Kulturkupeen

Familien der kunne tale om alt. Aarhus Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bevægende og surreelt familiebillede af Christian Lollike på Aarhus Teater.

 

Pressebillede.

Pressebillede.

Juleaften – hele familien er samlet – hyggeligt og forfærdeligt på en gang. Og her troede vi måske lige, at det kun var vores egen familie, som havde svært ved at være sammen fem timer i træk. Men faktum er, at sådan er det mange steder, og i hvert også hos Christian Lollike.

Familien der kunne tale om alt – er et dejligt overskudsdrama, muntert forløst af den norske instruktør Runar Holdne, der med let hånd balancerer igennem de næsten to timer, hvor vi aldrig helt ved, om replikkerne bliver sagt eller blot tænkt inde i hovedet. For så åbenhjertige og hæmningsløse, som disse personer er, når de taler om sex, had og manglende succes, er der jo ingen, der er, eller? Omvendt er mange af tankerne lige netop dem, som af og til trænger sig på, men som ingen tør vedstå. Min sidemand lo f.eks. højt, da værten sagde om den kvinde, han havde været gift med i 30 år: ”Når hun ikke har make-up på, er hun så grim, at jeg har lyst til at slå hende.” ( Citeret efter hukommelsen).

Christian Lollike, der i dag er en dræven dramatiker i flere genrer, har her formået at give et portræt anno 2016 af den danske middelklasse med de ingredienser, der findes i vores overskudssamfund. Der er lækkerier på bordet og en god akademisk uddannelse for de fleste, hvilket skulle betyde, at dialogen kunne foregå på et relativt højt plan, men – som mange af os ved – trækkes den ofte ned på det jævne, når familien er samlet. Man tør jo alligevel ikke tale om tidens store problemer. Men Lollike har de fleste spørgsmål med: alderdom, demens, fremmehad, angst for det anderledes, krigen derude, kirken herhjemme, som spiller fallit, statens overherredømme, djøficeringen, nye skønhedsidealer etc.

16.02.21. familien-der-kunne-tale-om-alt-aarhus-teater-fotograf-rumle-skafte-v[1]

Lig i lasten, frustration og uformåen gemmer sig i alle figurerne, fra den unge datter, der har sin nye ven med, der er både smuk og muslim – til moderen, spillet for fuld udblæsning af Lotte Andersen. Hun har så mange indestængte længsler, at det går ud over datterens ven. Og de andre søstre, med en lille henvisning til Woody Allens fine film: ”Hannah og hendes søstre” – fra Inge Sofie Skovbos afmålt resignerede, smukke og bedragne kvinde, til den yngre søster, der er præst, men vakler i sin tro. Mens den yngste søster, der mest af alt er optaget af sin krop og sine nye og svulmende attributter, også falder sammen. Hendes militærmand får lov at sejle i sin egen posttraumatiske tragedie, erhvervet og oplevet derude, hvor krigen raser. De to voksne mænd, der begge er kørt ud på et sidespor, er åh så kedelige, men velspillede af Anders Baggesen og Bue Wandahl, at det virker som var forfatteren mandehader.

Lollike har øje for det hele, også alderdommen, personificeret i den demente fader, smukt spillet af Nis Bank Mikkelsen, der dog til allersidst vågner op efter at døtrene har forsøgt at hjælpe han af sted på den sidste rejse.16.02.21. familien-der-kunne-tale-om-alt-aarhus-teater-fotograf-rumle-skafte-p[1]

Det er surreelt – eller snarere hyperrealistisk, for sådan er livet jo også. Lidt irriterende, men dog velfungerende, er den moderne, ret grimme og sjappede scenografi i tysk stil af den tyske scenograf Markus Karner. Her drømmer man sig tilbage til fortidens familiedramer af Norén, O’Neill, Pinter eller Strindberg, hvor et rum var et smukt rum, mens vi her er i noget af la cirkusmanege.

Det skal ikke trække ned, for forestillingen er imponerende gennemført af Aarhus Teater, Lollike, Hodne og hele holdet.

Programmet bærer præg af at være skrevet i Aarhus, tæt på dramaturgi, henne på det lokale universitet. For dramaturgen kan i programmet citere instruktøren for at sige: ” (   ) netop derfor kalder teksten i højere grad på en performativ tolkning end en litterær”. Bliv dog voksen, man behøver ikke demonstrere, hvor mange fremmedord, man kan, når opgaven er at formidle. Mere hjælp er der at hente hos Lollike, der understreger, at inspirationen bl.a. kommer fra filmmanden Bunuel, og at Familien der kunne tale om alt er tænkt som en farce!

Så, kender du en familie, eller har du selv lidt familie, eller har du engang haft en familie? Hvis ja, er der ingen vej uden om Aarhus Teater den næste måned.

 Instruktør Runar Hodne

Scenograf Markus Karner 

Skuespillere: Bue Wandahl, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Inge Sofie Skovbo, Anders Baggesen, Nanna Bøttcher, Sofie Nolsøe, Nis Bank-Mikkelsen, Lotte Andersen og Chadi Abdul-Karim.

www.aarhusteater.dk