Kulturkupeen

Hvis De lige vil sidde helt stille, Frue – ny bog om sundhedsvæsenet.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ny bog af Steffen Jacobsen, tidl. overlæge, dr. med. :”Hvis De lige vil sidde helt stille, Frue”. 

Satirisk bog om det danske sygehusvæsen skrevet indefra af en tidligere overlæge. Bogen med undertitlen ”Betragtninger fra et langt lægeliv” er hylende morsom og beskriver mange af de offentligt ansatte som ofre for en overdosis ”selvfedme”.  

Bogens stil minder mest af alt om min bardoms satiriker Villy Breinholsts skrivemåde.

Steffen Jacobsen kan i dag, uden at blive truet på sit levebrød, skrive om sig selv, sine tidligere kolleger og sine tidligere arbejdsgivere. Han er pensioneret. Han har intet at miste. For han har ikke længere tilknytning til det system, som han foragter, men selv har været lønslave af i en menneskealder.

Analysen af det danske sundhedsvæsen, med seneste tilvækst: sundhedsplatformen, får ikke for lidt. De fleste funktioner får nogle hug, ikke mindst sygeplejerskerne, som har udviklet sig til ikke længere at være vandbærere for lægerne, men nu er selvstændige og  besidder en selvsikkerhed, som kun overgås af karkirurger:

I løbet af 90’erne skete et gradvist, men fundamentalt, skifte i hospitalssygeplejerskernes selvopfattelse. Fra at være dedikerede sjæle, hvis arbejde dybest set bestod i at trøste, opmuntre, pleje og passe patienterne  -(…) skulle sygeplejersker pludselig være noget andet: en slags læger eller kontorfunktionærer (…) Sygeplejeskolerne blev overtaget af en flok fanatikere med pagehår med bronxereflekser, grønne arkitektbriller og slankende Charlotte Spare-tørklæder i pangfarver, der overteoretiserede faget i absurd grad.”

Og han fortsætter: ”I dag er det helt almindeligt at møde en tredjeårs sygeplejerskestuderende, der ikke ved, hvordan man tager et blodtryk, men har en essaysamling af Jürgen Habermas eller Michel  Foucault i kittellommen i stedet for en tabel over laboratorieværdier. ”

Så kører det ellers frem i nutiden og tilbage til også latterlige forhold dengang, han som ung nybagt cand. med. skulle på turnus. Sjovt nok er det ikke kun de små hospitaler, der får på puklen, lige så ringe kunne tilstandene også være på de store hospitaler, hvor man nogle steder var eminent dygtige til at undgå patienter!  Det var simpelthen forstyrrende for afdelingens arbejdsro.   At noget var galt dengang, husker mange, og at noget  er kørt helt af sporet i dag, ved de fleste. Skadestuerne er lukkede, og Steffen Jacobsen funderer også over, hvad folk egentlig gør, når ungen er faldet, og der ikke er en skadestue, man kan kontakte.

Men værst er sundhedsplatformen, som blev købt i USA, hvor hele sundhedsvæsenet står i et komplekst afhængighedsforhold til forsikringsselskaberne med deres personforsikringer. Der skal alt dokumenteres, så pengene kan refunderes. Sådan er det ikke, eller var det jo ikke i Danmark. Derfor kan enhver person, der er  over 10 år, sige sig selv, at Danmark og USA ikke kan sammenlignes. Kun regionspolitikerne ved det ikke,  og det var dem, der købte den udskældte platform.

Der er ikke nogen fast struktur i bogen, og det er både skidt og godt, for man overraskes hele tiden over, hvem der nu skal have en røffel.

Steffen Jacobsen lægger ikke skjul på, at han er mønsterbryder. Dvs. han er ikke søn af en overlæge, og onklen var heller ikke en kendt professor. Det betød, at han i de tidlige år skulle arbejde på at få de nødvendige stillinger for at komme videre i karrieren. Der var jo altid nogle pladser ledige til dem, der kendte nogen.

Gamle Moliere inddrog ofte læger i sine satiriske komedier og også i de muntre mellemspil. Lægerne blev som oftest gjort til grin. Her en forside fra “Doktor imod sin vilje”, som den danske titel af og til lyder.

Han lægger heller ikke skjul på, at han nok valgte det mindst beskidte job inden for erhvervet, ortopædkirurgi, fordi han i de lykkelige tilfælde virkelig kunne gøre en forskel.  Folk, der havde siddet i er rullestol, kunne begynde at gå, fingre kunne bevæge sig etc. Anderledes med neurokirurger og værst af alt gynækologer og fødselslæger. For værre end almindelige selvfede og misundelige sygeplejersker var /er jordmødre. De føler sig højt hævet over alle, fordi de giver liv, skriver Steffen Jacobsen.

