Kulturkupeen

En lille bog om opera af Kasper Holten.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Lille operahåndbog af en kender par excellence, Kasper Holten.

”Hvad er forskellen på en gidseltager og en sopran? Man kan som regel forhandle med en gidseltager!”

Med en vittighed slår Kasper Holten tonen an og diverterer igennem hele bogen med jordnære analyser af en kunstart, der ellers ofte ender højt oppe i himmelsfæren.     

 

”En lille bog om Opera” er en begavet og befriende let fortalt, underholdende, vittig introduktion til fænomenet opera, som af mange betragtes som indbegrebet af finkultur.  Men for Kasper Holten har det siden 9 års alderen været ren kærlighed, fascination og en grænseløs tiltrækning, som han gerne vil dele med andre. Det har han allerede gjort i 70 iscenesættelser og som operachef for Den Kongelige Opera og senest The Royal Opera i Covent Garden i London. Han er stadig ung – i begyndelsen af 40erne.

Operaen “Krol Roger” – iscenesat af Kasper Holten med scenografi af Steffen Aarfing, The Royal Opera, London.

Alt det er imponerende og hans formidlingsevne ligeså. Han kan tale og skrive om opera og teater, så man begejstres. ”Jamen, det er jo det, jeg har brug for”, tænker man, når han udlægger Wagners ”Ringen” eller andre værker, han har arbejdet med. Der er samtidig kort fra ord til værker. Han har jo selv afprøvet ideerne som iscenesætter. Det er ikke blot teori. Også det er bundringsværdigt og skaber troværdighed.

Bogen forklarer ganske uhøjtideligt essensen af opera, bl.a. korets funktion og differentieringen imellem de enkelte stemmer og de fællesnævnere, der også går igen hos sangtyperne. Tenorerne, der altid er bange for deres stemmer, sopranerne, der er divaer – og så de helt personlige betragtninger: den italienske tenor Plácido Domingo som helt igennem er en hædersmand, der både kan synge, administrere – og som har gjort en stor arbejde for at udbrede operagenren, bl.a. dengang han sammen med Pavarotti og Carreras i 1990, før en fodboldturnering, blev world wide transmitteret fra Rom. Hele verden blev over night operafans – og Det Kongelige Teater kunne i de følgende år drage ud i naturen og synge for hele den danske befolkning.

Operaen “Kvinden uden skygge”, iscenesat af Kasper Holten, scenografi af Steffen Aarfing. Det Kongelige Teater.

Med overskriften ”At synge i munden på hinanden” fortælles uhøjtideligt,  hvordan forskellige stemmer kan skabe harmoni i kaos og forenes til en samlet ”vellyd”.

Også beskrivelsen af arbejdet med et operakor viser Holtens ”hands on” viden. Der er sjældent mange prøver, for det er dyrt at have så mange mennesker stående, men samtidig er et operakor i al dets vælde noget enestående.

Carmen. 2017. Opera i Bregenz på Bodensee. Instruktion Kasper Holten.

Kasper Holten kan tale om det meste. Bogen er sjovt skrevet og disponeret, bl.a. har han valgt 6 hovedværker, som han kommer tilbage til hen ad vejen, og her hjælper også en fiks liste bagved, hvor man kan finde de rette operaeksempler. For det understreges gang på gang: Ikke enhver opførelse er god, ikke enhver indspilning har ”det”. Men de lykkelige øjeblikke findes, hvor musikken og sangen bliver mageløs at lytte til, og enhver forstår, at opera er noget helt specielt.

På side ét understreger Holten også, at opera er noget kunstigt noget. Sådan har det været siden begyndelsen af 1600-tallet, hvor Monteverdi skrev den første, stadigt eksisterende opera, “Orfeo”, med recitativer, arier og for orkester. Yndlingsoperaerne følger sjovt nok ikke kronologisk: “Figaros Bryllup”, “La Traviata”, “Valkyrien”, “Carmen” og “Wozzeck”.

Kan på det varmeste anbefale bogen, en god gave til alle, der er forbeholdne overfor fænomenet eller som blot vil afprøve egne tanker og ideer omkring begrebet opera.

Fra Ringen, Ragnarok. Det Kongelige Teater. Instruktion Kasper Holten og scenografi: Steffen Aarfing. Foto: Martin Mydtskov Rønne.

Holtens entusiasme lyser ud af hver en side i bogen, der ikke er så lille endda, men af forlaget er valgt at være næsten i a5 format. Forlaget har også, og det er mærkeligt, pakket teksten ind i gammeldags layout. Ikke retro på den gode måde, men mere uengageret. Og Kasper Holten er jo alt andet, og har arbejdet med verdens bedste scenografer for netop at sikre moderniteten ned i hver en detalje, også i det visuelle. Og så bliver hans betragtninger ikke fulgt til dørs. Det er synd for ham og for læserne og må gøres om ved genoptryk.  Til forlaget: skynd jer at finde en bedre og up to date layouter, der matcher den helt igennem ”moderne” og internationale operainstruktør og operakender Kasper Holten.

Der er også brug for en gennemlæsning af bogens lidt for markante talesprog – og så en stor pose kommaer. Men det er praktiske indvendinger, som ikke må stå i vejen for at: ”En lille bog om OPERA” er en morsom, begavet, underholdende og bred introduktion til fænomenet opera.   Alle kan og skal begynde her.

Og så er det oplagt snart at lade Holten skrive en ny operafører. For hans blik for konflikter, hans radarøjne og hans evne til at finde en operas dna og solar plexus – er uovertruffen.

 

Forlaget: Lindhardt og Ringhof

Udk. marts 2018

Vejl. Kr. 249,-

www.lindhardtringhof.dk