Kulturkupeen

Dobbeltspil

∗ ∗

En verdenspremiere.

Anmeldelse af Tom Harpøth.

Per Fly har instrueret en yderst spændende politisk thriller, som bliver endnu mere politisk og medrivende af at være baseret på virkelige hændelser.

Den danske Michael Soussan bliver efter sin juristuddannelse i Frankrig og USA ansat hos CNN og derefter i et stort advokatfirma og endelig ansat i FN ambitiøse humanitære projekt ”Oil for Food” i 1996 – det største projekt i FN’s historie. Saddam Hussein i Irak skulle ryddes af vejen, det var alle enige om. Men hvad der skulle redde verden og de uhyggeligt mange udmarvede civilister, det var der mange meninger om. Så det bliver en kamp mellem mange aktører at søge at gennemføre FN’s hjælpeprogram og samtidig dræne det for penge og indflydelse. Lobbyister af mange slags har travlt med at smøre nogle kanaler og i øvrigt lede de enorme pengesummer i egen lomme.

Sandheden er ikke en absolut størrelse. Som Pasha (eminent spillet af Sir Ben Kingsley) formulerer det: ”Sandheden er ikke et spørgsmål om fakta. Det er et spørgsmål om konsensus”. Og så er vejen banet for den største korruptionsskandale i FN’s levetid. Der er behov for pragmatiske leveregler for at overleve. Hvis bare nogle af nødhjælpspengene ender i de rigtige lommer, kan vi alle være glade, og så har vi alle fået vores andel af millionerne. Eller hvad?

Michael (Theo James) spiller sin rolle, så vi alle bliver involveret. Skal han gå direkte til pressen og være whistleblower for en skandale, hvis konsekvenser ingen kan overskue og som måske kan medføre døden for Michael, eller skal han tie, og søge at redde sig selv og måske sin elskede. Der er mange overvejelser af moralsk karakter i denne spændende actionfilm. Og det er en spændende og umoralsk, korrumperet verden vi møder, selv i de højeste cirkler i FN.

Det er nemt nok at have de rigtige meninger her i smørhullet Danmark, men det er nødvendigt ,at der er folk som Michael Soussan, der får åbnet vores selvtilfredse øjne for verdens barske virkelighed. Og det er nok nødvendigt, at folk som Per Fly instruerer en film som ”Dobbeltspil”. Så snyd ikke dig selv for en spændende øjenåbner.

Trailer & Fotos © SF STUDIOS

Titel: Dobbeltspil
Instruktion: Per Fly
Censur: tilladt over 15 år
Varighed: 108 min.
Verdenspremiere: 18/1-2018