Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Republique, Dansk Danseteater og Copenhagen Phil i tæt samarbejde.  

Der findes nemme opgaver og så er der de lidt vanskeligere.

Pressebillede.

At sætte balletten Ildfuglen fra 1910 op på Republiques store scene med et 70 mands orkester, 9 dansere og én skuespiller er ikke så lige til. Men trekløveret Tim Rushton som koreograf, Uffe Savery fra Copenhagen Phil og Martin Tulinius som videomager og kunstnerisk leder af Republique har i fællesskab løftet opgaven, så Ildfuglen fremstår som et interessant moderne, stilfærdigt bud på den gamle, russisk-folkloristiske fortælling. Men havde det ikke været for Stravinskijs musik, var Ildfuglen helt afgjort gået i glemmebogen.

Pressebillede.

Historien er den sædvanlige om kampen imellem det gode og det onde, hvor det gode sejrer.

Hen igennem det 20. århundrede har mange koreografer da også tilladt sig at blæse på historien og så alene ladet musikken styre dansestemningerne. Det kan der være raison i – for der er alligevel ikke meget tilbage af Fokins koreografi, og for lang, lang tid siden vinkedes farvel til Leon Bakst scenografi og kostumer. Men dengang, da Les Ballets Russes med Serge Diaghilev som den udfarende kraft, koordinator og leder, var det lige netop det samlede værk med dans, musik og overraskende visualitet, der slog benene væk under det kræsne parisiske publikum. Alle overgav sig til de excentriske russere – ved næsten enhver premiere – og sådan blev det ved indtil 1929, hvor Diaghilev døde.

For en sikkerheds skyld er der lagt en prolog ind, der viser en lettere forvirret, halvgammel og sjusket Stravinsky, der i brudstykker fortæller lidt om musikken – både Ildfuglen og Le Sacre du Printemps, der først skrives flere år senere. Jens Jørn Spottag er altid god, men prologen er slet ikke nødvendig og hænger ikke sammen med det bud, som Rushton efterfølgende viser med sin koreografi.Pressebillede.

Rushton har valgt at holde sig forholdsvis tæt til historien samtidig med at han, som programmet oplyser, lader den så berømte punkerpige Lisbeth Salander fra Milliniumtrilogien være rolemodel for Ildfuglen i sort læder outfit. Prinsen er naturligvis i bløde, lyse stoffer, mens de undertrykte er pakket ind i gråt i gråt. Det bliver så håndfast og småt, og selve koreografien er ikke overraskende, men velfungerende. Dog løser scenografien op for stramheden med forskellige interessante skovformationer, og ikke mindst start- og slutbilledet har sin egen ynde.

De fleste dansere er meget unge, faktisk så unge, at de ikke har fået et psykologisk sprog oveni de rent dansemæssige færdigheder, og det er lidt synd og gør oplevelsen fattigere.

Og så sidder der 70 vidunderlige musikere omme bag ved og spiller sig igennem Stravinskijs følelsesladede partitur. Det er det allerbedste.

Ildfuglen skal i Dansk Danseteaters regi på turné i hele Danmark, men uden prolog og uden det levende orkester. Så bliver det en anden historie.

Iscenesættelse: Dansk Danseteater, Copenhagen Phil og Republique

Spillested: Republique, Store Scene Spilletid: 12.-23. januar, man-fre kl. 20, lør kl. 17 & 20

Iscenesættelse: Dansk Danseteater, Copenhagen Phil og Republique Komponist: Igor Stravinskij Kunstnerisk leder, Dansk Danseteater: Tim Rushton Musikchef, Copenhagen Phil: Uffe Savery Kunsterisk leder, Republique: Martin Tulinius Dramaturg: Csongor Szabo Dirigent: Stefan Asbury Videodesign: Mikal Bing & Martin Tulinius Kostumedesign: Åsa Gjerstad Scenografi: Johan Kølkjær

Medvirkende: Skuespiller Jens Jørn Spottag, Copenhagen Phils 70 mand store symfoniorkester og dansere fra Dansk Danseteater (Elena Martinez Ibar, Joe George, Alessandro Sousa Pereira, Lucia Pasquini, Riccardo Franco, Katya R. D. Nielsen, Hanna Hughes, Lydia Buckler, Milou Nuyens)

www.republique.dk