Kulturkupeen

Livet, hvor svært kan det være – Hippodromen, Folketeatret.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Super velspillet feel good teater i den amerikanske stil.

Det kan ikke komme bag på nogen, at Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard kan spille sammen. Det har de prøvet mange gange i Cirkusrevyen, og nu har de taget to af de flittigske revyskribenter med sig: Vase og Fulgsang: René Vase og Jannik Fuglsang. De to skribenter er tillige instruktører og har allieret sig med endnu en revyveteran, scenografen Kristen Brink.

Livet. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

Alt kører glat, stramt, effektivt og rørende på nippet til det sentimentale. Jeg følte mig hensat til et amerikansk miljø, ude på landet, hvor folk interesserer sig for hinanden. Men jeg kan ikke genkende stemningen fra København – hverken i postnumrene 2000, 2100 – 2800 eller endnu større talt. Men det er jo også ligegyldigt.

På en underfundig måde kommer vi livet igennem ved at møde de to venner på 10 stadier i livet. Med reverens og citat fra Søren Kierkegaard kører historien baglæns med nedslag på strategiske tidspunkter i livet. Fra demens, til træthed, til overvejelser om at sælge firmaet.

Omkring halvtredsårsalderen er det fiskeri, fitness og tidligere endnu damer, børn, skilsmisser, og så er vi nede i børnehøjde.

Første billede er to urner, sorte krukker med låg, og sidste billede kunne næsten være i en sandkasse, men det skånes vi dog for.

Scenografien og kostumerne er stramme, neddæmpede, klasseløse, men dog placeret i et parcelhuskvarter. Her er ingen pastelfarvede cashmere sweatre.

Livet. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

De to mænd døde vist, mens de var i midten af 80erne, den ene dement – Henrik Lykkegaard, en munter fyr, der havde drukket for meget og haft mange kvinder. Så kan han lære det, synes stykket at sige. Den anden fyr er mere stille og underspillet, Niels Ellegaard, og han er klar i hovedet til det sidste i sit Anker Jørgensen antræk – tykke briller, rollator og ruskindscardigan. En sjov hilsen til Folketeatret, der netop har skiftet politisk farve efter et socialdemokratisk styre i mange, mange år. Jytte Andersen har overdraget bestyrelsesformandsposten til Uffe Ellemann. Skal dette stykke genopsættes, kan man vel kræve at få et Poul Schlüter-antræk i første/sidste scene?

Lykkegaard og Ellegaard kan det hele, og teksterne er upåklagelige med indlagte vittigheder, som går hjem, hver og én. Der er skåret til benet tekstmæssigt, selv om scenerne hele tiden spillemæssigt går lige til stregen, måske i håb om, at vi fælder en tåre af sentimentale grunde. For det er jo svært at leve, og så uforudsigeligt. Den ene dag bliver man gift med en flink og uimodståelig person, et par år efter er der borgerkrig og hævntogter.

Forestillingen er skabt i samarbejde med Aarhus Teater – og skal spilles der om nogle måneder. God idé.

Livet .. Folketeatret. Foto Thomas Petri.

Er det teater for halvtreds plus? Måske, men i hvert fald acceptabelt for alle politiske observanser. Velspillet, velskrevet – velfungerende.

Tøver jeg med stjernerne, så er det fordi, det er forudsigeligt. Skuespillerne er super gode og kan mere, end de får lov at vise.

www.Folketeatret.dk