∗ ∗ ∗ ∗
(5 stjerner til operakor, instruktør og scenograf, som redder et altmodish værk).
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En magisk fløjte og en forgyldt rosenknop er trylleelementerne i operaen ”Lulu”, som i øvrigt rent visuelt balancerer smukt mellem to verdener: den rene utopiske livsstil i lyse pastelfarver og den dæmoniske blodrøde troldeverden. Romantikkens dobbeltbundethed fornægter sig ikke og oveni forvandles Akropolistæppet til en levende baggrund med skyer, uvejr og ildevarslende fugle .
Den romantiske opera Lulu. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Med opsætningen af Kuhlaus opera gør Nationalscenen sin kulturpolitiske pligt.
For selvfølgelig skal Det Kongelige Teater varetage den danske kulturarv, men teatret behøver ikke at spille rub og stub fra de forgangne årtier – tilbage til 1748. Alt andet lige hører Kuhlaus opera ”Lulu” fra 1824 nok ikke til det mest nødvendige. Men Kuhlau er, ikke mindst via sin musik til Heibergs skuespil: ”Elverhøj” fra 1828, en del af vor nationalarv. Men der er vel en grund til, at Det Kongelige Teater ikke siden 1838 har forsøgt sig med operaen. Den er simpelthen for diffus rent musikalsk og i handlingen, mens det scenetekniske kan være hamrende svært at forløse med de forskellige verdener.
Den afgåede tyske operachef Hr. Müller havde lagt opgaven i hænderne på en håndfuld tyske operafolk – henholdsvis instruktøren Christian von Götz og scenografen Lukas Noll med kostumedesigneren Sarah Mittenbühler. Det var en god idé, for de har gjort det helt fortræffeligt. Det er faktisk deres samlede indsats, sammen med dirigenten Sébastien Rouland, der får aftenen til at lykkes, så man forlader teatret opstemt, men forundret. Nu gik det jo lige så godt med personerne, hvorfor skal den unge pige så dø til sidst?
Jeg springer svaret over.
Lulu. Opera. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
I Mozarts ”Tryllefløjten”, som nærmest har samme handling, ender alt godt, men i denne ”Lulu” er vi rykket fyrre år frem i kulturhistorien, hvor den romantiske tankegang accepterer en helt anden leg med de forskellige niveauer: fra det jordiske liv – til drømme- og eventyrverdenen og døden som allestedsnærværende. Her hjælper instruktørens greb gevaldigt, fordi han sammen med varme og humor får tryllet de smukkeste billeder frem, som snildt flyder imellem et par århundreder: Akropolistæppet udsat for moderne lysteknik, lidt Beardsley fra 1880erne iblandet eckersbergsk biedermeier i en dårende batmintonscene – for siden at lade hele historien ende i et blotrødt rosenfarvet troldeorgie hos den onde Dilfeng, Han er den egentlige hovedperson.
Lulu. Opera. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Billederne, som også rummer en række barokreferencer, er hele aftenen værd – isprængt de mere stille musikalske passager.
Heller intet at klage over på det scenetekniske på Gamle Scene, det kører i smult vande. Men sådan var det ikke ved premieren i 1824, som Thomas Overskou refererer til i ”Den danske Skueplads. For dengang lo folk midt under forestillingen, fordi de scenografiske billeder ikke ville fungere, og teatrets censor, hr. Rahbek nægtede at tage ansvar for de såkaldte forvandlingsscener. Det var ikke hans bord.
Men her trykker skoen ikke længere. Det musikalske er til gengæld mere kompliceret. Den lange ouverture etablerer hele historien, og vi er afgjort i 1800-tallet, men siden hen går musikken næsten i stå flere gange – og det er også synd for sangere, der i øvrigt har mange replikker, for sådan var de jo engang. Operakoret er derimod på barrikaderne og giver den fuld kraft og synes at nyde det. Flot præstation.
Lulu. Opera. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Dénise Beck synger Sidi, den syge, bortførte unge pige og får en enkel, flot koleraturarie, mens Lulu, prinsen, spilles af Gert Henning-Jensen, der helt i moderne stil ender i dametøj for at smelte sammen med den elskede Sidi. Det er vist alene på den tyske instruktørs regning, og uden programartiklens stikord ville det være umuligt at forstå. Veninden Vela synges af Sofie Elkjær Jensen, der selvfølgelig i disse moderne tider må op og ned fra sceneloftet i et par snore.
Bassen Henning von Schulman med dansk/svensk tale og flot pondus scorer som Difling mange point som den onde mand, hvis søn er i dværgkostume, som en anden krydsning imellem Rigoletto og Richard d. tredje – godt sunget og spillet af en munter Michael Kristensen.
Men hvem skal vi holde med? Selvfølgelig den unge pige, men det er nu skurken Difling, der er den sjove og charmerende.
Lulu. Opera. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
”Lulu” er ikke noget nemt værk at gå til, selv om Det Kongelige Teater uden megen forklaring på hjemmesiden forsøger at sælge forestillingen til både børnefamilier og ungdomsuddannelserne. Hvis det skal ske, burde teatret oppe sig og informere lidt bedre: Hvorfor? Hvordan? Hvem? Romantikkens begrebsverden er ikke så ligetil.
Lulu. Opera. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Det lille, lusede program er ikke meget værd. Handlingsreferatet er næsten utilnærmeligt rent sprogligt, mens operadramaturgen Henrik Engelbrecht skriver en god artikel om Kuhlau; den skulle bare have været meget længere.
Jeg ville nødigt skulle forklare en håndfuld kvikke 15 årige hvorfor denne opera er vigtig.
Men se forestillingens smukke tableauer, lyt til musikken – og glem handlingen!
Spilles på Gamle Scene.
Instruktør: Christian von Götz
Dirigent: Sébastien Rouland
Scenograf: Lukas Noll
Kostumedesign: Sarah Mittenbühler
Dramaturg: Henrik Engelbrecht
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Korsyngemester: Jakob Lorentzen