Kulturkupeen

Et meditativt øjeblik i en trækiste – hos Det Menneskelige Teater

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse/ Ulla Strømberg

Men nu har jeg en hjærne – en sorgsymfoni med digte af Gustaf Munch-Petersen” er titlen på forestillingen, der godt kunne være morbid, men ikke er det. Tværtimod bliver oplevelsen poetisk – til minde om en eviggyldig digter.

Der er ingen handling. De tre kvindelige sangere messer, reciterer og synger, alt i mens de passer publikum, højst 40 ad gangen, lagt i åbne trækister med hvide hovedpuder. Alt smukt, æstetisk og så beroligende, at man på en hverdagsaften efter en lang dags arbejde skal passe på ikke at falde hen. Det er måske også meningen i Nils P. Munks iscenesættelse.

Foto: Søren Meisner

Foto: Søren Meisner

Det er ikke sådan, at ordene står lysene klare. Tværtimod bliver de som toner i et musikalsk værk, men helt i overensstemmelse med den æstetik, som Gustav Munch-Petersen troede på som både digter og surrealistisk billedkunstner.

Hans skæbne kendes af alle voksne, men for unge er han ved at gå i glemmebogen. Interessant nok beskæftiger de store litteraturhistorier fra 1970erne og 1980erne sig ikke med privatmennesket Gustav M-P. Nej, her er det poeten, der er i højsædet. I dag er det altid mennesket vi tager udgangspunkt i. Tiden lige nu er personfixeret. Forestillingen tager derfor helt naturligt afsæt i hans skæbne: I 1937 forlader han kone og ufødt barn på Bornholm for at blive frivillig i den spanske borgerkrig. Han kommer aldrig hjem, men bliver skudt i 1938 og efterlader sig udover familie digte, en roman og tegninger og et heroisk eftermæle.

Derfor er forestillingen ”Men nu har jeg en hjærne” (bemærk med æ) indskrevet i en spansk og ligefrem lorca’sk sørgestil, hvor de sorte kostumer med mærkelige hatte giver mindelser tilbage til Goya: sørgende enker, sorte fugle, men også en lysende sol hentet fra Gustav Munch-Petersens univers.

En fin lille forestilling, som svæver lidt uden for tid og sted.

– hvis jeg havde en hjærne, med tusinde naalfine tråde – hvis jeg havde en hjærne, der var glat som et nypillet æg – – men nu har jeg en hjærne, der lige netop kan skimte et lys på en taaget himmel –

Gustaf Munch-Petersen

Medvirkende og komponister: Hanne Raffnsøe, Signe Marie Schmidt-Jacobsen og Kirstine Stubbe Teglbjærg

Iscenesættelse og scenografi: Nils P. Munk

Producent: Det Menneskelige Teater og Anny Dirchsen

Spilles til og 31. januar 2015 på Københavns Musikteater.

www.detmenneskeligeteater.dk