∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En komedie, nej en farce. Og her i forårstiden. Hvilken fryd. Odense Teater har med teatrets direktør Jens August Ville som instruktør valgt at spille Feydeaus ”Ding Dong” fra 1896. Dvs. en gammel sag, men også en klassiker inden for boulevardteatret.
Af uforklarlige årsager nævner Odense Teater ikke et ord om stykket og dets baggrund, hverken i sæsonprogrammet eller i den lille brochure, som udleveres til publikum. Det er mærkeligt, og man mister uvægerlig lidt respekt for landsdelsscenen, der i den grad ser ned på sit publikum og blot serverer ”sjov underholdning”.
Ding Dong. Odense Teater. Foto: Emilia Therese.
Feydeau var pariserboulevardernes ukronede teaterkonge i perioden omkring 1900. Han skrev over 50 komedier, der som regel tog udgangspunkt i publikums egen virkelighed, dvs. om borgeren fra den lidt højere middelstand med en måske lidt flosset moral. Historierne var som oftest sjove, pikante og vovede efter datidens norm. At spille Feydeau nu er dog ikke så mærkeligt, for flere tyske teatre har for nylig sat hans mest kendte farce op: ”En flue i øret”.
Der er for Odense Teaters vedkommende ikke noget at skamme sig over. Forestillingen er underholdende og det meste af tiden oppe i det rette farcetempo med timing og koreografi, der sidder lige i skabet.
Gerningsstedet er primært et hotelværelse, hvor lidt utroskab skal afsløres. For den pæne frue vil ikke give efter for sine tilbedere, så længe ægtemanden er tro mod hende. Og så er det bare om at afsløre, at også han er parat til sidespring, eller helst midt i det. Det kommer der megen forveksling ud af for de mange skuespillere. Der er 14 på scenen, som løber ud og ind ad døre og tager forkerte kufferter – og selvfølgelig også de forkerte sengekammerater.
To af birollerne løber med de fleste grin: Mette K. Madsen er helt ubetalelig som mandegal, finsk femme fatale, i rødt tøj og med dyb stemme, hvor hendes finsk-svenske udtale med tungen helt ud ad munden er vittig hele forestillingen igennem. Og til sidst optræder hun i Samba out fit.
Ding Dong. Odense Teater. Foto: Emilia Therese.
Inspirationen til Samba – kostumet er måske hentet hos fotografen Henrik Saxgrens foto: Samba Girls – taget i det nordlige lapland.
Henrik Saxgren: Samba Girls. Vist med tilladelse af fotografen.
Også Benjamin Kitter, klædt ud som landlig fransk levemand med moustache og charmeklud, er klam på den mest underholdende og frastødende måde, ikke mindst når han som en snegl triller rundt på gulvet og i sofaer.
Ding Dong. Odense Teater. Foto: Emilia Therese.
Claus Riis Østergaard, der generelt egner sig perfekt til de charmerende elskerroller har hovedrollen som skørtejægeren Pasternak. Men rollen synes at være utaknemlig. For at gøre ham lidt frastødende, har scenografen Camilla Bjørnvad udstyret ham med alt for korte bukser, dvs. ”vand i kælderen”. Dermed bliver han ufrivillig latterlig uden at replikkerne følger trop. Heller ikke kvinden i midten, den attråede Leonora, spillet lidt for køligt af Natali Vallespir Sand, får ekstra latter frem hos publikum.
Ding Dong. Odense Teater. Foto: Emilia Therese.
Moralen er lige til. Vi narrer hinanden, og vi vil tilsyneladende alle gerne prøve at balancere imellem stabilitet og fun, men i bund og grund søger vi trygheden. Sådan var det i 1896 og også i den mærkelige efterkrigstid, som Bjørnvad og Jens August Ville har valgt at henlægge stykket til. Det er langt fra min yndlingsperiode. Dertil kender jeg den for godt. Jeg kan hverken lide tøj- eller møbelstilen- og havde foretrukket 1896 – eller for den sags skyld nutiden.
Men scenografien er tidsrigtig med teaktræsvægge, stramme kjoler med spidse barme og længder til under knæet. Herrerne i velsiddende habitter, i forskellige kulører og naturligvis både med hat og frakke. Dengang var folk klædt pænt på og udadtil bonerte. Så regnestykket går op. .
Ding Dong. Odense Teater. Foto: Emilia Therese.
Ding – dong er godt oversat af Peter Dupont Weiss, men dog lidt for meget fordansket. Jeg havde langt foretrukket, at Ding-dong var blevet i det parisiske – og ikke i København eller Odense. Der er trods alt flere hotelværelser i Paris!
Ding- Dong – med både pæne og vovede attityder på Odense Teater er munter forårsunderholdning for par af alle køn og i i alle aldre.
Af Feydeau
Oversættelse Peter Dupont Weiss
Iscenesættelse Jens August Wille
Scenografi og kostumedesign Camilla Bjørnvad
Lysdesign Elroy Villumsen
Lyddesign Rudi Senf
Koreografisk konsulent og stagefight Esa Alanne
MEDVIRKENDE
Natalí Vallespir Sand Leonora Valentinus, Peder Dahlgaard Rickard Valentinus , Claus Riis Østergaard Oskar Pasternak, Linda ElviraClaudia Pasternak , Benjamin Kitter Carl Romstad, ven af Valentinus, Mette K. Madsen Margareta Österbotten Tahvanainen, Benjamin Boe Rasmussen Heikki Tahvanainen, Margaretas mand, Mette Kjeldgaard Jensen Frøken Bernhard, Valentinus’ sekretær/Clara, stuepige, Klaus T. Søndergaard Julius, Romstads tjener og chauffør/Portieren, Anders Skov Madsen Mirko, Tahvanainens højre hånd, Kristoffer Helmuth Juha, Tahvanainens venstre hånd/Oskar, hotelpiccolo, Githa Lehrmann Fru Pock, Trine Pallesen Amanda Schmidt-Meyer, enke og Peter Gilsfort Hr. Pock, officerslæge.
www.odenseteater.dk
Køb billetter: