∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Horisonten – instruktion og koncept af Catherine Poher i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater med folk fra alle kunstarter .
Det er ikke første gang – men nu skete det igen – at jeg sad i et teater og så på nogle mennesker, der løb rundt på scenen og tilsyneladende morede sig og havde det sjovt, mens det for mig at se nede fra publikumspladsen var fuldstændigt ligegyldigt.
Sådan var det med ”Horisonten” fredag aften i Skuespilhuset. En meget velannonceret forestilling med 22 mennesker på scenen: skuespillere, dansere, sangere og et par akrobater, alt lagt i Catherine Poher og Co.’s varetægt. Hele klaviaturet i sving. Og derfor var forventningerne store. Hvornår har vi sidst set kunstarterne samarbejde?
Foto: Mats Bäcker.
Det handler om os – i fire akter, står der med mange ord i programmet. Det er til at forstå. Men i stedet for at gå til verdenslitteraturen og låne nogle ord og tanker, bliver det de medvirkendes egne ord: ”Engang havde jeg et marsvin” og mere i samme dur. Også billederne, det visuelle, halter, selv om lyssætningen sine steder er smuk. Men hvor ville forestillingen have haft nytte af en solid lænen sig op ad verdenskunsten. F.eks. de store romantiske malere som Delacroix eller Géricault, der har været på samme galej med mennesker i nød, i vildrede, på flugt – på vej. Og så ville der have været noget at tænke over. Her bliver det blot en mærkelig fornemmelse af 1960ernes sympatiske gruppeteater, hvor vi står på en række og resten klarer teknikken.
Tænk hvilke muligheder, der ligger i at få hele den store scene på Det Kongelige Teater med sidescener, der vist er lige så store – og blandt alle de gode medvirkende en solodanser, en super operasanger samt et par skuespillere, der plejer at kunne klare både Shakespeare og Goethe. Og i stedet for at blive brugt, får de lov at lege tagfat i 2015. For der var frie leg ikke mindre end tre gange i løbet af forestillingen. Tit-tit-bøh.
Det er jo ikke fordi der ikke er problemstillinger nok at tage fat om. Lige nu vi står her i Nordeuropa med store, ganske konkrete og fundamentale spørgsmål om vor klode, om vore medmennesker, om vor eksistens og sameksistens.
Der er så mange teaterfolk, der dagligt kæmper for at få mulighed for at spille noget vedkommende, noget der kan røre os og gøre os klogere. Der er rigtig mange, som ikke får lov at prøve kræfter.
Det Kongelige Teater må have ressourcer nok, tilsyneladende, når store, sortklædte muskuløse scenearbejdere har tid til at lægge små nefalygter eller noget der lignede, på gulvet og hente dem igen. Mandskabsmangel er der ikke på Det Kongelige.
Nationalscenen skulle gå forrest og tillige have de bedste dramaturger, der skulle kunne sige hov og stop. Det her er bare ikke væsentligt nok.
Ingen nævnt, for aktørerne kan næppe gøre for det, de er jo ansat til at gå på scenen.
Pokkers spild af muligheder.
Samarbejde imellem Åben Dans, Roskilde og Det Kongelige Teater:
Koncept og idé: Catherine Poher
Iscenesættelse/koreografi: Catherine Poher
Koreografi/iscenesættelse: Thomas Eisenhardt
Scenografi og kostumer: Rikke Juellund
Lysdesign: Carina Persson
Hjemmelavede skygger: Paolo Cardona
Komponist: Jens Bjørnkjær
Lyddesign: Jonas Vest og: Karsten Wolstad
Tekster: De medvirkende, C.Poh: Salim Abdali
Foto: Per Bak Jensen