Kommentar af Ulla Strømberg.
To pressemøder – på Det Kongelige Teater og på Betty Nansen Teatret med perfekt tilberedt morgenkaffe – informerede om repertoiret i 2016/17.
Herrer i hat og frakker som teaterpublikum. Teatermuseet i Hofteatret.
4 habitklædte herrer på scenen. Ingen slips, blot åbentstående skjorter, men buksebensbredden var forskellig.
Balletmester Nikolai Hübbe havde trendy, super smalle bukseben i den blålige habit og dertil lysebrune sko. De tre andre havde matchende sorte snøresko. Skuespilchef Morten Kirkskov kunne dog tegne sig for de næst smalleste bukseben, mens teaterchef Morten Hesseldahl og operachef Sven Müller begge bar version klassik. Müller i øvrigt en del højere og mere bredskuldret end de andre.
Øh, er det normalt at beskrive de høje chefers fremtrædelsesform? Næppe. Men det var et show, snarere end et møde, onsdag formiddag på Det Kongelige Teater – da pressen var inviteret ind og næste års repertoire skulle fremlægges – i øvrigt med skuespilleren Maria Rossing som stilfærdig indleder. Der var ikke plads til improvisation. Alt var planlagt.
Kaffen var god, ligeså speltbollerne og siden hen laksemadderne.
Men der manglede den lidt farlige spænding, som plejede at opstå, når der blev skudt fra salen i alles påhør. Muligheden fandtes ikke, var sløjfet og var måske klassificeret som ”besværlig” – præcis som da Helle Thorning Schmidt i 2013 lukkede ned for tirsdagspressemøderne.
På Det Kongelige Teater kunne man i stedet, efter rang, få lov at tale enkeltvis med de respektive chefer og nogle af de fremmødte kunstnere.
Sjovt og folkeligt
Det folkelige er teatrets nye mantra. Det Kongelige skal ud til folket. Men faktisk har de skullet det i rigtig mange år, men hver gang der er forhandlet en ny kontrakt med ministeriet på plads – runger det i korridorerne. Vi skal ud til ”Folket”. I slut- 1980erne skulle teatret være ”Hele Landets Teater”, og der blev skrevet pamfletter og holdt pressemøder etc. Jeg er ikke så imponeret.
Publikum omkring 1900. Teatermuseet i Hofteatret.
INDHOLDET – Skuespillet
Nydeligt, pænt. Der kan ikke sætte en finger på det samlede repertoire, hverken inden for opera, ballet eller skuespil. Måske lidt mere klassisk – både af opera og ballet, kunne man sige, mens Morten Kirskovs første udspil er yderst seriøst.
På papiret mangler nok en mere slagfærdig side, hvor man sidder i salen med et smil om munden. ”Ødipus”, ”Antigone”, ”Lang Dags Rejse…” og nye stykker om terror og demens. Det muntre klares dog via musikken: ”Tove, Tove, Tove” genoptages, og et helt nyt projekt omkring Højskolesangbogen kan måske få os til at nynne med og føle FOLKELIGHEDEN besjæle os. Men Røde Rum med alle eksperimenterne lukkes ned. I stedet hedder det eksperimenterende sted nu ”Mellemgulvet” – lidt juvenilt, men det kommer jo an på, hvad og hvordan der spilles. Allerbedst er dog, at Morten Kirkskov har fået et ensemble på 20 skuespillere. Det er godt og må give kunstnerisk ro.
Erik Bruhn – for mange år siden. Tegning af Erik Werner.
Balletten
På ballettens område er der de sædvanlige små forestillinger og eksperimenterne – Ballet to go og Hübberiet, men det er jo igen de store balletaftener, der skal vise kompagniets styrke. ”Svanesøen” – en ny ”Alice i Eventyrland” og Balanchines ”Juveler” – skal samle hele Danmark. Men ikke et ord om danserne – og uden dem ingen dans. Ca. 1/3 af solodanserne og solisterne er danskere. ¼ af korpsdanserne er danskere. Lidt mærkeligt, når teatret har en balletskole.
Operaen
På Operaens område ligesådan. Ikke et ord om sangerne, men interessante premierer, bl.a.: ”Mahagonny”, ”Dead Man walking” af Jake Heggie, Rossinis ”Rejsen til Reims” og ”Hoffmanns Eventyr”. Derudover en genopsætning af ”Den flyvende Hollænder” og ”Macbeth”. Elisabeth Linton er eneste dansker, der får lov at prøve kræfter – og det bliver i ”La Boheme”. Det er nu synd ikke at give danske dirigenter, instruktører og scenografer flere muligheder for at prøve kræfter med opera.
Der er udgivet en lille repertoirebog. Få fat i den, for hjemmesiden er fortsat både irriterende og besværlig – for slet ikke at tale om billetkøb, det er håbløst på nettet.
Betty og Vibeke
Betty Nansen Teatret havde dagen før inviteret på morgenkaffe og specielt krydrede pølser. Og her var kaffe også upåklagelig.
Teaterdirektør Betty Nansen foran sit teater – under en krise. Tegning af Hans Bendix.
Som en sej, men forladt kvinde, da svenske Stefan Larsson jo forlod skuden for nogle måneder siden, klarede teaterdirektør Vibeke Windeløv det flot i mørkeblåt dress og spraglede sko. Betty Nansen Teatret er fortsat en værdig pendant til Det Kongelige Teater. Ikke ret mange smil vil der komme på scenen, men super skuespillere, der synes håndplukkede. Repertoiret smager lidt rigeligt af film, men hvad gør det, hvis forestillingerne bliver væsentlige og vedkommende.
Efter ”Livlægens besøg”- som roman og opera er den nu blevet til skuespil i Sverige og fortæller historien om de tre: kvinden imellem Struensee og Chr.7.( og der har også været en film om samme emne.)
Efter den polske Kieslowskis ”Dekalog” skal performancekunstneren Jacob Schokking skabe en teaterforestilling om nogle af de 10 bud!.
Og det bliver måske også med et sideblik til filmversionen, at instruktøren Katrine Wiedemann skal iscenesætte Steinbecks roman ”Vredens druer”.
Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig spilles på Edison.
Ingen af forestillingerne er oplagte blockbusters, men måske kan de kendte skuespillere trække husarerne til. For det er en spændende række med Søren Sætter-Lassen, Bodil Jørgensen, Flemming Enevold, Tom Jensen, Christian Halken og mange flere i spidsen, der skal stå på scenen. Så det skal nok gå.
Betty Nansen Teatret. Sæson 2015-2016. Pressefoto: Rumle Skafte.
Det sjove og platte må derimod klares på de andre scener i hovedstaden. Forklaring og udredning følger de næste dage.