Kulturkupeen

Med sikker hånd fortsætter hyperrealismen på Grob i “Små Forstyrrelser”.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

En far fornægter den datter, han ikke har set i 18 år, men hvorfor? Noget så ligetil, frastødende og dog menneskeligt er kernen i Teater Grobs ”Små Forstyrrelser”.  

Det aktive teater på Nørrebrogade kæmper sig fortsat igennem det ambitiøse projekt ”Det 6. Kontinent” – og er nu nået frem til nr. 4, som heldigvis er skabt med sikker hånd. Der er styr på både tekst og historie i det indestængte atelier i New York.

Totalbillede af Små Forstyrrelser, der viser maam's smukke og gennemtænkte  scenografi

Totalbillede af Små Forstyrrelser, der viser maam’s smukke og gennemtænkte scenografi

Med danskere på udebane har Grob sat sig for at undersøge det moderne menneskes reaktioner i nye omgivelser. Men historien kunne såmænd foregå henne om hjørnet. For mennesket er så uforanderligt, så fastforankret i sin egen selvforståelse, at det indimellem er ulideligt. Og det er lige netop pointen hos Grob, tror jeg.

Med en enkelt gennemgående hvid plastichavestol formår scenografparret i maam, Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm endnu engang at skabe hyperrealistiske rammer om et nutidsspil – denne gang placeret i NYC. Med store jerndøre, en hel iscenesat kælder, trådnet og gamle malerbøtter samt træstubbe fra fordums tid – har de skabt en stemning, som er så charmerende, at man har lyst til at gå hjem og kopiere det i den falske tro, at man så er åh så new yorker-agtig. Samtidig er der adskillige fortolkningsmuligheder. Scenografien er her en vigtig del af forestillingen!

Smukt og autentisk er det bur  og fængsel af et kunstnerhjem, som danner ramme om Jeppe, spillet med muskler og blød stemme af Victor Marcussen. Han er flygtet til New York for at blive international og anerkendt som kunstner og har været hos de største gallerier, men er lige blevet dumpet. Han danske rigmandsveninde, som selv leger boheme i New York, er varmt medfølende spillet af Trine Pallesen. De lever i et såkaldt åbent forhold, vist nok af hendes mands penge, men heldigvis sidder han langt bort ude i Østen. Verden er blevet så lille – og samtidig med uendelig mange muligheder.15.09.23. grob forstyrreser trine pallesen og marcussen

Dramatikeren er den unge Thomas Markmann fra Dramatikeruddannelsen i Aarhus. Han har læst sin Ibsen. For pludselig står den datter, som Jeppe forlod, da hun var 10 år. Nu er hun voksen, vil se sin far og finde ud af, om han lidt forsinket vil påtage sig ansvaret som far – morfar etc. Har han samvittighed eller er han et umenneske?

15.09.23. forstyrrelser grob marcussen og Grob_9980[1]

Den unge Josephine Park spiller datteren. Mere end fortjent fik hun en talent Reumert i 2015. I flere roller i sidste sæson viste hun en scenisk formåen, bl.a. i tv-serien “Arvingerne”, som den forvirrede unge moder. Med få midler afdækker hun på Grob datterens skiftende følelser i konfrontationen med den far, som ikke har sendt et julekort i 18 år. Josephine Park får hver replik til at lyde rigtig og følt. Imponerende. I øvrigt også ros til Markmanns manuskript.

I modsætning til de tidligere stykker i ”Det 6. kontinent” – er nr. 4 barberet ind til benet – sidehandlinger er væk. Det klæ’r Grob og tre skuespillere samt det i NYC så nødvendige faktotum, spillet sjovt af Margarita Diaz.

Instruktøren Per Scheel-Krüger, der også er den ene af lederne af Grob, har heldigvis holdt lidt igen med de store armbevægelser og råb og skrig. Det er godt, for tekst, historie og ikke mindst skuespillere er gode nok. Mere behøver vi ikke for at se, som var det et spejlbillede.

Medvirkende:

Josephine Park

Victor Marcussen

Trine Pallesen

Margarita Diaz

Manuskript: Thomas Markmann

Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger

Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm

Lysdesign: Kasper Daugberg

Lyddesign: Emil Assing Høyer

www.grob.dk