Kulturkupeen

Dobbelt Begær

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Psykologisk, erotisk thriller.

Dobbelt Begær er ikke for sarte sjæle. Den er udfordrende, og der vil sikkert være nogen, der vil takke nej til Francois Ozon’s nye film. Den foregår primært inde i hovedpersonen den 25 årige Cloés(Marina Vacht) hoved. Eller gør den? Det er det, der er det store spørgsmål. Hvad er fantasi og hvad er virkelighed?

I filmens intro ser vi Cloé få klippet sit lange hår helt kort. Man får associationer til Mia Farrow i Polanskys Rosemary´s Baby. Efterhånden som lokkerne ryger, kommer Cloés smukke ansigt frem. Et ansigt der udtrykker en dyb melankoli. I næste scene befinder vi os på undersøgelsesbriksen hos en gynækolog, hvor vi ser Cloés blottede kønslæber i ultranær. Ikke en intro, som de er flest.

Cloé har det meste af sit liv lidt af uforklarlige mavesmerter. Lægerne kan ikke finde tegn på fysisk sygdom, så de sender hende videre til den meget sympatiske psykiater Poul (Jérémie Renier). Vi er med på sidelinjen ved hendes konsultationer og får på den måde forklaret hendes smertefulde baggrund. En god måde at blive ført ind i historien. I takt med, at Cloés psykoterapi skrider frem, forsvinder smerterne. En dag giver Poul udtryk for, at han vil afslutte deres konsultationer, da han er blevet forelsket i hende. Cloé gengælder hans følelser, og de flytter sammen i en flot udsigtslejlighed i Paris.

Cloé er tidligere model og arbejder nu som museumsvagt på et supertjekket moderne museum. På vej hjem fra arbejde ser hun en dag Paul stå og omfavne en anden kvinde. Hun fatter straks mistanke om, at han har en elskerinde og konfronterer ham med det. Paul benægter, at det er ham, hun har set. Da hun i en af Pauls flyttekasser finder nogle dokumenter, der viser, at han har en tvillingebror Louis, der også er psykiater, bestiller hun under dæknavn en tid hos ham. Han ligner Poul til forveksling bare uden briller. Han har en noget andet indstilling til psykoterapi. Hans metode går ud på, at få Cloé til at smide tøjet og sine seksuelle hæmninger.

Tvillingetemaet har vi set flere gange på film f.eks. i Cronenberg’s thriller Blodbrødre(1988) og I Ivan Reitmans komedie Twins(1988). Spørgsmålet om, hvem der er hvem, trænger sig på.  Er der i virkeligheden tale om to personer eller kun en.

Spejle og spejlinger har en vigtig funktion i filmen. Både konkret i Paul og Louis’s respektive konsultationslokaler, men også metaforisk, hvilket bl.a. manifesterer sig ved gentagne scener i splitscreen. Filmen er flot og lækkert fotograferet. Vi befinder os i de øvre samfundslag. Der er kælet ved det enkle eksklusive look.

Den 50 årige franske Ozon er meget produktiv. Han kommer som Woody Allen stort set med en ny film hvert år. Han er bl.a. kendt for Frantz(2017) et alvorligt og smukt fortrinsvist sort/hvidt periodedrama, der foregår lige efter 1. verdenskrig. Han står også bag Potiche(2010), 8 kvinder(2001) og Min nye veninde(2014) alle tre lidt skæve film med et humoristisk touch.

Dobbelt Begær skiller sig ud fra de ovennævnte. Filmen er dampende, erotisk og uhyggelig. Det hele kan godt blive lidt for konstrueret og mystisk, men alt i alt en god film.

Fotos og trailer: Camera Film

Instruktør: Francois Ozon

Premiere: 8. Februar 2018.