∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ibsen som dukketeater i 1:1 og goodbye til den store replikkunst.
Spillested: Ukendt sted i København.
Impro – ude i byen – med en klassisk tekst. Det er konceptet i denne udgave af Henrik Ibsens ”Et Dukkehjem” fra 1879. Men var det ikke for replikkerne hos Henrik Ibsen, så ville han ikke være blevet den Ibsen, som verdensdramatikken i dag betragter som den væsentligste repræsentant for naturalismen anno slutningen af 1800 tallet. Så når Tue Biering og Jeppe Kristensen ( Fix og Foxy) vælger at kaste replikkerne bort og at lade tre skuespillere være dukkeførere for et ukendt par, der går med på legen, så mister vi noget, en hel del, rigtig meget.
Foto: US
Vi er inviteret til det indre Nørrebro hos dette for alle os publikummer ukendte par, to yngre kvinder, der bor sammen og har gjort det i to år. De tilhører den kreative klasse, vist nok. Den ene tjener mere end den anden, viser det sig, og hende med penge bliver Thorvald, mens den anden må nøjes med at være Nora. Og så fortæller de velforberedte tre skuespillere ellers historien i kvikt tempo.
Skuespillerne og “Nora” i gården på Nørrebro. Foto: US
”Nora: du havde en far, men han døde, og 14 dage efter skrevet du under på et gældsbevis med hans navn. Det er ikke godt, men du gjorde det for at redde Thorvald (altså i virkeligheden din unge kvindelige samlever.)”.
Og så kommer ellers fru Linde på besøg og småsnakker, mens Krogsted, den ågerkarl også ser lidt truende til. Dr. Rank, ovenboen, den charmør, prøver at varme Nora op. Heldigvis ordner tingene sig, mens vi 26 tilfældige teatergængere der i stuen på Nørrebro og ude i gården lytter og ser. Meget er der ikke at se på i den lille stue med kig ind til soveværelsets dobbeltseng og garderobestang med fiks dametøj. Vi spidser ører, for parret er jo stilfærdige amatører med lave stemmer.
De to vigtigste ord og sætninger hos Ibsen, nemlig Noras længsel efter det ”vidunderlige” og Thorvalds intuitive: Jeg er frelst” – er ikke med. Derved falder korthuset, som Ibsen har bygget op. Nora længes efter noget, som Thorvald ikke kan give hende – og Thorvald ser kun sig selv. Så evident, at det parforhold er dømt til at mislykkes, anno 1879 – og i dag. Men uden den centrale replikker, bliver det blot til illustreret klassiker – eller dukketeater, hvor skuespilleren, genfortæller handlingen.
Det berømte billede fra uropførelsen 1879 på Det Kongelige Teater med Betty Hennings som Nora – her i Tarantel-scenen, hvor hun danser vildskaben ud af sig med dr. Rank ved klaveret.
Men længe leve eksperimentet. Og nogle gange er der sikkert mere spændstighed i spillet. Det kan måske lige frem udvikle sig til et af de talrige reality shows som kendte og ukendte deltager i på tv skærmen. Dvs. der kan eventuelt opstå situationer, som er farlige og uventede. Virkelighedens Nora har engang skrevet falsk under, eller hun elsker ikke Thorvald – eller…
Sådan var det ikke denne dag. En nydelig stileøvelse til mg x.
Produceret af Teatergrad.dk
Instruktion: Fix og Foxy
Medv. Rolf Hansen, Pelle Norhøj Kann og Sandra Sencindiver.
Spilles under CPH Stage.