Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Super professionel musical-opsætning på Det ny Teater med Daniel Bohr som instruktør.

Godt og ondt – hvidt og sort – liv og død. Vi elsker kontraster og ikke mindst underholdningsindustrien lever af de store modsætninger.

( Pressefotos: Miklos Szabo)

Sådan er det også med den Broadway-musical, som Det Ny Teater meget kompetent har sat op: ”Jekyll og Hyde” – bygget på Stevensons legendariske roman fra 1886 og som musical første gang med premiere i NYC i 1997. Romanen er igennem mere end 100 år blevet brugt og misbrugt og endda fået betydning i dagligdags vestlig bevidsthed. Menigmand ved, at det er noget med en mand, der både har en god og en dårlig side, mens ophavsmanden til det hele, Mr. Stevenson, er deleted. Sådan kan det gå.

I Musicalen er der dog både troskab mod Stevensons londonmiljø og sandelig også en kraftig henvisning til den tysk/svenske dramatiker Peter Weiss’s legendariske skuespil fra 1960erne om Mordet på Marat – Marat/Sade, hvor handlingen er henlagt til et sindsygehospital. Sådan er det også her – uden at programmet omtaler sammenfaldet. Men det bliver dobbeltflot, at vi både har over- og underklasse-London samt et virvar af galninge, hvor det viser sig, at det faktisk er Dr. Jekylls eksperimenter, der måske har forårsaget flere af misererne.

Også ”Phantom of The opera” sniger sig ind i hele set-up’et ligesom ”Les Miserables”’s overdådige orkestrering titter frem af og til.

( Pressefotos: Miklos Szabo)

Men er man til flotte musicals og en dråbe livsfilosofi, er det ikke noget dårligt bud at gå i Det Ny Teater. Den eneste anke i forestillingen er selve dramaturgien, og den kan teatret jo ikke gøre for.

Det tager tid at komme i gang, at få etableret lagene, personerne, historien. Mærkeligt, for i sidste ende er dramaet jo enkelt: Kan mennesket leve og forlige de to sider i sindet: det gode og det onde?

Musicalen er gennemprofessionelt realiseret med en overraskende velfungerende Tomas Ambt Kofod som dobbeltmennesket. Som Jekyll er han smuk og høflig, men når dyret kommer op i ham, smider han jakken og i bar skjorte tages hårdmanken ned i panden, og han er som et vildt dyr. Med små midler har Kofod og instruktøren Daniel Bohr løst en svær opgave.

( Pressefotos: Miklos Szabo)

De to kvinder omkring Jekyll/Hyde er også attraktive, og ikke mindst Julie Steincke med et glimt i øjet synger skøgen Lucy nuanceret og underholdende. Der er smæk for skillingen. Camille-Cathrine Rommedahl er den pæne overklassepige, der bare er forelsket og har færre kontraster, men smuk ser også hun ud. Oveni en super velfungerende Kurt Ravn som den pæne Advokat og Jekylls loyale ven.

( Pressefotos: Miklos Szabo)

Den engelske scenograf Paul Farnsworth mestrer hele klaviaturet og har skabet en scenografi der kan meget og illuderer næsten alt for godt både medicinsk teater – hospital – balsal og laboratorium. Ingen slinger i teknikken, der har inddraget hele teatret med publikum på scenen. Som tavse iagttagere af spillet i spillet er de både vidner og deltagere. For det er, præcis som hos Weiss, patienter, der opfører en historie, her om den fordums så velrenommerede læge, der brugte sig selv som forsøgskanin.

Men trist er det – og man forlader teatret uden fornyet tro på livet, men også uden at have fældet sentimentale tårer.

Creative Team

Baseret på Robert Louis Stevensons fortælling.

Medvirkende

www.detnyteater.dk