∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
King Lear – mild galskab på Det Kongelige Teater med Tommy Kenter.
Alle pressebilleder: Natascha Thiera Rydvad.
Nu starter Shakespeare-året. På det Kongelige Teater lægges ud med slutstenen, kunne man sige. ”King Lear” – om manden, der har afgivet magt, mistet grebet om sine døtre og nu kæmper for en værdig død – men får det modsatte. Munter underholdning fredag aften, men dybt vedkommende – dog afhængig af, hvor man nu står i livet.
For mig har stykket ikke før været så relevant som nu. Men som identifikationsmulighederne med unge Julie og eftertænksomme Hamlet er ved at være latterlige, er der næsten kun Lear tilbage. Samme betragtninger kommer instruktøren Peter Langdal i øvrigt også med i programmet. King Lear handler om livets afslutning.
Alle pressebilleder: Natascha Thiera Rydvad.
Shakespeare gjorde, som han plejede: tog et par historiske og litterære forlæg og tvistede dem rundt, så det blev hans eget materiale, og ”King Lear” blev opført i hvert fald i 1606, hvor Shakespeare selv var en moden mand på 42 år!
“King Lear” er tragisk – sørgelig – en tragedie, hvor der dog hele vejen igennem indgår en nar, der siger de utroligste og mest makabre ting. Langdal har udvidet galleriet, så en tjener Osvald får megen plads og spilles af den norske skuespiller og dværg Sigrid Husjord på en meget lavkomisk måde. Scenografen Karin Betz og lysdesigneren Jesper Kongshaug leverer gedigen opbakning til forestillingens stiliserede univers, hvor ikke mindst døtrenes kjoler og svigersønnernes dragter lyser op eller stikker af på overdådig, tiziansk manér. Det er flot og bliver ikke mindre spektakulært ved anvendelsen i anden del af en spejlrefleks, hvor man ser aktionen i fugleperspektiv.
Alle pressebilleder: Natascha Thiera Rydvad.
Men inden da er vi kommet hurtigt igennem Lears kvaler. Han har været tyran. Det ses nu ikke så tydeligt på Tommy Kenter, som i det meste af stykket snarere synes ulykkelig og lalleglad, en mand, der har taget fejl af situationen og fornægtet sin yngste datter Cordelia, fordi hun ikke som de ældre søstre vil slå om sig med usande flosker om kærlighed til det fædrene ophav.
Længere er intrigen ikke, men Shakespeare supplerer og serverer historien om Gloucester og hans to sønner, hvor den ene er ond og beregnende, mens den andens er mild og retfærdig. Selvfølgelig tager Gloucester fejl og mister sine øjne, fordi han er tro mod kongen. Også Kent viser, sammen med den yngste datter Cordelia, Lear evig troskab trods modstand, og derved bliver selve tragedien også en demonstration af, at det gode skal have plads.
Det plejer at ske via blankvers. Men Langdal har resolut selv sat sig ned og gennemskrevet det hele til en kortere, letløbende tekst, hvor sikkert det vigtigste er med. Jeg har ikke ”King Lear-teksten” present som sammen måde som ”Hamlet”, hvor nogle vers er så smukke, at de aldrig glemmes. Derfor skal der ikke rynkes på næsen af den disposition, som også betyder, at de fleste af skuespillerne klarer sig forbavsende godt igennem teksten. Tommy Kenter har taget Lear til sig, som havde han ikke bedrevet andet hele livet end spillet dette vrag af en fordums kæmpe. Men i det afgørende øjeblik da Lear og Glouchester møder hinanden i ingenmandsland udebliver momentet. Det forpasses.
Alle pressebilleder: Natascha Thiera Rydvad.
Døtrene, ikke mindst Benedikte Hansen, har styr på sin ondskab – og utroskab og ligeledes Jacob Lohmann der, som et muskelbundt af medløbende magtbegærlighed, gør Cornwall til en moderne type, der taler lige ud af posen. Og den gode Kent-figur klares i en imponerende balancegang af Henrik Lykkegaard.
Alle pressebilleder: Natascha Thiera Rydvad.
At sammenlægge den yngste datter Cordelia med narrens rolle er ikke ualmindeligt, men spørgsmålet er hvor velfungerende denne kombination egentlig er. Selv om Signe Egholm er en fiks og væver ekvilibrist og mestrer både det alvorlige og det muntre, manglede der noget. Forankringen? Legitimiteten? Det bliver så påklistret teatralsk.
Oveni har Langdal på Théâtre du Soleil-manér indlagt et interessant musikalsk tæppe skabt af August Rosenbaum med et par ekstra musikere. Det er flot, men også overdramatisk og sammen med de skrig, som skuespillerne af og til udløser, er det blevet en Sturm und Drang-forestilling, hvor gebærderne er store – afstandene ligeså og intimiteten væk.
Hverken alderdommen eller døden er i sidste ende let eller behagelig. Det fremgår da også tydeligt af denne moderne ”King Lear”, som dog endnu mangler at finde sin egen indre rytme og dermed blive til det uafvendelige sørgespil, som det er tænkt. Brikkerne skal lige falde på plads.
Iscenesættelse: Peter Langdal
Scenografi og kostumer: Karin Betz
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Komponist: August Rosenbaum
Oversættelse og bearbejdelse: Peter Langdal
Medv:
Tommy Kenter/Kong Lear
Benedikte Hansen/Goneril
Marie Louise Wille/ Regan
Signe Egholm Olsen/Cordelia/ Narren
Jacob Lohmann/Cornwall
Peter Gilsfort/Alberny
Henrik Lykkegaard/Kent
Morten Suurballe/Gloucester
Thue Ersted Rasmussen/Edgar
Joachim Fjelstrup/Edmund
Sigrid Husjord/
Oswald/ Burgund m.fl.
Al Agami/