Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jeppe på bjerget – i ondskabens vold hos Grønnegårds Teatret.

Alle er bare så onde i denne ”Jeppe på bjerget” – på den dumme måde: Jeppe drikker, fordi han har et dårligt ægteskab og er led og ked af sig selv. Siden voldtager han ridefogedens kone! Forestillingens eneste alvorlige øjeblik. Nille slår med ”Mester Erik” i en uendelighed, uden at ramme, for det er jo kun teater. Baronen med hoffolk ydmyger Jeppe for underholdningens skyld, mens Jacob skomager, som en beregnende pusher, har alle varerne i inderlommerne.

Jeppe PÅ Bjerget. Opstilling i scenografien af Steffen Aarfing.
Fotos: Bjarne Stæhr.

Ondskaben og manglen på medmenneskelighed er det valg, som instruktøren Thomas Bendixens har taget i denne Holberg-opsætning. Men det havde ikke behøvet at være så kategorisk, ikke mindst fordi Jeppe spilles af den suverænt nuancerede skuespiller Olaf Johannessen. Hans Jeppe ville kunne rumme det hele. Derfor burde forestillingen have givet plads til mere fordybelse og mindre bulder og brag.

IFotos: Bjarne Stæhr.

gen et valg – at der uden om baronen, underspillet af teaterdirektøren selv, Steen Stig Lommer, udfolder sig et cirkus af fire-fem stærke mandspersoner, harniksklædte kammerjunkere, suppleret af ridefogeden – alle med akrobatiske evner og smæk med underlivet. Det budskab skal nok nå ned til 30. række. Men Holberg har næppe selv ønsket at seksualisere disse personer, der det ene øjeblik skal agere, som var de med i en molieresk doktorscene og næste øjeblik blot være overklassens lakajer.

Thomas Bendixen har en fortid som danser og skaber ofte en udsøgt koreografi, som også her momentvis får fri udfoldelse i Steffen Aarfings cirkusscenografi. En stor trækonstruktion med flere fortolkningsmuligheder. Pressematerialet nævner dødsdrom, hvilket nok utilsigtet leder tanken tilbage på Langdal/Betz’s ” ”Erasmus vender tilbage” fra 1984.

Men scenografien er i lige så høj grad et nedslagtet livshjul med en indercirkel, hvor Jeppe som et afklædt mennesket à la Leonardo da Vincis tegning kan stå til spot og spe for alles blikke. I øvrigt er det også i dette centrum, at Jeppe med vold bemægtiger sig Ridefogedens kone. Hos Holberg tager Jeppe sig en vild svingom med hende, da han jo i vildfarelse tror, at han som baron kan tillade sig meget.

Med den fuldbyrdede voldtægt i denne opdaterede version fjernes sidste rest af medfølelse for Jeppe. Nu kan han bare hænge i den galge, som har været til stede på scenen hele tiden. Vi har ingen medlidenhed. Nu gælder ingen undskyldninger. Instruktøren har svækket hele forestillingen ved at fjerne enhver identifikationsmulighed.

Jeppe – Olaf Johannessen i centrum – en skydeskive for vores spe og spot. Foto Bjarne Stæhr.

Netop i komedier, hvor langt ude i hampen de end kan være, skal vi som mennesker på godt og ondt kunne spejle os. Derfor har Holbergs komedier overlevet næsten 300 års fortolkningsmæssigt bombardement.

Mari I Dalis kostumer fungerer fint, selv om baronen er lovligt udklædt. Lakajerne har snart den ene, snart den anden comedia dell’arte maske på, mens Jeppe er i nutidskluns – striktrøje og arbejdsbukser. Jacob Skomager synes derimod hentet ud af ”Svejk i Anden Verdenskrig” eller ”Mutter Courage”. Han er på krigsstien. Men det hele ville går an, hvis der bare var en halmstrå at klamre sig til i troen på menneskeheden.

Og skuespillerne: Gode – veltrimmede med en suveræn Olaf Johannessen, der jo har øvet sig i Brechts ”Puntila”, hvor pointen bl.a. var alkoholens ødelæggende egenskaber. Men skuespillerne får ikke psykologisk fred og tilstrækkeligt råderum. Det er synd – lidt lige som i ”Erasmus Montanus” på Det Kongelige Teater for et par år siden, også med Thomas Bendixen som instruktør.

Grønnegårds Teatret – hele sommeren – til og med 20. august.

1. ( Se den gamle anmeldelse her på Kulturkupeen –via index).