∗∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Hvis man med et ord skulle give en rammende beskrivelse af den libanesiske Nadine Labakis prisvindende film Kapernaum er det: Hjerteskærende. Magen til film om børns vilkår på bunden af samfundet, skal man lede længe efter.
Vi befinder os i Beirut. Kameraet panorerer hen over endeløse slumkvarterer med nedslidte bygninger og skure. Her bor Zain(Zain Al Rafeea) med sine fire søskende og sine forældre. Han har ingen legitimationspapirer eller fødselsattest, så en læge skønner på baggrund af Zains tandsæt, at han er omkring 12 år. Næste scene forgår i en retssal, hvor Zain i håndjern bliver ført frem for en dommer. Ved du hvorfor du er i retten spørger dommeren. Ja, svarer Zain. Jeg vil sagsøge mine forældre, fordi de satte mig i verden.
Zain tjener, sammen med sine mindre søskende, penge til familien ved at sælge juice og løbe ærinder for lokale handlende. Derudover hjælper han sine forældre med at sælge illegale stoffer. Et hårdt liv. Moren og faren, der ikke synes at kunne tage vare på sig selv eller deres mange børn, gifter Zains kun 11 årige søster Sahar væk til en ældre lokal handlende, hvilket får katastrofale følger. Den scene hvor hun bliver tvunget væk fra barndomshjemmet er rystende.
Zain løber i protest hjemmefra og havner i en Tivolipark, hvor han møder han den etiopiske illegale flygtning Rahil(Yordanos Shiferaw), der gør rent i en restaurant. Hun har et etårigt barn, Yonas. Zain flytter ind hos hende mod, at han passer barnet når hun er på arbejde. Rahil har hverken opholdstilladelse, pas, eller andre identitetspapirer papirer, så hun står til at blive sendt ud af landet. Da Yonas fylder et år, stjæler Rahil resterne af en fødselsdagskage fra restauranten, hvor hun arbejder og Zain, Rahil og Yonas holder deres egen lille fødselsdagsfest. Stemningen er høj. Man bliver helt varm af at se dem så glade. Da Rahil en dag ikke kommer hjem fra arbejde, må Zain påtage sig faderrollen. Til trods for, at han selv er barn, udviser han en beundringsværdig ansvarsfølelse overfor opgaven.
Kabernaum er ikke kun en sort film. Der er også lyse og humoristiske stunder. At leve i slumkvarterer uden penge kræver opfindsomhed. En barnevogn til Yonas har Zain ikke råd til, men et stjålet skateboard med en stor køkkenskål, som sæde og nogle rustne gryder bundet op på hver sin side af brættet, kan gøre det ud for en glimrende sæbekassevogn/klapvogn.
En stor del af skuespillerne er lokale og lever under samme vilkår som karaktererne i filmen. Det gælder både Zain og Rahil.
Det var afgørende, at skuespillerne kendte til de forhold, som vi ønskede at vise også for at give dem en legitimitet, når de talte om deres egen sag. Jeg tror, at det havde været umuligt for rigtige skuespillere at skildre personer med så tung bagage, og som lever i et helvede hver dag, siger Nadine Labaki. Der er stærke følelser i spil i denne film, hvor castingen foregik direkte fra gaderne. Børnene behøvede blot at være sig selv, når de skulle spille deres roller.
Filmen vandt Juryens Pris ved filmfestivalen i Cannes 2018, og er nomineret til bedste udenlandske film ved dette års Oscar uddeling.
Kapernaum viser den globale ulighed og uretfærdighed råt for usødet. Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Gå ind og se denne enestående og rørende film. Er der større børn i familien, så tag dem endelig med. Kapernaum kan danne grundlag for mange tankevækkende og eksistentielle samtaler.
Instruktør: Nadine Labaki
Fotos og trailer: Scanbox Entertainment
Premiere: 7. februar 2019