Kulturkupeen

Gud Taler Ud.

∗ ∗ ∗   

Anmeldelse af Tom Harpøth.


(Foto: ® Martin Dam Kristensen)

Gud Taler Ud – men får han også det sidste ord? Henrik Ruben Genz har instrueret et komediedrama, som baserer sig på Jens Blendstrups selvbiografiske roman af samme navn (2004). Den drejer sig om en parcelhusfamilie med psykologfaderen Uffe Blendstrup, indædt og overbevisende spillet af Søren Malling, som tyranniserer sin familie med groteske meninger om hvad som helst, som bestemmer over alt og alle og som taler til alle i familien på den mest ubehagelige måde.

Det gælder især over for hans kone Gerd Lillian, fremragende spillet af den svenske sanger Lisa Nilsson, som virkelig er sat på en hård opgave med en storhedsvanvittig mand og tre umodne sønner. Hun repræsenterer den eneste samlende kraft i familien, og hun gør det med en varme og et overskud, som de færreste ville kunne mønstre i dag.

Foto: ® Martin Dam Kristensen

Filmen er sat i 1970’erne, dengang hvor man kunne ryge overalt, og Søren Malling ses ikke uden en cerut i munden, uanset om han er på arbejde eller hjemme i parcelhuset. De brune farver dominerer billedet, og er med til at skabe et billede af total tristesse. Der siges ikke mange kærlige ord i denne utilpassede, vanrøgtede og miserable familie. Flere af situationerne i filmen er så groteske, at man kun kan grine af dem, og det er da også helt klart hensigten, at denne film skal være morsom, men grinet bliver let lidt anstrengt.

Foto: ® Martin Dam Kristensen

Der kommer dog heldigvis en form for retfærdig modstand mod Uffe Blendstrups terrorregimente. De tre sønner må finde ud af at slå sig sammen for at imødegå den patriarkalske gud, og det gør de da også med ungdommens kådhed og opfindsomme hjerner. Men hvad siger mor til det? Og hvorfor er hun ikke rejst væk fra dette vanvid for længe siden?

Foto: ® Martin Dam Kristensen

Henrik Ruben Genz har skabt en film, som i sine groteske overdrivelser appellerer til grinet, men også kalder på tilskuerens medfølelse med patriarkatets idioti.

Titel: Gud Taler Ud (2017)

Instruktion: Henrik Ruben Genz

Varighed : 108 min.

Premiere: 28/9. 2017