Kulturkupeen

Documenta 14 – slut og færdig.

Kommentar af Ulla Strømberg.

En kvart milliard kroner – brændt af på få måneder i Kassel til Documenta 14.

Allerede i september lukkede den 14. Documenta-udstilling i Kassel. Og det kan være det samme. For sjældent har en kunstudstilling været så unødvendig og lidet inspirerende som årets Documenta.  For mig var det faktisk 6. gang jeg drog til Kassel, men, indrømmet, i år på en helt almindelig dag uden festivitas, blot sammen med masser af ulykkelige tyske skolebørn, som vandrede rundt med papir og blyant for at glæde de medbragte tyske lærere. Men det betyder næppe noget i det store regnskab.  Årets Documenta var ikke værd at skrive hjem om, på en undtagelse nær – nemlig den store installation  med Parthenon i 1: 1. Men først lidt baggrund:

Documenta er et tysk regionalt prestigeprojekt,  “opfundet” i 1955 som en mulig genrejsning af gamle intellektuelle dyder oven på en urimelig krig. Og efter få år lykkedes det at gøre Documenta til stedet, hvor kunstinteresserede drog hen hvert 5. år – og blev inspireret. Vores egen Knud W. Jensen fik en åbenbaring i 1960erne og vendte Louisiana-tankegangen på hovedet og skabte sit danske tempel for moderne, international kunst.

Til hver Dokumenta udpeges en chefkurator, der som regel har 4-5 år til forberedelserne og i indeværende omgang ca. 260 millioner kroner til underholdning og oplysning i ca. 4-5 måneder. Ikke dårligt – og ikke uden grund har vi hver gang store forhåbninger.

Til det indledende pressemøde plejer der at sidde ca. 1500 opgejlede journalister fra hele verden. Hvad vil Documenta nu? Hvor er kunsten på vej hen?  Etc. Og det er ikke fordi Documenta ikke kommunikerer. Siden forrige år har jeg modtaget mindst en pressemeddelelse om ugen, men det gør jo ikke kunsten mere attraktiv. OG i september blev det oplyst at Documenta i år ville komme ud me et underskud over 50 millioner kroner!

Det politiske har luret i mange år, men i denne omgang har netop en politisk stillingtagen skubbet ethvert ønske om at vise nyere tendenser og – hvad mange også leder efter: ”nye stjerner”. Sådan har chefkuratoren, Adam Szymczyk , ikke ønsket det. Tværtimod besluttede man og han for år tilbage at give en håndsrækning til det nødstedte Grækenland. Uden måske en tilbundsgående analyse af, hvorfor netop Grækenland kom ud i alle de økonomiske problemer, besluttedes det at lade Documenta starte i 2017 i Athen – og tillige rykke adskillige værker fra et Kunstmuseum i Athen til Kassel. Det har betydet en markant skævvridning af hele konceptet i Kassel.  Kun græske kunstnere, med et par undtagelser nær, har indtaget det klassiske udstillingssted Fridricianum, hvilket dog  har medført, at græske kunstnere blev eksponeret i Midt-Europa. Udstillingen var nydelig og med måske 3-4 årtiers moderne græsk kunst afsløredes det lidt komiske, at hvert land såmænd har sin Kirkeby, Svend Wiig, Swalbe etc.  Men midt i det hele var der en video af Bill Viola. Åh,  sikken en lettelse.

De forskellige steder rundt i Kassel by havde langt mindre appeal end ellers – og ingen steder følte man trang til at notere ned, gemme, huske etc.  For Documenta 14 tog den moderne kunst som gidsel i et forsøg på at svare på nogle diffuse, globale spørgsmål om verden her og nu i al dens grufuldhed.

Men det, der blev dette års Documenta-logo og identitet, var en bemærkelsesværdig installation på byens hovedtorv.  Den sydamerikanske kunstner Marta Minujin (født 1943) havde skabt en stort stålkonstruktion i 1:1 som Parthenon. Man kunne sige civilisations vugge – og der på stativerne hængte i plasticlommer tusinder af forbudte bøger.

Nazisterne brændte bøger netop på samme plads i Kassel, andre diktaturer har brændt bøger af angst for, hvad der kunne ske, hvis folket var oplyst og velorienteret. Som verden ser ud i dag, er det både frygteligt og grufuldt, at bibelen og nyere romaner kan appellere så meget til menneskers had, at de ender på bålet.

 

Denne installation var både ren, klar og let at gå til og blev en god måde at forklare nye generationer, hvad en kunstinstallation kan formå. Uden ord – kun ved at vise!  Netop det, den moderne kunst er så genial til, når det altså lykkes.  Glem alt om Documenta 14, men opsøg Marta Minujins installationer, hvis vejen falder forbi. ( Jeg ved desværre ikke i skrivende stund, hvad der er blevet af ”Parthenon-konstruktionen” og fremtiden for installationen.)