∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sød opsætning af Holbergs “Don Ranudo” om snobbisme og naragtighed.
Don Ranudo. Pressebillede.
Der er dømt spansk stemning med guitar, kastagnetter, rosetter på flæsekjolerne og endnu flere helt banale spanske tegn. Men vi accepterer det hele og ville nok have været småsure, hvis det ikke var sådan. For Holbergs komedie ”Don Ranudo de Colibrados, eller fattigdom og hoffærdighed” signalerer jo, hvordan det skal være. At man så hos Grønnegaards Teatret har været bange for at beholde hele titlen og samtidigt givet Claus Flygare opgaven med at modernisere og forkorte, er forståeligt, men lidt ærgerligt.
Don Ranudo. Pressebillede.
Men der skulle strammes op, for sommerteater er for hele familien med madkurv, vinglas, kaffekopper suppleret med puder, tæpper, regnfrakker, bøllehatte, paraplyer m.m. Der er kort sagt masser af udstyr på tilskuerpladserne, og det tages frem og lægges væk i et uafbrudt flow under hele forestillingen. Derfor kan det ikke være alt for kompliceret, hvad der foregår deroppe på scenen.
Både instruktøren Emmet Feigenberg og scenografen Karin Betz har forstået at finde balancen imellem ren underholdning og fastholdelse af den moralske pegefinger, som Holberg altid har med i komedierne.
”Don Ranudo” er ikke et af de store værker, og ikke mange sætninger står prentet i vores hukommelse. Men som de spiller komedien hos Grønnegaards Teatret, lokkes faktisk de fleste pointer frem.
At være hoffærdig, snobbet, fin på den eller hvad man skal kalde det, er jo en sjov og naragtig attitude, som stadig findes. Her overfor er der så pengenes magt. Hvem er finest? Dem med den ældste slægt og det mest anerkendte navn – eller dem, der bare kan købe alt?
Ægteparret Ranudo hos Holberg er på trods af sult og fattigdom, så sikre på deres egen høje sociale placering, at de ikke kan finde en passende ægtemand til deres datter. Et arrangeret parti er vist noget, vi nødigt vil tale om i dag, men der skal nok være de forældre, som af og til håber på, at deres poder kommer godt i vej, ikke kun takket være egen kraft, men også via giftemål.
Der er jo det forunderlige ved Holberg, at ligeså gammel han er med over 250 år på bagen, lige så menneskeklog er han i alle sine detaljerede studier af den menneskelige natur.
Derfor kan selv et ret fjoget stykke som ”Don Ranudo” i den rigtige indpakning godt blive både et hyggeligt og opbyggeligt bekendtskab. For det hele kan oversættes til: Pral ikke, døm ikke andre, skab ikke unødvendige distancer og først som sidst – prøv ikke at bestemme over afkommets liv og fremtid.
Don Ranudo. Pressebillede.
Scenografien er velfungerende. Halvabstrakt, snæver spansk bygade i gode røde nuancer, mens kostymerne i højrøde farver helt bevidst skriger mod nord og syd. I fuld overensstemmelse med stykkes udsagn skal der ikke være harmoni, men masser af dissonans.
Med en musiker på scenen og Tina Gylling Mortensens altid sprudlende energi kommer stykket godt i vej, mens Henrik Koefoed og Lone Hertz som det naragtige ægtepar har skruet ned for gassen og forsvarer deres figurer til sidste tøjstump. Det fungerer, men skaber mindre ”uro”. Det giver til gengæld resten af ensemblet frit slag, som honoreres med en positiv energi, hvor alle yder deres bedste fra Jesper Hyldegaard til Molly Blixt Egelind, Peter Hald, Ida Cæcilie Rasmussen, Steen Stig Lommer, Jacob Weble og guitaristen Jacob Gurevitsch.
Det eneste, der manglede på scenen mandag aften, var paraplyer til skuespillerne. For de blev våde, mens vi andre sad indpakkede og kunne trække hatten ned over ørerne under bygerne. Skuespillerne var udholdende – præcis som komediens figurer. Derfor endte alt godt på scenen som på bækkeraderne.
Lad ikke gråvejret afskrække. Årets forestilling kan klare selv en halvvådt kedeligt sommervejr – og fortjener et stort, velpolstret publikum.
Medvirkende: Henrik Koefoed, Lone Hertz, Tina Gylling Mortensen, Molly Blixt Egelind, Jesper Hyldegaard, Peter Hald, Ida Cæcilie Rasmussen, Steen Stig Lommer, Jacob Weble samt guitarist Jacob Gurevitsch
Iscenesættelse: Emmet Feigenberg Scenografi og kostumer: Karin Betz
Komponist: Jacob Gurevitsch Koreografi: Christel Stjerneberg.
Spiller hele juli og det meste af august.