Kulturkupeen

EMOJI Filmen

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau

Den måtte jo komme. Filmen om de små sjove emojis, der ligger på vores smartphones. Vi bruger dem i flæng til at udtrykke følelser, vi måske ikke har lyst til at beskrive direkte eller at understrege en stemning på vores sms’er m.v. Ideen om at lade de små symboler være karakterer i en spillefilm er super.

Foto: UIP

Dybt inde i vores smartphones ligger SMSkilstrup en storby, befolket med arbejdsomme emojis/humørikoner. De står op hver morgen og går på arbejde, for at betjene smartphonebrugeren. De elsker deres job. Hver har sin egen boks i telefonen og deres specielle funktion i emoji universet. De har kun ét ansigtsudtryk. F.eks. er en smilende emoji evig glad og en vred emoji altid arrig. Undtagelsen er Gene(Ruben Søltoft). Selv om begge hans forældre er tja emojis, dvs. giver udtryk for, at være totalt indifferente, ligegyldigt hvad der sker, har Gene alligevel fået evnen til at udtrykke forskellige følelser. Da Gene en dag ved en fejltagelse laver en programfejl, som kræver, at alle data herunder også alle emojis, bliver slettet på mobilen, kaster Gene sig ud i hæsblæsende redningsaktion for at redde de små symbolers liv.

Foto: UIP

Filmen starter fantasifuldt med fuld fart frem. De er ret sjove de små emojis. Men snart bliver det hele for forvirrende og hæsblæsende. Efterhånden som filmen skrider frem, bliver man mere og mere i tvivl om hvad filmen egentlig går ud på. Dens morale får vi serveret godt 2/3 inde i filmen, da en af de andre emojis siger til en skræmt Gene: Du har det hele inde i dig. Find det frem og vær dig selv. Som udgangspunkt en fin, om end klichéfyldt, morale, men den passer bare ikke rigtig ind i denne kontekst.

Foto: UIP

Visuelt og teknisk er filmen flot og farverig. På lydsiden bevæger vi os rent musikalsk fra det store forkromede symfoniorkester til kendte dansehits fra Just Dance appen. Filmen har dansk tale, hvor ikke mindst Birthe Neumann og Niels Olsen, som Genes forældre Tina Tja  og TomTja, er overbevisende. Filmen største problem er imidlertid, at man ikke rigtig bliver grebet af selve historien. Den er for kaotisk og far out.

Filmen er for større børn. De små vil ikke forstå den. Spørgsmålet er så, om hvordan større børn vil reagere. Jeg talte med en 9 årig pige forleden, som glædede sig vildt til at se filmen med sine veninder. Det bliver interessant at høre, hvad de synes om den. Herfra får filmen tre små stjerner.

Instruktør: Tony Leondis

Trailer: UIP

Premiere: 3. august 2014