Kulturkupeen

Kvinden fra Brest

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Vi befinder os i Bretagne. En kvinde svømmer i oprørt hav. Under vandet ser vi hende nærmest febrilsk træde i vande. Er hun ved at drukne?  På lydsporet hører vi tung og truende musik. Første scene i Emmanuelle Bercot´s franske film Kvinden fra Brest. Nysgerrigheden er vakt.

Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen som lungespecialisten Iréne Frachon, der arbejder på Universitetshospitalet i Brest, hvor hun kæmper indædt mod den franske medicinalindustri og sundhedsstyrelse, for at få disse til at nedlægge forbud mod anvendelse af nogle slankepiller kaldet Mediator. De har været på markedet i 30 år og har kostet mellem 500 og 2000 patienter livet samt skader på indre organer hos tusindvis af andre patienter.

Foto: Scanbox

En David og Goliat historie er altid godt stof til fiktion. Det faktum at filmen bygger på virkelige hændelser den såkaldte Mediator-sag fra 2009-2015, hvor det efter fleres års hård kamp lykkes den virkelige Iréne Frachon at overbevise de statslige myndigheder om, at forbyde pillen, gør ikke filmen dårligere.

Kvinden fra Brest er både spændende og medrivende. Det er et ret komplekst emne, den omhandler. Frankrigs største medicinalskandale, hvor vi præsenteres for et væld af parter med forskellige dagsordner. På den måde er den ikke helt let at gå til.

Foto: Scanbox

Iréne Frachons medsammensvorne er hendes kollega forskeren Antoine Le Bihan(Benoit Magimel). Han er Irenes modsætning. Stille og eftertænksom. Det er ham, der har de gode forbindelser og skaffer forskningsmidlerne til hendes korstog. De er to modsætninger. Hun er impulsiv, tromler derudad og kan være skrækkelig irriterende og uforskammet. Han er pragmatikeren og grundlæggende imod al den virak sagen afstedkommer. På et tidspunkt, da sagen kører på sit højeste, bryder han sammen under presset fra medierne.

Babett Knudsen yder en pragtpræstation som Iréne. Der er ikke noget glamourøst over hende. Hun er bullterrieren, der bider sig fast. Hun helmer ikke førend hun når målet, selv om det har store omkostninger for hende selv, hendes familie og nærmeste kollegaer. Det er hende, der bærer filmen. Babett Knudsen taler flydende fransk, men spiller også på sine danske aner, når hun bliver rigtig vred og kommer med en svada af ukvemsord på dansk. Det var i øvrigt Catherine Deneuve der forslog Emmanuelle Bercot at give hovedrollen til Babett Knudsen. Deneuve havde set hende i Borgen, som i øvrigt har betydet meget for Babett Knudsens karriere

Foto: Scanbox

Visuelt er der nogle voldsomme scener fra en fedmeoperation og en obduktion. Sidstnævnte får en til at tænke på et svineslagteri. Ikke just et kønt syn.

Der er ingen romantik til at krydre historien. Begge hovedpersoner lever et lykkeligt familieliv, og selv om de i perioder bogstaveligt talt tilbringer dag og nat sammen, er der ikke bare antydning af et amourøst forhold mellem dem.

Den virkelige Iréne Frachon har lavet en bog om hendes kamp mod systemet, og det er denne, der danner grundlag for filmen, der varer 128 minutter, hvilket er i overkanten.

Filmen er Frankrigs svar på Erin Brockovich(2000) med Julia Roberts, der i øvrigt vandt en Oscar for sin hovedrolle i filmen.

Gå ind og se Kvinden fra Brest.

Instruktør: Emmanuelle Bercot

Trailer: Scanbox

 

Premiere 3. august 2017