Billede fra en operation. Ukendt fotograf.

Mange helt unødvendige restriktioner påpeges også. F.eks. det totale rygeforbud, som på visse hospitaler få syge og halvsyge patienter til at klumpe sig sammen i kolde, hemmelige parkeringskældre for at få en smøg. I gamle dage kunne overlægen brænde hul i kittellommen, hvis stuegangen tog for lang tid, og den ventende pibe ulmede i lommen.

Der kunne vel skrives en hel afhandling om djøfficeringen. I denne bog gøres det nemt og kontant.  Det er Chr. S. Nissens skyld, ham, der først sad på Nationalmuseet, siden på Rigshospitalet for så til sidst at ende som generaldirektør i DR, hvor der, og det tør jeg godt sige efter egen erfaring; kom et fedtlag af administratorer, som ikke gjorde udsendelserne bedre. Tværtimod.  Det Kongelige Teater lige så, men de kopierede vist blot med Michael Christiansen i førersædet.  I sundhedsvæsenet er det bare værre, for her står liv på spil, og vi kommer alle sammen forbi det store fæle dyr flere gange i livet: Når vi bliver født, når noget midtvejs går galt,  når næste generation fødes – og så den lange tur ned ad bakke med  alderdommen i hælene. Vi er i Danmark alle afhængige af det danske sundhedsvæsen.

”Hvis De lige vil sidde helt stille, Frue ” er et vittigt, satirisk indlæg, som desværre er så tæt på de erfaringer, jeg, og sikkert mange andre, har. Det er kort sagt en nødvendig bog.

Et lille minus giver det, at forfatteren af og til bliver lidt for vulgær, plat og også kvindefjendsk. Det pynter ikke på de ellers både sjove og sande udsagn – og er helt overflødige. Budskabet er klart og godt nok og har ikke brug for pep og platheder.  Anekdoterne og øjebliksbillederne er dog morsomme og træffende.  Vi har selv været der.       

 

PS:  Når man læser bogen popper masser af ens egne, selvoplevede situationer  frem: Den flinke overlæge på Frederiksberg Hospital, der havde en rød sportsvogn, så han hurtigt kunne nå ind til privatklinikken på Rådhuspladsen, ( 1960erne), og så i nutiden, hvor det nærmest er umuligt at få en læge i tale – heller ikke i privatkonsultationer: I dag kan sygeplejersker udskrive medicin, følge op på lidelser etc.  Og da jeg en dag, som gruppe to-medlem, spurgte efter lægen og uforvarende i venteværelset talte to minutter med den (selvfede) sygeplejerske, som havde afløst en ellers elskelig sekretær, måtte jeg betale 300 kr. ”Ja, vi sygeplejersker tager skam også honorar”, sagde damen med fryd i stemmen!

Eller erfaringer fra DR, hvor pludselig alle funktioner i 1990-erne skulle vendes på hovedet: Teknikere skulle lave journalistik, og journalister og fagmedarbejdere måtte klare det tekniske selv.  Sådan er det vist stadig, og her gælder det mere end noget andet sted, at det er godt at kende nogen!  Det fremmer karrieren.

Kommunehospitalet, som det så ud, da det blev bygget i midten af 1800-tallet. I dag er hospitalet lukket, og bygninger anvendes bl.a. i uddannelsesøjemed.

Tak til Steffen Jacobsen, som har turdet skrive en vittig bog om et dødsens alvorligt emne – og også tak til et par teaterforestillinger, der i de senere år med satirisk vinkel har skildret samme problemer: ”Under Gud – over loven” – af teatergruppen Von Baden, der i 2016 beskrev, hvordan overlæger på Rigshospitalet brugte fondspenge til private formål – og senest Christian Lollikes skuespil: ”Hospitalet”, spillet på Aarhus Teater og Teater Sort/Hvid her i foråret 2018 om disruptionteorier afprøvet i praksis inden for det danske hospitals- og sundhedsvæsen.

Det er befriende, at nogen tør sige det, vi alle tænker. Tak.

 

Ps. Steffen Jacobsen er udover at være overlæge emeritus også forfatter til flere spændingsromaner, som er solgt til udgivelse i udlandet.

Udk. d.13.4.2018.  28 sider. Kr. 199,95 kr.

 

www.lindhardtogringhof.dk