Hübberiet – d.27.3. 2018
Kommenteret af Ulla Strømberg.
Tirsdag aften, Gamle Scene. Det Kongelige Teater. Til minde om Harald Lander.
Der er totalt udsolgt (minus et par pladser på Galleriet). Folk er i feststemning, for billetterne koster 260 kr. over det meste af huset. Det demokratiske princip: først til mølle, giver bedste placering til de hurtige. Alle er lige. Men aftenens indhold er ikke forannonceret, blot ”Hübberiet”, som har fundet sted igennem de senere år.
Lidt ubeskedent er Hübberiet opkaldt efter balletmesteren Nikolaj Hübbe, som er en adræt, tidligere solodanser, balletinstruktør, der også kan lide at tale, på det seneste tillige i Tv-føljetonen: ”Vild med Dans”. Aftenen er som regel hans personlige: ”Vis mig dit liv” – eller ”Her kommer mine venner og mine ansatte”, dvs. en parade af mennesker iblandet lidt ballet, og det er helt ok.
Tonen er som regel uhøjtidelig, selv om omgivelserne er pompøse. Gl. Scene! Guld og plys og store afstande. Men de moderne micro portere hjælper. Alle kan høre og alle kan høres. Det var ikke som i gamle dage, hvor de unge skuespillerinder ikke kunne råbe Gl. Scene op. Selv amatører kommer igennem i dag.
Den manglende information og det manglende program for aftenen sænker informationsværdien betydeligt og er ganske irriterende. Og også lidt nedladende over for publikum. Hvem er det nu, der danser og demonstrerer? Hvilken båndmusik lytter vi til? Og hvilken titel vil balletten siden blive vist under? Der er masser af spørgsmål, og det er da godt, at vi, publikum, er interesserede. Men det tænker teatret vist ikke på.
Denne aften er dedikeret til den gamle balletmester Harald Lander, for samme dag, d.27.3., har teatret fået overbevist Kbh.s Magistrat om, at det er smart at tage halvdelen af Heibergsgade og kalde den for Harald Landers Gade. Men datoen hænger vist ikke sammen med hverken fødselsdag eller dødsdag, og året 2018 har heller ikke nogen speciel relation. Er det den afgående direktør Morten Hesseldahls næstsidste embedshandling? For mig vil han ellers stå som manden, der lukkede teatrets bibliotek og det scenografiske værksted – og afskaffede teaterprogrammer til de mindre sceners værker – og slækkede på kravene til de stadig eksisterende teaterprogrammer. Skulle han også ønske at halvere Heibergs (Johan Ludvig eller Johanne Luises) udbredelse i det københavnske gadenet?
Teatret og hr. Hübbe sagde ikke noget tirsdag aften, og jeg så ikke direktøren selv.
Harald Lander (1905-1971) er mere end en aften værd. Han var den store balletmester fra 1932-51 på Kongens Nytorv. For at skitsere et portræt var flere indbudt. Ballethistorikeren Erik Aschengreen fortalte som altid levende og velformuleret om Lander. Også Harald Landers tredje kone, Lise Lander, kom med stikord, mens bl.a. tidl. solodanser Thomas Lund kun fik et minut eller to til at fortælle om ”Etudes” i henholdsvis Paris og andre steder ude i verden. For det er balletten fra 1948: ”Etudes”, som er gået over i historiebøgerne – og gang på gang sættes op. Nogen nem ballet er den ikke, midt imellem klassisk dans og mere moderne trin.
Men Harald Landers navn er også forbundet med datidens #MeToo skandale fra 1951-52. Han blev siden pure frikendt! – Den såkaldte ”Landeraffære”, som han selv skrev en bog om, ”Thi kendes for ret”, førte ham væk fra København og til Paris, hvor han blev balletchef på Pariseroperaen – og kunne der med stor succes introducere sine egne moderne tanker om moderne ballet.
Aftenen åbnede med et meget fysisk uddrag af grønlænderballetten Qarrtsiluni. Tobias Praetorius havde både kraft og nærvær, godt understøttet af en raffineret lyssætning, mens musikken for fuldt orkester på bånd, skrevet af Knud Åge Riisager, havde en mærkelig gammeldags, næsten voluminøs filmsoundtrack- agtig stemning. Vi er jo blev et vant til mere abstrakte lydsider, og det tror jeg faktisk Landers koreografi i denne moderniserede form ville have godt af.
Den alt for kraftige båndmusik kom tilbage i de andre ”rigtige” udsnit, bl.a. fra Bournonvilles ”Sylfiden” og fra ”Svanesøen”, som Lander havde et specielt forhold til.
Naturligvis vistes også uddrag fra Landers mesterværk ”Etudes”, igen med fuld båndmusik.
Sjovere og mere informativ blev arbejdet med en pas de deux til Dvoráks musik. Først som en lille demonstration, og det er faktisk her, Hübberiet har sin berettigelse. Balletmesteren kan standse danserne, pianisten holder en pause og vi får demonstreret forskellige trins komplikationer. Mere af det,tak, for her føles det, som om man får lov at se ind i balletmagiens værksted. Men når så hele partiet skal vises og der skrues op for båndmusikken bliver det lidt ferniseret.
Hr. Hübbe er bedst i samarbejdet med danserne og når han har tænkt over, hvad der skal siges og har skrevet det ned. Denne aften havde for få demonstrationer, selv om publikum elsker det uformelle ved ”Hübberiet”. Men publikum vil også gerne tages alvorligt og foretrækker, at alt er forberedt og at der skrues ned for båndmusikken og blot et par enkelte, levende musiker på scenen og så et stykke papir med detaljerne.
Hübberiet må aldrig blive Det Kongelige Teaters svar på “Vild med dans”. Vi sidder ikke med småkager og kaffe derhjemme, Vi er gået i teatret for at få begavet snak, interessant dans og et blik ind i prøvelokalet.
….
De øvrige dansere på scenen (som kun dansede) var:
Emma Riis-Kofoed, Jón Axel Fransson, J’aime Crandall, Jonathan Chmelensky Ji Min Hong, Benedicte Boier, Anna Westerholm, Wilma Giglio, Jonathan Chmelensky, Andreas Kaas, Astrid Elbo, Stephanie Chen Gundorph, Emma Håkansson og Tobias Praetorius.
Hold øje med de næste ”Hübberier”.