Kulturkupeen

Det du favner – selvbiografi af Birgitte Raaberg.

 

Læst og kommenteret af Ulla Strømberg. (Selvbiografier får ikke stjerner)

“Det du favner” er Birgitte Raabergs livsbekræftende selvbiografi, der samtidigt er på nippet til at være en selvhjælpsbog.

”Jeg vil have mig en indianer” er min første tanke efter at have læst halvdelen af Birgitte Raabergs positive beretning om dagen, vejen og ikke mindst rejsen ind i sig selv via bl.a. indiansk meditation. Men når bogen er færdiglæst, er det som om, man måske blot ved at være POSITIV, og ikke hænge sig i alle de negative ting i livet, kan nå et lille stykke ad vejen uden alt for mange kokke og terapeuter til at vejlede etc.

Det du favner. Birgitte Raaberg. Forside.

Birgitte Raaberg er skuespiller, ser misundelsesværdig ung ud, men er i begyndelsen af 60erne. Bogen fortæller, at hun har arbejdet inden for andre, beslægtede områder, bl.a. som terapeut, lærer for businessfolk, stemme i tegnefilm og medvirkende i reklamefilm etc.  Der er ingen smalle steder, og ud af hele bogen lyser en dejlig usnobbet tilgang til livet, metieren, familien og rødderne.

Birgitte Raaberg kommer fra en flittig arbejderfamilie, og det lå i kortene, at børnene skulle blive til noget. Forældrene skubbede på, på den pæne måde, men de burde nok ikke have sendt Birgitte Raaberg og søsteren på svagbørnskoloni om sommeren dengang i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne. Vilkårene var hårde, og nok blev de robuste af det, men…..

Tidligt vidste Birgitte, at hun ville være skuespiller og var heldig at komme på Aarhus Teaters Skuespillerskole. Kort tid efter var hun endnu mere heldig, da hun landede rollen som Susan Himmelblå i Kim Larsen-filmen ”Midt om Natten”. Så var hun berømt, næsten ”over night” – og kom nok aldrig helt ud af filmens skygge. I samme periode optrådte hun i TV  i et forbrugermagasin i flere omgange. Om det kom til at påvirke karreren i negativ retning, skriver hun ikke. For Birgitte Raaberg er pr. definition ”lys-seende”, kun det gode ser hun, husker og lagrer.

Denne teknik har hun bl.a. lært af sine to indianske lærere: WindEagle og RainbowHawk. Man kan ikke høre det, men på fotoet i bogen dækker navnene over et nydeligt, ældre, indiansk ægtepar. Han er død for få år siden.

Flere gange har Birgitte Raaberg på sin egen personlige livsrejse mødt ægteparret. Den vigtigste oplevelse er nok bogens rammehandling, et flere uger langt forløb i New Mexico, hvor Birgitte Raaberg, sammen med andre, blev placeret for sig selv – delvis i ørkenen  – og der skulle leve med sig selv og blot følge døgnets rytme.  Det giver mulighed for at se indad, tilbage – og reflektere over det.  Hvis man altså er til den slags.

Birgitte Raaberg er en ørn til denne selvindsigt – og ligeså hendes tredje mand.

I denne positive rejse igennem livet var også de foregående mænd dog forstående og helt ok, så længe forholdene varede.  Her er ingen afsløringer, som den kulørte presse ellers ville kunne bruge.

Bogen er velskrevet, velredigeret og er på alle måder lige at gå til og har en næsten forførisk måde at fange læseren på. Derfor var min første indskydelse jo også: ”Også mig – jeg vil med næste gang turen går ud i ørkenen!”

Men så opdagede jeg jo, at ligeså interessant det kan være at læse om andres rejse indad, ligeså lidt har jeg selv lyst til at vide mere, end jeg allerede gør i dag – altså om mig selv, men gerne mere om den store, omkringliggende verden.

Bogen er en oplagt gave til alle følsomme sjæle, der ønsker at forstå verden ud fra sig selv – men bogen kan også blot bruges som en ”Hjælp til selvhjælp” – hvor første regel er at møde verden med et smil.

Udkommet på Gyldendal. Oktober 2017. Kr. 299,-

www.gyldendal.dk