Kulturkupeen

Masker og Matisse på Ordrupgaard.

Set af Ulla Strømberg .

De næste måneder er Ordrupgaard hjemsted for en interessant afsøgning af en niche i franske Henri Matisse’s virke. Igennem årene malede Matisse inden for forskellige ismer, men forblev tro mod en personlig farveglæde, som er så uimodståelig, uanset motiv og udtryksform.

Matisse. 1947.

Matisse. 1947. Udsnit. Foto: US.

 

På udstillingen vises en motivkreds, der måske lidt tilfældigt kom til Matisse via hans tidligere svigersøn. Georges Duthuit bevægede sig som intellektuel fra at være byzans-orienteret til i en periode at beskæftige sig med enuitter eller eskimoer, som er den gængse betegnelse. Svigersønnen købte eskimomasker i 1940erne. På samme måde som Picasso og venner, herunder også Matisse, var optaget af den afrikanske maske i begyndelsen af det 20. århundrede, blev omkring Anden Verdenskrig det nordlige islæt igangsættende for kunstnere.

Knud Rasmussen var den store inspirationskilde, og hans Thule-ekspeditioner, bl.a. beskrevet af ham selv i flere bøger, fik i oversættelse bred betydning – også i Frankrig og nåede Matisse.

Hos Matisse kan resultat ikke mindst aflæses i illustrationer til Duthuits bog: ”Une Fête en Cimmérie”. En suite af maskelignende ansigter illustrerer bogen, som dog først udkom i 1963, men maskebillederne er hjørnestenen på udstillingen på Ordrupgaard, i den store sal – i museets nye tilbygning.

Eskimomaske af Henri Matisse.

Eskimomaske af Henri Matisse. Udsnit. Foto: US.

Og med den viden kan man pludselig se eksimomasker andre steder i Matisse’s værker – bl.a.i ”Panel med maske” fra 1947 – og i det hele taget bliver ens syn skærpet: en maske er ikke kun en maske, der kan gemme sig en ”væsen” bag.

Selve udstillingen er lidt af et skoleridt igennem de veje, som ender med Matisse’s inuitfascination.   Mange forskellige inspirationskilder, præsenteret via andre maleres værker, viser vejen hen igennem årtierne forud for inuitbilledernes tilblivelse omkring 1946-48.

Også Nationalmuseets samling af inuit-objekter er med. Her har det danske museum en stor force, da det er Knud Rasmussens egen indsamling fra ikke mindst Den 5. Thule-ekspedition.

Det er ikke nogen nem udstilling. Der kræves fuld koncentration fra den besøgendes side.

Derved bliver Matisse’s kunst, der i sig selv har så direkte en folkelig appeal, pludselig en smule mindre fremkommelig. De mange plancher og tekster hjælper dog den besøgende på vej.

Men med og uden forklaringer er Matisse’s streg, form og farver fascinerende. Sygdom lænkede Matisse til en stol i hans allersidste år, men hans skabertrang var intakt. Nu blev ikke mindst papirklip midlet. Med ekstremt overskud formåede han indtil sin død i 1954 at give omverdenen stramme linjer, klare farver og et dybt vedkommende, menneskeligt indhold.

www.ordrupgaard.dk

21.8. – 29.11. 2015