Kulturkupeen

Dramafronten slår til i Helsingør.

 

Kommentar af Ulla Strømberg.

Under titlen “Weekend 6” spillede Dramafronten i weekenden rundt omkring i Helsingør by.

En ung pige sidder på en bænk i det lille anlæg foran Karmeliterklostret i Helsingør. Det er et smukt sted, en intakt klosterbygning – helt unikt i Danmark. Men denne dag drejer det sig om noget andet. Solen skinner, en ung mand kommer forbi, standser op, genkender pigen – og begynder at tale. ”Er det ikke dig…”, men hun prøver at undslippe. ”Nej, det er ikke mig….” .Han bliver ved og taler nu om en nat sidste sommer, og om den tatovering, hun har på skulderen, og… I løbet af de næste 5 minutter udvikler det sig. En hel tragedie, eller kan det blive til happy  ending? antydes, da en anden kvinde med barnevogn kommer anstigende. Barnet er den unge mands, frugten af en sommernats eventyr. Han vidste det bare ikke, men hvad skal der ske nu?   En rigtig ”cliffhanger”. Sjovt og flot skrevet af Rhea Leman. Der er mere gemt i den historie.

Karmeliterklostret i Helsingør.

De næste historier var nok ikke helt så faste i dialogen. Desværre nåede jeg ikke alle historier,  men dem jeg oplevede,  førte os  – dvs. en gruppe på ca. 25 publikummer, på café, ind i en charmerende  baggård  og  i en opgang på Stengade, som er hovedstrøget .

Helsingør By.

Det blev kort sagt til en charmerende rundtur i Helsingør med små skuespil på udvalgte steder og rigtig gode skuespillere.

Det er kun et par måneder siden at Dramafronten fejrede kvindernes kampdag, 8. marts, ved at spille fire kvindelige dramatikere på særligt udvalgte lokaliteter på Østerbro. Sjovt og underholdende var det, da vi i flok på ca. 25 mennesker vandrede op og ned ad Østerbrogade og blev klogere på bl.a. skuespilkunst og impro-teater. (Se mere her på kulturkupeen.dk )

I denne weekend, men desværre allerede overstået, når dette læses, gjaldt det altså i  Helsingør. Skuespillere, bosat i lokalområdet, dvs. fra Hornbæk til Nivå, havde stillet sig til rådighed, og der var udvalgt 6 små 10 minutters spil.Publikum var der masser af. 6 grupper af ca. 25 menensker.

Hvordan man vælger, og hvordan man bliver medlem af Dramafronten, ved jeg ikke, men det synes at være en rigtig god udklæknings- og rugeklinik for vordende som nuværende dramatikere. Opgaven lyder hver gang: et uddrag, eller et helt stykke (på max. ti minutter), helst for max. tre personer er udgangspunktet. Der hyres skuespillere ind, og først samme dag, der spilles, får de teksten og arbejder i tre timer sammen med en instruktør. Så kommer publikum på. Der spilles som regel i små rum eller på et gadehjørne, i en opgang etc.

Et stræde i Helsingør.

Det er en god øvelse for den vordende dramatiker at se om replikkerne er holdbare, om de lyder, som de skal, om en skuespiller kan sige dem – og først som sidst kan dramatiker afprøve, om historien fænger.  Det sparer mange unyttige penge ved at afprøve et koncept i stedet for at sætte et stykke op på et stort teater – og så viser det sig måske at være et flop.

Rhea Leman er kunstnerisk leder af Dramafronten. Arrangementet i Helsingør havde den sigende overskrift ”Weekend 6”  – og den kan nok genbruges – og ligeså hele konceptet med lokale hjælpere, producenter, for i Helsingør var det teaterforeningen  Helsingør Teater, der stod for det.

Kan anbefale enhver by at få fat i Dramafronten – for det er en fantastisk måde at vise en bys hemmeligheder frem på. Samtidigt afsløres også en helt ny side at alt det, der gemmer sig i teaterkunsten. Kort sagt: Støt op om Dramafronten.

www.dramafronten.dk

Kreditliste til det nu overståede arrangement i Helsingør:

Dramatikere:

Kristian Halken, Anna Panduro, Simone Isabel Nørgaard, Kristian Erhardsen, Lærke Sanderhoff og Rhea Leman
Skuespillere:

Paw Henriksen, Sonja Oppenhagen, Ulver Skuli Abildgaard, Jesper Groth, Frank Thiel, Nana Morks, Camilla Lau, Andreas Berg Nielsen, Fanny Bernth, Henrik Weel, Jakob Højlev Jørgensen, Anne Vester Højer, Iben Dorner, Anne Sofie Wanstrup og Morten Brovn.
Instruktører:

Rolf Heim, Kim Dambæk, Solveig Weinkouff, Daniel Kragh-Jacobsen, Bente Kongsbøl og Kristian Halken

DramaRundt: Weekend6 Helsingør produceres i samarbejde med Helsingør Teater.