Kulturkupeen

Fyr spinddoktoren i Kulturministeriet.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Fyr spinddoktoren.

Hvis jeg var vor nuværende kulturminister, ville jeg være både ked af og flov over de seneste måneders udmeldinger. For de er gået i nord, syd, øst og vest. Der er hverken substans eller konsensus i noget af det, som kulturminister Mette Bock har meldt ud. Den ene dag besparelser, den næste dag elite og talent. ”Fyr spinddoktoren”, siger jeg lige så frejdigt uden at vide, om der er én person eller det er den samlede stab af embedsmænd, som har trukket ministeren rundt i kulturmanegen.

Dagbladet Politiken har igennem hele den varme sommer forsøgt at kulegrave det kulturpolitiske og kan i dag, d.23.8. melde ud, at grønthøstermaskinerne har slukket motorerne, og at der måske snart skal være høstbal. Men er der grund til at glæde sig?

I dag får det samlede kultur- og kunstliv løfte om at få ført 400. mill. kroner tilbage over de næste 4 år, efter at ministeren har krævet 2 procents besparelser på alle de statslige kulturinstitutioners budgetter ud i al fremtid. For en måned siden var det stadig lov, at der skulle spares 2 %. Men dengang fandt Politiken dog ud af, at hverken de konservative (med Naser Khader), Dansk Folkeparti  eller oppositionen syntes om det, der kaldes for grønthøstermetoden.

Og vupti, så har ministeren dags dato et nyt synspunkt.

Hvordan bliver man kulturminister?

Der er ingen prøver forud for en ministeransættelse. Næh, er man evt. forbundet med et politisk parti, kender nogen, er i familie med andre, har været i tv, fungerer ok uden at stamme, så er vejen åben til både ministerium og ministerbil. Men kendskab til eller indsigt i substansen i det område, man får tildelt, er en uvæsentlig detalje.

Karakteristisk for de pålagte besparelser i kulturministeriets regi har da også været, at ministeriet ikke forud for udmeldingerne havde konsekvensanalyseret eller set på institutionernes mål, midler, nytte eller lign. Der skulle blot spares.

 

Manglende kulturpolitisk redegørelse

Mette Bock (LA) har ikke siddet så længe i stolen og kommer fra et parti uden en formuleret kulturpolitik. Det er ikke unikt blandt de borgerlige partier, hvor indtil flere af ministerforgængerne har været på dybt vand. Det har betydet, at kulturpolitikken i adskillige år har ført en siksak linje, som aldrig er blevet begrundet politisk, men tilsyneladende blot har været ad hoc udsving alt efter temperament. Men hvor er embedsværket med de 100 mand henne? De har jo år ud og år ind siddet med regnskaber og statistikker etc. De burde om nogen vide, hvad der sker, hvis man ændrer på nogle af kolonnerne.

Der har igennem mange år været gang i den imaginære svingdør i Assistenshuset, hvor Kulturministeriet har til huse. De seneste, kortvarige kulturministre (Marianne Jelved, Uffe Elbæk, Bertel Haarder, Per Stig Møller, Carina Christensen og tilbage til den langtidssiddende Brian Mikkelsen) har rodet rundt i kulturbegreberne og hver især fået lov at nurse egne Hassan’er, det være sig højskoler, AFUK-gøglere, fællessang, Kaj Munk eller sport.

Der mangler i dag en formuleret kulturpolitik, en ”kulturpolitisk redegørelse”, som man havde tidligere, et skrift med definitioner og arbejdsplaner, formuleret af nogle af de flere hundrede embedsmænd, som burde stå til rådighed for de ad hoc siddende kulturministre. Seneste tilløb var vist under Brian Mikkelsen, men udkastet til en tekst for den konservative kulturminister var så socialdemokratisk i sine grundværdier, at det aldrig blev offentliggjort. I stedet talte man om fyrtårne og pejlemærker.

Det er på tide, at både minister og embedsværk begynder at forstå forskellen på kunst og kultur, hvor det første er uforudsigeligt – og det sidste bl.a. kan klares af nogle kommunikationsuddannede fra RUC.

Snakkemøder

Den nuværende kulturminister har afholdt diverse stormøder og mindre møder – senest med en række ”kendte” kulturfolk for at få kunstnere og kulturfolk ind i samfundsdebatten.   Det skal nok hjælpe på den store kunst, at der organiseres en række snakkemøder med vennerne.

Puljerne

I øvrigt er det lidt ”træls”, at den fortsatte måde at røgte kulturlivet på sker via puljer Det er næsten machiavellisk at have alle disse ”muligheder”, hvor kolleger skal kæmpe mod hinanden for at få til dagen og vejen inden for det kulturelle og kunstneriske. Men der giver masser af arbejde for diverse udvalg og embedsmænd. Måske er det Arbejdsanvisningen som er så forhippet på puljeordningerne.

Hjørnespark

Dansk kunst- og kulturliv er skudt til hjørne.  Lederne af de store statslige institutioner er at betragte som embedsmænd, der skal makke ret og ikke kan udtale sig, uden at de må frygte for deres fremtidige, personlige skæbne.   Kun de frie kunstnere og små kulturinstitutioner kan tillade sig at sige noget.   Der er selvcensur over en bred front i dansk kulturliv.

Det er faktisk uhyggeligt.