Kulturkupeen

Fritz Hansen Folket hos Mungo Park.

∗ ∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Begavet underholdning med kulturradikal satire og delvis nedslagtning – på Fritz Hansens vej i Allerød hos Mungo Park.

Ideen er sjov. Mungo Park og tidligere Dr. Dante bor på Fritz Hansens Vej, som har fået navn efter det navnkundige møbelfirma, der stadig producerer de højt anerkendte danske designermøbler af bl.a. Arne Jacobsen.   Herfra er der ikke så langt til at reflektere over alle de små hjem nord for København fyldt med de dyre møbler og de rigtige meninger formidlet af bl.a. Politiken.

Kulturradikalismen bliver dermed omdrejningsnøglen i afdækningen af vejens navnefælle. Alt hvad en kulturradikal står for, bankes ind med 7 tommer søm: humanist, intellektuel, næstekærlig og hvad der ikke siges: snæversynet og dybt fordomsfuld.

Herfra er der ikke langt til ”Suzanne Fucking Brøgger” – og alle de andre fra Politikens spalter. De bliver hovedpersoner sammen med forestillingens egentlige nøglefigur: den kulturradikale kontorchef fra Kulturministeriet, hvis verden er ved at bryde sammen. I forbindelse med Statens udflytninger skal han til Esbjerg. Det udløser faktisk hele historien og det imponerende persongalleri med både brødrene Brandes, PH, Klaus Rifbjerg, Suzanne, et par af Lars Lykkes almindelige danskere, teateranmelderen fra Politiken og en ung performancekunstner.

Forestillingen ”Fritz Hansen Folket” er langt hen ad vejen meget morsom, vittig og rigtig københavnsk og 50-årig.  Det er både styrken og svagheden i forestillingen, at den vil ironisere over mere end 146 års radikal dominans inden for åndsverdenen i Danmark – og så alligevel selv tilsyneladende sidder midt i suppedasen mellem radikale, DR-folk, TV-2 folk, Louisiana, Gyldendal og selvfølgelig POLITIKEN.

Svanen – tegnet af Arne Jacobsen i slutningen af 1950erne,  i produktion hos Fritz Hansen.

Brødrene Brandes skylder vi meget, men man skal lige vænne sig til, at  den selvbevidste Georg, med de berømte forelæsninger i 1871 med henførte hattedamer på første række og annonceringen af det moderne gennembrud, spilles af Anders Budde Christensen, mens broderen Edvard Brandes, den nok mere joviale, men mindre fascinerende forfatter, redaktør og tillige minister, spilles af den højere Mads Hjulmand.

Fritz Hansen Folket. Mungo Park. Brødrene Brandes. Pressebillede.

I centrum står skuespilleren Henrik Prip som den kulturradikale anonyme embedsmand. Han gør det overbevisende godt med vrede, indignation og stemmen i falset, når verden ikke går i den rigtige retning.  Hele holdet af spillere fungerer flot, men musikeren, Morten Ærø, der på den smukkeste måde arrangerer en jazzet grundstemning, kunne godt have fået lov at folde sig endnu mere ud. Der findes jo en helt forrygende sang- og musikskat, som er forbundet med PH og co. fra tiden omkring 2. verdenskrig. Men det er nok bevidst, at vi ikke må henfalde til PH-nostalgi.

Fritz Hansen Folket. Mungo Park. Henrik Prip som den kulturradikale. Pressebillede.

Forestillingen er mættet af sjove glimt fra den virkelige verden, og bedst kører det i de direkte konfrontationer, hvor de evigt kulturradikale angribes af den unge generation, personificeret i figuren Christian. Først er han ude, siden inden for i parnasset, men smides så ud igen, for han kopierede jo bare. ”Men hvad gør I selv?” – spørger han demonstrativt.   Her kunne forestillingen såmænd godt have sluttet – og de moderne kulturradikale Politiken-læsere, medarbejdere, kunstnere m.m. ville være klædt af. Men forestillingen fortsætter med et par monologer, som føjer sig urytmisk til resten.

Scenebilledet er velfungerende, klædt i Arne Jacobsens grågrønne yndlingsfarver og med en enkel svanestol på det diskret vævede væg- til-væg tæppe og siden med fragmenter af mange af de gamle Brugsen-møbler. Kostumerne indordner sig fint farveskalaen.

”Fritz Hansen Folket” kan med et par justeringer godt blive langtidsholdbar og indgå i det faste repertoire, som jo er Mungo Parks kendemærke. For hvor går man ellers hen og hører på en vittig ridsen i den selvfede kulturradikale lak.

Men tænk hvis tæppet kunne blive trukket væk under alle de selvgode, som hopper rundt imellem medierne for at divertere den samlede befolkning, mens de hyldes af en udvalgt skare fra Politiken Plus-segmentet. Der er snart brug for en rigtig revolution. Det er ikke nok, at Fritz Hansen nu hedder Republic of Fritz Hansen.

 

MUNGO PARK PRÆSENTERER FRITZ HANSEN FOLKET

KONCEPT Lasse Bo Handberg

ISCENESÆTTELSE Kamilla Bach Mortensen

DRAMATIKERE Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg

MEDVIRKENDE Marianne Mortensen, Henrik Prip, Nana Morks, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Jonas Munck Hansen MUSIK Morten Ærø

SCENOGRAF Nadia Nabil

KOREOGRAF Anja Gaardbo

SPILLEPERIODE OG STED

  1. OKTOBER – 11. DECEMBER 2017: Mungo Park Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød
  2. FEBRUAR – 22. FEBRUAR 2018: Gladsaxe, Festsalen, Grønnemoseskolen Høje Gladsaxe Torv 4, 2860 Søborg

www.mungopark.dk