∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth.
En psykologisk thriller, der får tilskueren til at tvivle på sandt og falsk.
Foto: © NF FILM DK
På baggrund af Paula Hawkins’ roman, af samme navn som filmen, har Tate Taylor instrueret et formidabelt, psykologisk drama. Vi følger Rachel Watson (hudløst og stærkt gribende spillet af Emily Blunt) på hendes rejse ind i alkoholismens grusomme favntag, efter at hun er blevet skilt fra sin mand angiveligt på grund af sit misbrug. Hun oplever en social deroute, som langsomt ændrer hendes personlighed og hendes sigte med livet.
Foto: © NF FILM DK
Hver dag kører hun om morgenen fra forstaden, hvor hun har lejet et værelse, til Grand Central Station for at gå på arbejde. Og hver aften pendler hun tilbage. Sidder på det samme sæde i den samme kupe og kører to gange i døgnet forbi sit tidligere luksushjem, hvor hendes eksmand nu bor med sin nye, smukke kone og deres barn. Det martrer hende naturligvis, og hun fokuserer derfor på et andet hus tæt på, hvor der bor et ukendt, ungt, smukt par som hygger sig med rødvin ved bålplads, kys og kram, morgenknus på balkonen, – alt det som Rachel ikke har adgang til længere: Sindbilledet på lykke og kærlighed.
Foto: © NF FILM DK
Men en dag bliver hun vidne til noget chokerende fra sit togvindue. Og næste morgen vågner hun med sår og rifter af en voldsom rus og med kraftige tømmermænd. Hun aner ikke, hvad der er sket i de sidste 24 timer, hendes hukommelse er slået totalt fra, der er en ung smuk kvinde som er forsvundet, og vi tilskuere er lige så fortabte: Er Rachel fuld af sprut og løgn, er hun faldet i sin kæmpebrandert, eller er der noget muggent ved det hele? Noget som nogen holder skjult for hende? Politiet tilkaldes, og situationen ser ikke godt ud for Rachel, fordi hun ikke kan redegøre for sin færden overhovedet. Hun mistænkes for mord.
Foto: © NF FILM DK
Således kastes vi ud i et drama om en forsmået, alkoholiseret kvinde, som vi faktisk ikke kan stole på, og som virker som besat af sit had til sin eksmand og sin egen fortid og nutid. Vi oplever en hel række personer, som alle bliver mere og mere suspekte, efterhånden som Rachel får kæmpet sig igennem sit eget omtågede og miserable sind.
Foto: © NF FILM DK
Filmen er basalt spændende og medrivende. Den fortæller om håb og drømme, om lykke og ulykke, om had og kærlighed, og om hvilke motiver, der driver mennesker til at handle som de gør. Er vi alle ofre for hinandens ondskab og egoisme, eller er vi selv aktive aktører i et spil, som kan medføre åndelig eller fysisk død for vores nærmeste? Filmen fortælles meget overbevisende med tætte psykologiske portrætter af samtlige medvirkende.
Foto: © NF FILM DK
Og den danske fotograf Charlotte Bruus Christensen får os helt ind under huden af filmens karakterer på en yderst overbevisende måde. Den måde personerne opfatter det, der sker omkring dem, er fanget ind af fotografens opmærksomme øje.
Musikken, leveret af Danny Elfman, er præcis så stemningsskabende som denne filmgenre kræver. Vi rives kort sagt med.
Foto: © NF FILM DK
En enkelt indvending er, at filmen, med sit komplekse plot og sin psykologiske udredning, kan blive lidt for grundig i sin research af den menneskelige psyke og dermed lidt for lang. Men spændende er den. Den kan ses over hele landet. Og den bør blive set. ”Lying is like taking a trip”, siger den smukke Megan. Og her tages virkelig trips, både de gode og de dårlige.
Titel: Kvinden i Toget
Instruktion: Tate Taylor
Premiere: Torsdag den 3. november 2016
Censur: Anbf. over 15 år.
Varighed: 1 time 52 minutter