGRAFI Kim Witzel

KOSTUMEDESIGN Line Bech

PIANIST OG ARRANGØR Olivier Antunes

KOREOGRAF Anja Gaardbo

SLAPSTICK-KONSULENT Kasper Ravnhøj

MUSIKKONSULENT Kåre Bjerkø

www.nbt.dk